|
Et nyt hold af supervisionsforløbet begynder den 4. februar.
Gennem årene med IPA, som vi kalder forløbet, har vi lært, at de kreative flows har brug for pauser, hvis kontakten indadtil skal bevares. Pauser, hvor vi mærker kroppen og åndedrættet, og undersøger om hjertet er med i processen, og giver os tid til at integrere det vi kommer i kontakt med.
En af de pauser, jeg holder mest af, er den helt enkle fem-åndedragspause. En af os tæller langsomt højt til fem åndedrag, og for hver ind- og udånding lander man lidt mere i nuet. ‘Et’, og man lander i kroppen. ‘To’, og man mærker hele sig selv. ‘Tre’, skuldrene synker lidt længere ned. ‘Fire’, og opmærksomheden når igen ned til fødderne. ‘Fem’, lidt mere afspænding, lidt mindre støj. Så et øjebliks stilhed, før vi går videre.
Det minder mig om, hvor lidt der skal til for at genskabe kontakten indadtil, hvis vi husker at tjekke ind med os selv hen gennem dagen. Denne ihukommelse kan hjælpes godt på vej, hvis vi også husker pausen lige når vi vågner.
I denne uge deler vi en guidet morgenmeditation fra IPA-forløbet i Praksisbiblioteket. Den hedder Klar til at møde dagen og kan være en støtte fra morgenstunden at lægge et fundament i os selv, hvorfra det bliver lettere at finde hjem i løbet af dagen.
Med ønsket om en god efterårstid – med tid til pauser.
Mange varme hilsner
på vegne af Kontemplations team
Hanneli
|