Jeg spørger mig selv: ”Men er det nødvendigt med et aspargesbed? Og så
lige nu? Ja, det tror jeg faktisk nok, det er”.
Min indre dialog på havevandring med kaffen i hånden fik mig til at sætte mig for at skrive. Om det at være i det uvisse, i den tilbagevendende rutsjebane, som det at være ved siden af et cancerforløb kan være – selvom det ikke engang er mig, der er ramt. Og dog. Selvom kræft og kemo er en nålestikoperation, der rammer en specifik person, specifikke kropsdele og specifikke celler, så rammer dens konsekvenser bredere. Ud i ringe af kærlighed.
Jeg er en af de ringe, der i kærlighed svinger med op og ned i behandlinger, prognoser, statistikker, scanninger og kontroller.
Jeg er i fagtermer en pårørende. I min terminologi og oplevelse er jeg mere pårørt.
Jeg satte mig for at skrive om, hvordan man er i det. Ikke som en guide til andre. Mere som et ærligt pip om, at vi nok hver især må finde ud af, hvordan vi er med det, der er, når det, der er, er overvældende, voldsomt og svært.
At jeg vil skrive om aspargesbed, er ikke for at distrahere fra det faktum, at det er svært. Det er bare en af de mærkværdige måder, det kan se ud på.

Ved du, at der går nærmest 5 år, før man virkelig kan høste grønne asparges, fra de er sat i jorden? Hvis jeg fjerner vildnisset nu og lægger pap og bygger et fem meter langt højbed og sætter aspargeskronerne nu, så vil noget godt ske i fremtiden. Jeg elsker grønne asparges. Danske altså. Når de er lokale og dermed i sæson. De få gange, jeg har knækket en asparges direkte fra planten – de står stadig som øjeblikke af saftigt, sprødt himmerige, jeg kan smage endnu.
Så ja, det er faktisk nok nødvendigt med et aspargesbed nu. Lad mig brække det ned i bidder: Der er brug for håb. En del af os har en hjerne, der har tendens til at tro mere på skrækscenarier end tanker om, at det hele nok skal gå.

Med aspargesplanterne er der noget dejligt konkret, jeg kan gøre. Og det er en anden faktor, der er væsentlig for mig: Når der er virkelig meget, jeg ikke kan gøre noget ved, og det samtidig er noget virkelig afgørende, jeg ikke har magt over, så er det virkelig godt med noget, jeg kan gøre. Som i øvrigt gerne må forbruge noget af den energi, der ellers florerer i min krop og løber ind i de gængse angstkanaler og lukker ned for alting, for at jeg kan kæmpe mod den truende løve.Vores ældgamle hjerne håndterer stadig alt, der føles uvist og farligt, som om det er løver på savannen, der skal nedkæmpes. Det er bare ikke særlig hjælpsomt, for hvordan bekæmper man en løve, der har form af uvished om prøvesvar i blodprøver og scanninger? Form som tanker, der løber fra 0 til 100 ud i fremtidsscenarier, der altid er biased til at forberede mig på det værst tænkelige og derfor allerede nu sætter kroppen i højeste alarm.
Det er dér, aspargesbedet kommer ind. Jeg kan ikke bekæmpe, eliminere eller flygte fra uvisheden, der i bølger føles som et glubende løvegab. Selvfølgelig er der frygt og sorg på forhånd (og på bagkant af tidligere erfaringer). Også når jeg bruger alle mine kræfter på at grave rødder væk og planere til et nyt bed. Det er ikke en mirakelkur mod de vilkår, som i mig momentvis ikke bare føles truende, men ubærlige. Det fjerner ikke min undren over, hvordan andre lever ubekymret, som om alt er godt. Ved de det ikke? At alt kan forandres på et splitsekund?
Så graver jeg lidt mere. Udtænker, hvordan jeg vil lave jorden med den rette ph-værdi for aspargestrivsel.
Jeg kan agere. Jeg kan være smurt ind i jord og forbundet med verden omkring mig. Dér kan jeg bedre modtage det, som kommer. Jeg kan handle på noget godt til fremtiden, jeg kan få en pause ved at være i kroppen, i verden med bare fødder i jorden fremfor i kamp med løverne i hovedet.

Tiden gik, det er nu sensommer. Der er stadig vildnis og ikke noget aspargesbed. Prøvesvarene kom, de var gode, og med et er det ikke så livsnødvendigt med et aspargesbed. Nu er det mere noget med en solstol i skyggen og en nænsom langsomhed til reaktionerne, der også altid kommer efter fejring og lettelse.
Aspargesbedet kan altid komme. I forårets kvælende uvished var det en livsvigtig lomme af selvomsorg at planlægge det. En dag bygger jeg det måske af lyst og overskud. Som en gestus til fremtiden og alt det, der er godt.

Foto: Dorte Lunderskov