I bogen ”Alt er den samme sang” skriver Tina Sakura om at være menneske, og om at være i livet, når livet presser en til det yderste.

Da jeg læste bogen blev jeg berørt og grebet. Jeg blev også spejlet. For på en måde vender Tina Sakura i bogen vrangen ud på et liv, og tuner helt ind på, også det almenmenneskelige ved krise, sorg og fortvivlelse.

Fortællingen handler om at udholde svære tilstande, være i dem og forsøge at leve i dem. Om et liv med stress, depression og et kronisk sygt barn.

I bogen stilles spørgsmålstegn ved den skam der opstår, når følelsen af ikke at slå til rammer.

Hvordan bliver man et helt (almindeligt) menneske og ikke en superhelt?

Med en insisteren på at være den man er.

Er det en form for aktivisme?

Det er som om poesien, eventyret, sanseligheden, nærværet og det at skrive kommer hovedpersonen til undsætning. Det er kærligheden til barnet og til livet, der fører igennem. I bogen beskrives det dybt smertefulde ved ikke, at kunne hjælpe sit barn. Afmagten i det.

Her opstår ord som honningsol, verdensblomster og bjergsang. Som om der ud af dette liv gror kreative sprogvækster, som vi andre kan berøres af og glædes ved.

I et poetisk sprog og drømmeagtige billedrige beskrivelser af en hverdag, der hele tiden antyder også tilstedeværelsen af en verden ved siden af, bliver vi vist ind i et liv hvor det er svært, at overholde alle reglerne, og hvor det at lave aftensmad er noget der virker uoverstigeligt, fordi man er ved at ramme en bund.

Hvor et menneske klinker sine sår og bliver et kintsugi menneske, med henvisning til den japanske teknik hvor man klinker ituslået keramik med guld. Dette løfter efterfølgende keramikkens værdi betydeligt.

Måske handler bogen om at blive et helt menneske ved at se ind i og være i mørket. Kærligheden findes og kærligheden mødes på mange planer, også i mødet med en mand og noget bliver lettere gennem tiden. Men man efterlades også med en snert af, at man kan komme for tæt på, hvad et menneske kan holde til.

Livet leves langsomt i denne fortælling og med en åndelig søgen efter mening og et sted at stå.

Gennem kærlighed og lydmeditation. Gennem naturens kraft der kalder og yoniens visdom der viser vej, beretter Tina Sakura poetisk og smukt, og med bevidstheden om det mirakuløse ved livet. Om at udholde og at finde sin vej.

For mig er dette en fortælling om lyset og mørkets samtidighed og livets utrolige mangfoldighed.