Mit tog er sat i gang fra et trinbræt i de svenske skove, og min telefon mangler allerede strøm. Overfor mig sidder en lyshåret svensk flicka på omkring 15 år med sin store make-up-pung og er optaget af sin skincare-routine. Hun børster i uendelighed en stor pudderbørste over kinderne, retter på de kunstige vipper med en sort rulle, reder sit glatte hår, tegner læberne op. Ser sig i spejlet. Ser sig i spejlet. Tager pudderbørsten frem igen og begynder forfra. Som om hendes naturlige unge skønhed i sig selv ikke overskygger alle de lag.

Jeg er tilsyneladende en fordomsfuld medrejsende taskedame. Jeg iagttager hende og tænker mit, som havde jeg glemt alt om neutralitet og praksis. Måske er det ego-dyrkelsen mit blik reagerer på, måske er det vreden på tech-giganterne påvirkning af de unges forbrug, måske hendes ubevidsthed om, at hun er ved at overmale et naturligt smukt lærred. Undertrykkelsen af det kvindelige.

Min praksis er på nul, for jeg opdager ikke min egen ubevidste aggression. Glor bare på hende. En anelse fjendsk? Det kan man ikke udelukke.

Jeg søger ly i min telefon. Men jeg må begrænse mig, hvis batteriet skal holde hele turen gennem Sverige. Der er ingen synlige stikkontakter i toget. Ser derfor på hende igen.

Flickan lægger spejlet væk og tager sin telefon frem. Endnu en søvnig handling, tænker jeg. Så sætter hun opladeren i stikket gemt under bordet. Jeg ser overrasket på hende. Der udkæmper sig et slag i mig, mellem det hårde og det bløde. Det bløde giver efter og vinder, og jeg smiler taknemmeligt til hende. Øj, siger jeg nærmest på svensk, tusen tack.
Mens jeg sætter min oplader i stikket på min side, har hun allerede tilgivet mig. Eller måske har hun aldrig haft modstand på mig. Jeg projicerer.

Hun smiler og taler syngende, og i en venlig og åben bevægelse rækker hun en stor kulørt bland-selv-slikpose med godis frem mod mig og tilbyder mig et stykke slik.

Kan jeg overhovedet sige nej tak? Det sure slik i posen er en bro. Hun lægger plankerne over den dybe grøft mellem os, og hun fører mig over. Nænsomt. Min vejrtrækning bliver blød, og jeg mærker hjertet, lader mig føre.

Jeg vælger den sureste vingummi, jeg kan se i posen. Gul og rød og drysset med syrligt sukker. Jeg siger tusen tack igen og smiler til hende. Og da hun igen tager spejlet frem, tager jeg en bid af vingummien, ser mit mørke spejlbillede i ruden og lader det svenske landskab fare forbi.