At være med det, der er

af | | 5. juni 2026

 

At være med det, der er. Det er et af de steder, hvor min faglige praksis som psykolog og min meditative træning som menneske mødes.
Selvom det lyder floskelagtigt og ligetil, er de fleste af os supertrænede til alt andet end netop at være med det, der er. Jeg er i hvert fald.
Når jeg som psykolog får lov at være sammen med andre mennesker i det, som er i deres liv, og som har fået dem til at række ud, spørger de næsten altid efter redskaber.
Jeg forstår dem godt. Hvordan er man med det, som er, når det er vanskeligt og opleves ubærligt?
Så snart livet strammer til, er det et vanvittig godt spørgsmål, og det er ikke mærkeligt, at vi nærmest kan synes lidt besatte af at få redskaber.
Vi fordi det er gået op for mig, at det er muligt at se på mit eget liv som én lang søgen efter måder at være med det, der er, når det, der er, er svært.

Og så skete det her. I 2021 og bogstaveligt talt som lyn fra en klar himmel:
Dér. Mærk det der. Han tog min hånd og lagde den lige der, hvor onkologerne snart gav ham ret; det der, det er kræft. Den er tilbage.
Jeg husker fuldstændig, hvor vi var, hvordan sekundet ændrede alt. Alt.
Eller.
Ikke alt.
Min verden blev knivskarp. Alt stod tydeligt.
Det, der ikke var vigtigt, var ikke vigtigt. Det, der var vigtigt, var til gengæld vigtigt med en liv-og-død kraft, der var grænseløs.
For en gangs skyld veg skyld og skam tilbage og gav handlerum til en helt enkel prioritering af tid og ressourcer.
Ja. Nej. Færdig bum. I den tid var det lysende klart, hvornår noget var mit ansvar, noget, jeg skulle tage mig af, og hvornår det ikke var.
Det var hjertet, der var i spil. Det øjeblik ændrede nemlig ikke alt – ikke kærligheden. Det var, som om den bare stod der midt i mig som en urkraft, der endelig fik lov fuldstændig at tage styringen.

Hvorfor skriver jeg om dette, når det handler om redskaber og at være med det, som er? Og om hvordan min faglighed og min indre praksis fletter sig sammen?
Måske fordi det var denne erfaring med at være med rædslen, der skrev sig frem fra mit eget liv, da jeg et øjeblik slækkede på adskillelsen mellem professionel og personlig. Erfaringen fra det at være ved siden af voldsom sygdom viste mig, at jeg havde redskaber. Faktisk dem, jeg allerede i rigt omfang havde givet klienter. Men måske ikke virkelig anerkendte styrken i, eller betvivlede min egen evne til at bruge lige så modigt, som mine klienter.

Jeg havde hjertet at styre med. Uanset dets tilstand. Om det bristede og græd med lidelsen og gruen. Om det knugede sig i angst for at blive ladt alene tilbage i verden uden ham. Om det var nærmest højt og ekstatisk i øjeblikke over at mærke sig selv – kærligheden, den uendelige, uudgrundelige, dybe kilde, jeg troede, jeg var adskilt fra, men som jeg nu uden et øjebliks tøven eller tvivl øsede af og hengav mig til.
Fordi jeg ikke kunne andet. Alt andet var ubærligt.

 

Foto: Dorte Lunderskov og Hanneli


er uddannet psykolog og teolog og specialist i psykoterapi. Hun har privat praksis med terapi, supervision og undervisning af professionelle.
I sit arbejde har hun fokus på, hvordan man kan være i mødet med andre mennesker på en værdibaseret måde og samtidig bevare vitalitet, nærvær og medfølelse.

1 Comment

  1. Katrine den 5. juni 2026 kl. 16:12

    Kære Dorte.
    Hjertelig tak. Dine ord berører og rammer..
    KH Katrine N

Efterlad en kommentar





FØLG OS PÅ INSTAGRAM

Følg på Instagram
Følg på Instagram