”Hvad nu”, spørger redaktøren, ”hvis blogindlægget er mere færdigt end du tror?”
Det er som at få en lille spand vand i ansigtet. Der opstår blandede følelser af forvirring og velkendthed, da han så – med et måske let drillende ansigt – påpeger min defensive indstilling til den tekst jeg har skrevet. Påpeger beskyttelsen. Jeg bliver flov. Smiler som en lille pige. Mine knæ peger ind mod hinanden, og jeg mærker hvordan venstre fods tæer finder højre fods tæer, som for at finde støtte. Storetæerne skiftes til at træde på hinanden, ikke på en nedgørende måde, men måske for at facilitere en slags grounding. Er det dét man mener med udtrykket at krumme tæer? 
Det er ikke første gang jeg har tænkt, at noget jeg har produceret, er irrelevant. Eller at det er så langt fra færdigt, at det er meningsløst for andre at tage del i. I dette tilfælde, at det end ikke kvalificerer til at være dét skitseagtige udkast til et blogindlæg, vi er blevet bedt om at sende ind til den skriveworkshop vi netop nu er midt i. 
Det er heller ikke første gang nogen udenfor mig selv siger den overbevisning imod. 
Jeg ser på de andre. Ser de mig? 
Jeg tror jeg rødmer. Jeg fiskede ikke efter anerkendelse. Det er måske dét, der er pinligt. Jeg troede på at de defensive ord, jeg satte ind før teksten, var nødvendige. For at afvæbne skuffelse eller irritation hos læseren. Og så forvirringen. Den peger vel på min ubevidsthed?
Jeg mærker ind. Jeg kan ikke se helt klart. Det er sådan tåget. Men jeg mærker det. Årsagen til min rødmen; at få afsløret ubevidstheden. Hvis ikke helt, så nok til at jeg nu véd at denne (nu lidt mindre ubevidste) beskyttelsesvane dækker over noget af dét, der er allermest sårbart. 
Nu er det ude!