Det er ikke sikkert der findes mennesker i romaner. For romaner består jo kun af sprog. Og mennesker er mere end sprog.

Men nogle gange er romaner skrevet så man under læsningen tror man er i selskab med virkelige personer.
Sådan er det i Christoffer Emil Bruuns debutroman Spillefuglen.

Det er noget af en type man kommer i selskab med. Det er nemlig Fjodor Dostojevskij som ung.
Hvis han bare havde været en ekstrem kreativ forfatter, kunne læseren have nydt hans selskab på en ukompliceret måde.
Men han er meget mere end det.
Han er ludoman, en spillefugl, besat af hasardspil.
Denne afhængighed har hos ham en helt særlig karakter, den er på en gådefuld måde forbundet med hans spiritualitet. Som om han i sine satsninger ved spillebordet på én gang vil udfordre Gud og undersøge om han er til. Samtidigt med at han håber på hans nåde, også i pengesager.

Fjodor er fanget i en håbløs fascination af den smukke og tiltrækkende, på én gang erotiske, udfordrende og afvisende Apollinaria. Han er på en måde afhængig af hende – og af seksualitet – på en måde som kan minde om hans spillegalskab.

Christoffer Emil Bruun deler med os i denne bog på én gang sin interesse og viden om Dostojevskij, og sin viden og interesse om teologi og religion. Hen gennem romanens dramatik snor sig store spørgsmål om Ruslands forhold til vesten, om Østkirken og protestantismen. Om religion, kunst og et autoritært styres censur.
Og som kvindens rolle i kristendommen. Om det udveksler Dostojevskij med den danske prinsesse Dagmar. Fjodor kommer nemlig på et tidspunkt til Danmark (hvad vi ikke anede før vi læste denne roman). Dagmar bliver senere bliver gift med zaren Alexander den tredje. Og kommer til at udgøre en afgørende forbindelse mellem de europæiske kongehuse.

Der er også Fjodors komplicerede forhold til alkohol.
Så den der flytter ind i romanen – det er jo noget af det romaner kan, man kan bo i dem – vil opleve at dele hus med et menneske som er genial, afhængig, intenst optaget af erotik, forelsket og viklet tæt ind i de begivenheder i Europa i midten af 1800-tallet som bliver afgørende for også den tid vi lever i dag.

Christoffer Emil Bruuns Fjodor er helt igennem menneskelig – og samtidig en slags naturkatastrofe i konstant og fatal udfoldelse.
Som man ikke kan lade være med både at rystes over og identificere sig med. Holde af og ryste på hovedet over. Måske fordi bogen er skrevet så man et eller andet sted hele tiden kan finde sig selv i den.