Noget om at ære det besværlige og det skrøbelige.

Vi kunne have sendt alle udstillingsteksterne til trykkeriet og fået dem tilbage på flotte plader, som bare skulle hænges op. Men i stedet stod mine kolleger og jeg kl. 23.30 et par dage inden ferniseringen og skrev udstillingstekster med tusch direkte på væggene. Vi havde besluttet, at det var slut med det nemme, så længe det nemme også var det mest klimabelastende. Vi ville lave udstillinger, hvor alle beslutninger skulle være baseret på ønsket om at vælge det mest bæredygtige. Ønsket om at kunne arbejde på en mere omsorgsfuld måde føltes mere og mere bydende.

Siden har vi arbejdet i en radikalt bæredygtig, økofeministisk retning. Langt de fleste udstillingsmøbler finder vi blandt museets eksisterende inventar eller bygger dem op af materialer, vi har liggende. Vi køber brugt og vælger de mindst skadelige materialer. Vi lader ridserne, materialerne og æstetikken være med til at fortælle historier og vidne om et værdisæt, som vi er stolte af.

For nogen ser det måske uambitiøst ud. Den skrøbelighed vover vi.

Vores nye praksis fører til samarbejder med folk, som indenfor deres forskellige felter dyrker det bæredygtige, det analoge, det eksperimenterende og det etiske. Nye æstetikker og nye ideer om det gode. Den fører til en fornyet respekt for og kærlighed til det gamle, totalfredede hus, vi laver museum i, og den skaber nye rammer for det indhold og de fortællinger, vi fylder rummene med.

Sideløbende med arbejdet med den nye udstillingspraksis har jeg arbejdet med min indre praksis. Man kunne kalde min proces for en indstillingspraksis. At forstå, hvordan det besværlige, det risikable, kan rumme adgang til nye områder, nye indsigter og nye ressourcer. Hvordan det, som gør én ængstelig og usikker, er oplagte udviklingspotentialer. Det, som skaber stabilitet over tid. Det, som leder én mod steder, mennesker, oplevelser og følelser, som beriger én på nye måder.

Helt konkret øver jeg mig i at lade ridserne træde frem. At ære de gamle ”møbler” i mine indre rum. At ære rummene og deres historier. At turde lade det autentiske være dét, andre mennesker møder. Det er banalt og enkelt. Men det kan føles meget radikalt. Jeg øver mig i at være i det følsomme og det sårbare, at være i glæden og i sorgen, at mærke det og stå ved det. Jeg øver mig i at være i mine rum og hvile dér. Finde tilbage til en værens-æstetik, som har rod i kroppen, hjertet. Og lige dér bliver det besværlige let. I små glimt, hvor paraderne falder og afspændtheden indfinder sig.

                                                  Foto: Cecil Marie Schou Pallesen og Ejvind Pallesen Arendt