Jeg er den første, der sætter mine støvler i den nyfaldne sne denne morgen.

Der er ikke andre, der har været her siden sneen faldt tæt i nat. Jeg sætter den ene støvlesnude foran den anden og optages af, at jeg føler mig som det eneste menneske på denne plet på kloden i dette nu.

Som jeg vandrer, får jeg øje på spor i sneen, der ikke kommer fra mennesker. Jeg genkender harens karakteristiske spor, rådyrene og ræven, men hvad er nu det – et spor, jeg først ikke genkender. Det har distinkte skarpe klør.

Jeg tæller. Der er fem, tydeligvis skarpe, klør.

Noget i mig bliver let foruroliget, og det går op for mig sådan for alvor, at det er mig, der er på besøg på nogle andres territorium.

Det, der gør dybt indtryk på mig, er fornemmelsen af at være ene menneske på dyrenes egn. Jeg tager mig selv i at kigge mig over skulderen. Var der ikke en lyd?

Jeg kan på en måde fornemme øjnene fra dyrene i området. Måske forstyrrer jeg dem, når jeg kommer traskende med støvler og en farvestrålende varm jakke. Jeg fortsætter og ser, at et stort dyr har ryddet et rundt område for sne. Der er de igen. Sporerne med klør.

Mon det er en grævling? Er grævlinger egentlige farlige?

Og hvordan med ulve? Hvordan ser deres spor i sneen egentlig ud?

Jeg trækker vejret.

Prøver at sanse min krop.

Jeg mærker aleneheden i min eksistens.

Jeg mærker fællesskabet med dyrene og med den natur, jeg befinder mig i.

Jeg tænker på, at det måske er uundgåeligt at blive konfronteret med det at være ene.

Måske kender også du, kære læser, til at mærke en alenehed?

Jeg lader tankerne vandre videre og sætter støvlesnude foran støvlesnude til, jeg når strandens bredning.

Der er is på vandet. Det ser nærmest grønt ud ved vandkanten for længere ude at gå over i blå fjordvand og videre op til den hvide himmel.

Et slip.

En pause.

Tillader at åbne helt for vidden.

Svæver med i øjeblikket.

Jeg mærker forbindelsen til naturen og til vores fælles klode. Jorden.

Jeg mærker kontakten til dyrene og menneskene, der bebor den.

Jeg mærker en glæde i mit hjerte ved at mærke, at haren, ræven, grævlingen, rådyrene, ulvene og jeg kan være på dette sted sammen.

Mon det er sådan, at noget i os mennesker og dyr dybest set vil hinanden det godt?

Jeg håber det.