
Der findes i alt ca. 750 æblesorter i Danmark og hvert enkelt æble har sin helt egen karakter, navn, smag, tekstur, farve og størrelse. Vi ser kun et lille udpluk af dem i supermarkederne, og noget af det – vil jeg mene – bedste ved vinteren er, at det er muligt at få danske æbler helt hen i marts. Æbler kan både bruges i kager, brød, salater og i de varme retter. I år har jeg syltet nogle Ingrid Marie æbler i en skøn lage, som er perfekt til efteråret og vinterens mange lækre gryderetter sammen med mos, rødder og kål.
Ingredienser syltelage
1½ dl æblecidereddike
1 dl vand
1 dl sukker
10 røde peberkorn
2 stjerneanis
5 kardemommekapsler
1 knips fennikelfrø
Lidt ingefær i tynde, fine skiver
1 kvist rosmarin eller frisk timian / en kanelstang
4 – 5 æbler skåret i både
Lidt salt
Fremgangsmåde
Jeg foretrækker altid at lave min egen syltelage. Æblecidereddike koges op med krydderier ved svag varme. Husk at røre i lagen, så sukkeret ikke brænder på i bunden af gryden. Smagsmæssigt kan du dreje den i retning af rosmarin eller timian, eller du kan vælge kanelens varme. Vær opmærksom på at kanel let kan blive dominerende, så hellere for lidt end for meget.
Skyl æblerne, det er bedst at bruge en ret fast æblesort for eksempel Ingrid Marie – eller en som også har en tilsvarende himmelsk frisk smag. Skær æblerne i tykke både.
Når lagen har kogt, smager du den fint til (den må gerne have en syrlig eftersmag – men ikke være sur! Vær opmærksom på at æblerne også vil afgive lidt syrlighed til lagen). Tilsæt evt. lidt mere sukker eller en anelse vanilje.
Kom de fine æblebåde ned i den kogende lage og træk gryden af varmen. Æblebådene står nu i lagen og køler af.
Smag en æblebåd inden du sætter dem på glas, så du får nøjagtig den tekstur du synes bedst om. Mine både skal være sprøde og have et lille knæk. Har du brug for lidt blødere både, koger du forsigtigt lagen op en gang mere, så du får nøjagtig den tekstur du synes om – det er nemlig en smagssag 😉.
Skold et glas der passer til mængden af dine syltede æbler.
For bedre holdbarhed anbefaler jeg også at desinficere det ved at skylle glasset med eddike eller vodka.
Stil glasset på køl, når det er afkølet – bind en lille snor med en mærkat på – og værsgo perfekt til en lille gave eller til den næste gryderet en kølig efterårsaften.
Værsgo – en af bordets store glæder er når et fællesskab mødes.

* Kilde: Pometet, Københavns Universitet
Foto: Hanneli og Monika Grabkowska, Unsplash
er udannet kok og professionsbachelor i ernæring og sundhed.
Hun underviser børn og unge i madkundskab i folkeskolen og afholder kurser i madlavning.
Vibeke har gennem flere år deltaget på Kontemplations kurser og retreats og har en nysgerrighed, interesse og passion for arbejdet med kreativitet og relationskompetence. Hun har siden 2022 været gæsteblogger på Kontemplations blog.
