The Earthquake: Moving into the vulnerable landscapes
of | Internal practice and working life | 18. September 2026
Indeni mig stormer det. Blodet bruser. Hjertet hamrer. Jeg kan næsten ikke mærke andet end min krop.
Jeg sidder på trægulvet i en stor sal. Foran mig og rundt om mig sidder mine 40 medkursister og undervisere. Nogen kigger på mig, andre har lukkede øjne. Eller, det ved jeg faktisk ikke, for jeg tør ikke rigtig kigge op. Men det er min fornemmelse.
Jeg mærker venlighed. Opbakning.
Jeg har lige læst en tekst op, som på en måde forsøger at indkapsle mit snart afsluttede kursusforløb. En tekst om stress og sorg, sanselighed og sårbarhed. Erkendelser og øvebaner.
Jeg har øvet mig. Læst teksten op igen og igen. Ændret ting, flyttet ord.
Sætningerne ligger nu, så de passer til min mund og mit sprog.
Jeg ønsker at være til stede i min krop og i rummet, mens jeg læser. Jeg ønsker at nyde det. Og mit hjerte banker og jeg trækker vejret og mærker ordene. Det føles vigtigt og sårbart.
Og så er teksten slut, og jeg sætter mig ned på gulvet. Trægulvet, som jeg har danset og mediteret på, talt, lyttet, skrevet, tegnet og lavet yoga på. Måske har jeg også fældet en tåre på det. Det føles som et gulv, som vil bære mig.
Jeg mærker mit hjerte. Jeg er i tvivl om det fortæller mig andet, end at det har travlt. Jeg trækker vejret. Og så beder jeg mit publikum om at nynne en sang sammen med mig.
At synge har en dyb betydning for mig. Jeg har sunget meget hele mit liv, jeg er god til det. Jeg færdes hjemmevant i seksstemmige korarrangementer, højskolesangbogen og salmebogen.
Men når noget er på spil, så ryster min stemme. Den svigter mig dér, hvor jeg allerhelst vil udtrykke mig. Og lige nu er der noget på spil.
Måske er det derfor, jeg sætter mig ned og beder mit hold synge med mig. En sang, som klinger dybt i mig og forbinder mig til barndommens følelser af længsel og ængstelighed. Fordi jeg kan mærke, at dette er det tryggeste sted af alle at drive sig selv ud i de sårbare landskaber.
Og her sidder jeg så. Nynner I skovens dybe stille ro sammen med en stor gruppe kærlige medkursister. Og jeg mærker kun min krop og mit hjerte, og det hele er ved at briste.
IMPROVISATIONER OVER “AT RØDME”
Improvisationer er et kort skitseagtigt format, hvor teksterne bliver til på stedet under et af blogteamets workshops. De er skrevet på et kvarter – ofte som en forlængelse af en guidet meditation – og er efterfølgende kun let redigerede.
Den tekst du læser her, er skrevet over temaet “RØDMEN”.
er antropolog og har en ph.d. fra Aarhus Universitet. Hun har siden 2011 forsket i minoriteter, tilhørsforhold og hjemlighed i Tanzania og har været museumsinspektør på Moesgaard Museum og KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie. I dag er Cecil freelance og arbejder med formidling, blandt andet gennem fagbøger, og hun er optaget af, hvordan der kan skabes synergi mellem det kontemplative og faglig praksis.
Cecil har siden 2018 fulgt undervisning på Vækstcentret og i Kontemplation og sidder årligt i retreat.
Kæreste Mette. Tusind tak for din søde og rørende kommentar. Jeg ved du kender sorgen – men i den grad også glæden og kærligheden ❤️ og det har været sådan en glæde for mig at lære dig at kende med al din livserfaring og alle dine eventyr og smukke projekter. Det kan være hårdt at føle meget – men det er også en kæmpestor gave. Stort kram til dig ❤️ cecil
Kæreste Cecil
Jeg rystede lidt, da jeg læste din tekst. Jeg har også mistet. Og har sorg. Vi er to sårbare og i den grad følelsesfulde kvinder. Hvor dejligt at du du skrev det ud til os andre.
TAK for det og I skovens dybe stille ro.
Kærlig hilsen Mette