Den overstrømmende kærlighed, jeg er vidne til, som jeg sidder her ved fødselsdagsbordet med de andre gæster. Jeg blev inviteret med i sidste øjeblik. De andre gæster fik invitationen længe før mig. De tætteste var først inviteret, men da flere ikke kunne, åbnede man mere op. Til de perifere relationer. Man huskede mig i sidste øjeblik.

En tilfældighed

at jeg mødte arrangøren på min gåtur. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg takkede ja, mens jeg mærkede

et sug i maven

og prøvede at skjule min skuffelse. Blinkede et par ekstra gange.

Alle elsker fødselsdagsbarnet, mig selv inklusiv. Jeg sidder her i stolen over for det nu og spiser kage. Pludselig retter man opmærksomheden mod mig. Et chok. Hvordan det går. Der kommer intet svar, der er bare

jalousien,

der bobler,

vreden

tager helt over.

Men jeg kan jo ikke sige dét.

Det er ulideligt skamfuldt. Alle kan se rødmen blusse op, varmen i mine kinder. Så jeg siger bare det sædvanlige.

Jamen,

det

går

fint.