Byens rum, uhørt stille på trods af trafikken. Opgangens sagte ekko. Kun mine langsomme skridt op ad trappen. Døren, der lydløst går op.

Inde i stuen, stille.

Alle hans ting. Billederne på væggen, bøgerne i reolen, tandbørsten i kruset. De halvt oprullede gardiner. En skygge på væggen.

Han er her. Og han er her slet ikke.

Der er andre i stuen, men selvom de taler, er her stille på en helt ny måde. Som når festens sidste gæst er gået. Lyden af liv, som er blevet tavs.

Her er dødsens stille.

Jeg mærker et ubehag, mens jeg lader mig fylde op af stilheden. Det uvante. Tomheden på hans plads. Akvariet uden fisk, salen uden danser. Jeg sidder i udkanten af rummet og lader mit blik glide rundt over alle de ting, der med ét har mistet alt liv.

Stilheden udvider åndedrættets rum inde i mig. Bevidstheden forsøger at begribe denne nye virkelighed.

Men selvom alt nu er anderledes, er intet i mig forandret. Min hud er varm, mine øjne vågne. Min cykel på tværs af byen, og om lidt aer jeg igen nogen over håret, trykker dem på armen. Om lidt lægger mig ind til og falder i søvn. Som jeg plejer.

Men der er sket en forskydning.

Jeg samler min opmærksomhed. Lader blikket falde ud til siderne, ser frem, men ser ikke reolen, ser ikke bogtitlerne. Mit blik er uskarpt, mens jeg neutralt og dobbeltopmærksomt forsøger at se afspændt ind i noget, som ikke lader sig beskrive.

Stilheden inde i mig bliver til et uendeligt univers af ingenting, som dog er intenst fuld af energi. Mit indre rum ekspanderer sitrende. Der er liv i denne dødsens stilhed, og jeg fyldes af et skift i bevidsthed. Jeg mærker, at det kræver noget at afspænde i den uvante tomhed. Men jeg gør det og mærker en spillevende vågenhed i min praksis.

Jeg ser mig langsomt omkring, lyset under gardinet blænder mig, og skyggen på væggen flimrer.
Tiden er gået, og jeg tager derfra. Stilhedens styrke tager til, mens jeg med helt nyt blik bevæger mig gennem den forandrede by, som giver rum efter ham, som netop er gået. Rummets form kan jeg endnu ikke mærke.

Så tænker jeg på den stilhed, jeg en dag selv vil efterlade.