Det er onsdag eftermiddag. Jeg og en kollega har sammen gjort klar til at mødes med en familie i et Åben Dialog netværks-møde. Vi arbejder på et rehabiliteringstilbud for mennesker med psykisk sårbarhed.
Vi arbejder ud fra en tro på, at mennesker bliver til og udvikles i relationer og søger derfor at bringe netværk, familie, venner sammen i det, der kaldes åbne dialogiske netværkssamtaler.
Vi tager denne dag imod et ungt menneske og dennes familie. Stemningen er lidt spændt. Jeg mærker mit åndedræt og mit hjerte, min krop mod stolesædet; læner mig ind i trygheden ved at have en kendt kollega ved min side.
Åben dialog er en tilgang og en måde at invitere mennesker ind i en ramme, hvor man – uden dagsorden og uden løsningsorientering – søger at skabe rum for lytning og refleksion over de sagte ord.
Anerkendende, ikke-vurderende refleksioner fra dem, der tager hånd om mødet, i dette tilfælde min kollega og mig, spejles tilbage i netværket, måske med nænsomme spørgsmål, der kan få ordene og tankerne bag til at folde sig endnu mere ud.
De mennesker, vi samarbejder med, har sygdomshistorier med sig og mange erfaringer med at blive behandlet og defineret af andre – ofte uden at have haft en stemme, der er blevet hørt.
Min kollega og jeg tegner rammerne op, til det vi inviterer ind i: Et rum, hvor det, at kunne tale uden at blive afbrudt og det at kunne lytte uden at skulle svare, er væsentlige elementer.
På et tidspunkt den onsdag eftermiddag siger den unge noget direkte til sin far. Han siger det klart og tydeligt; hvordan han ønsker at være i verden med sine udfordringer, og hvordan han kunne ønske, at faren ville acceptere det.
Der sker noget mellem dem; et moment er det som om rummet holder vejret; så åbnes noget mellem de to; faren bliver synligt bevæget.
Det ser ud som om, han pludselig hører og forstår, hvad hans søn siger til ham. Og rummet ånder så at sige lettet op.
Jeg mærker en dyb hjertevarme forplante sig i min krop.
I vores refleksion taler min kollega og jeg sammen, mens familien lytter på. Vi taler – begge med berørthed – om det mod, det måske har krævet af den unge at sige disse ting højt – og det genkendelige i at være forælder og skulle give slip på gamle forståelser. Samtalen mellem forældre og søn fortsatte herefter ud fra nye helt sprøde forståelser og måske med en oplevelse af betydningen af at blive hørt og set.
På flere måder kan det at praktisere ÅbenDialog og det at have meditativ praksis minde om hinanden.
Vi sætter os i en ramme, søger at give plads til en langsomhed, søger at møde det, der opstår med anerkendende spejling. At opleve at en dybere lytning kan skabe plads til indre stemmer, der måske længe har været overdøvet.
Det her er meget forenklet, og enhver der har siddet på puden/mediteret vil vide at så enkelt er det ikke.
Sådan er det også med ÅbenDialog og netværksmøder.
Der er meget levet liv, mange ofte negative erfaringer og stor belastning af både den enkelte og familien, der er med i vores møder.
Vi søger at bringe en slags afspænding ind i systemet. At have hjerte-modet til at udholde når noget er svært og alligevel blive ved med at trække vejret og ikke forcere noget frem.
Og måske er det her, at den meditative praksis – for mig – beriger den dialogiske:
At den meditative træning giver en slags rygrad, jeg hele tiden kan læne mig ind i: opmærksomheden på min krop, mit åndedræt og hjerte samtidig med at have opmærksomhed udadtil på det vibrerende rum jeg og vi skal tage hånd om.
Dette blogindlæg er en del af en serie vi kalder ‘Praksis og faglighed’
Vores indre praksis lever sjældent adskilt fra resten af livet. Den bidrager til den måde, vi lytter, skaber, leder, underviser, behandler eller møder andre mennesker på – af og til endda uden at vi selv lægger mærke til det.
På Kontemplations seneste skriveworkshop inviterede vi skribenterne til at udforske samspillet mellem deres indre praksis og deres faglige eller kreative virke. For til jer som læser med på bloggen, at kunne give eksempler på hvordan nærværs- og hjertetræning taler sammen med arbejdsliv.
Hvor praksis kan skærpe blikket, åbne nye perspektiver eller kalde på en anden måde at handle og skabe på.
Her kan du læse en af de tekster, der blev til, da workshoppens deltagere udforskede netop dette.
Foto: Aaron Blanco Tejedor/ UnSplash
er uddannet psykomotorisk terapeut og arbejder med rehabilitering og dialogisk praksis sammen med mennesker med psykisk sårbarhed.
Hun er mor til to unge voksne og bor i andels-bofællesskab ved Brabrand Sø. Hun er optaget af at skrive, alene og sammen med gode legekammerater.
Hun har gennem de sidste fem år fået undervisning af Hanneli og Peter.
