Med ét skifter luftens farve til gul. Bare gul. Tæt gul.
Der bliver stille i mig. Stille omkring mig, og i en kæmpe opadgående bevægelse bliver jeg løftet ud af øjeblikket og ind i et uendeligt nu. Et nu, som på en og samme tid indfanger det øjeblik, som ligger 26 år tilbage og det øjeblik, jeg står i netop nu.
Jeg er et par dage forinden rejst tilbage til de sydlige Maures-bjerge i Frankrig, hvor jeg som ganske ung tilbragte flere somre. Rejsen ligger nu nogle år tilbage og er et gensyn med bjergene, kysten, duftene, agaverne og ikke mindst et menneske, jeg engang var forbundet med i krop og hjerte. Forbindelsen mellem os er umærkeligt genopstået, som havde den aldrig været afbrudt. Klangen mellem os er genkendelig, og vi er sammen taget tilbage til den palmehave, hvor vores første møde fandt sted mange år tidligere.
I det øjeblik luften bliver gul, skærpes min bevidsthed. Alting i palmehaven foregår i slow-motion og samtidig føles det som om, at tidslinjen ophæves. Øjeblikket er drømmeagtigt, på én gang en cirkulær bevægelse og samtidig udstrakt som en savanne. Mine årtier smelter sammen og med ét er der ingen tidsmæssig forskel på det første møde og det aktuelle møde med ham, jeg står overfor.
Min puls bliver langsom, og min krop føles ikke-eksisterende, mine øjne ser ham og alt omkring, uden at det er mig, der ser, som var det en slags dybere bevidsthed, der iagttog. Mit vejr holder inde. Jeg findes ikke. Pausen på 26 år findes ikke. Fortiden findes ikke og heller ikke fremtiden. Min ellers lineære tidsfornemmelse er for en stund ophævet, der er kun dette nu.
Så er det normale tilbage. Luften bliver klar, cikaderne synger, dagene går og jeg tager afsked. For en stund, for altid. Eller aldrig.
Instinktivt ved jeg, at nuet, min tidssavanne, altid findes, så jeg kan vende tilbage til den. Den er mit fortættede nu, selvom jeg ofte glemmer den og lader mig styre af kalender og aftaler. Men jeg mærker, at det lineære er en opfindelse, et redskab til at holde styr på verden med, en unødig hård tilgang til tidens væsen, og at nuet med alle tiders kærlighedsmøder er bredere. Dybere. På en sær måde uendeligt.
Jeg ved det, for det er det samme nu, jeg kan mærke, når jeg i dybere meditativ praksis afspænder dybt og tør svæve lidt over savannen.
Foto: Line Fjord
TIDENS VÆSEN
I vores del af verden lærer vi at betragte tid som noget objektivt og målbart – en lineær bevægelse, som vi opdeler i sekunder, minutter og år. Vi lever efter urets rytme, organiserer os med kalendere og deadlines.
Men moderne fysik og bevidsthedsfilosofi minder os om, at tiden ikke er så enkel. Den er relativ, formet af perspektiv og opmærksomhed. Den tid, vi måler, er statisk – den tid, vi oplever, er elastisk.
En time kan svinde som et åndedrag, et minut kan strække sig til en evighed. I stilheden, i naturen, i mødet med et andet menneske, kan tiden opløses – som om den kortvarigt ikke eksisterer.
I en skriveworkshop for Kontemplations blogforfattere, blev deltagerne inviteret til at skrive ud fra de øjeblikke, hvor tidens struktur forskydes: hvor den strækkes, standser, åbner sig eller helt forsvinder.
Her kan du læse deres tekster – som små vinduer ind til tidens mange lag. Ind i det vide felt mellem bevægelse og stilstand.
er journalist og cand.ling.merc i fransk. Hun arbejder med kommunikation og sprog, og har gennem en årrække haft fast meditationspraksis med fokus på skæringspunktet mellem meditation og kreativ praksis. Hun er optaget af relationer og kreativitet i tekst, begge med forankring i hjertet.
Hun modtager undervisning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg og deltager i retreats.
