Hun er netop fyldt 4, måske 5, år. Et langhåret junibarn klædt i blå jeans, mørkeblå uldtrøje og forventningsfuld stilhed. På fødderne eventyrlystne, røde gummistøvler til midt på læggen. Sammen med familien er hun netop ankommet til den lille tømmerhytte i fjeldet. Rejsen dertil har taget halvanden time ad asfalterede veje gennem velkendte landskaber, det sidste stykke på ujævn grusvej i en duft af frihed og nyslået græs.
Bilen er parkeret i kanten af den lyse mark, helt ude i siden, af hensyn til bonden. De voksne – som senere skal råbe ad hinanden, smile, øse omsorg, nystegt ørred og ambitioner op på tallerkenerne, og søskendene, som skal skændes om opvasken og ellers ikke lægge synderligt mærke til hende – pakker bilen ud.
Hun, pigen, forsvinder i den slags gøremål. Ikke fordi hun er doven, sådan som hendes søskende påstår, men fordi noget andet kalder.
I alt det, der opstår mellem bilen og hytten, opløser hun sig. Naturligvis ikke til usynlighed; hun trækker sig blot stille ud af familiens opmærksomhedsfelt. Lydløst bort, som en lille dråbe slipper forbindelsen med en større på en voksdug, et blad fra grenen, duggen under solen. Opløser sig og synker indad i sig selv.
Uden at tænke over hvad der opstår i hende, men alligevel lige så velkendt som stemningerne i landskabet omkring hende, er hun i kroppen med en årvågenhed, som hun senere i livet først skal miste og derefter bruge år på at genfinde.
Men det ved hun endnu ikke. Med lyttende skridt og klar retning går hun over det nyslåede græs bag hytten og videre ind i det høje. I randen af tid og græs. Nyder stråene der omfavner føddernes nynnende, mumlende, hviskende bevægelser.
I virvaret derovre ved hytten er der ingen, der ser hende smutte ud af tiden.
Hun er fri. Bevæger sig stadig dybere, lyttende, i en langsom, rød bevægelse mod skoven.
Hun lader de tunge grangrene bag sig, de grene som visker det sidste af hende ud i det ydre. Lukker sig ind i et kendt landskab ad usynlige veje. Standser og lytter til stilheden der bor her, lukker øjnene og lader gensynsglæden brede sig i hende, i skoven, som i et utilsløret, nært venskab.
Hun står i det stille rum, værende og var. Barnet i skoven. Skoven i barnet.
Mærker det, der åbner sig under fødderne. En stille strøm fra dybt dernede, som en omvendt, florlet, syngende, strømmende flod med vind og sollys i. Opad. Op – gennem jord, rødder og mørke – gennem maven, gennem hjertet – og åbner tiden, lydløst.
Beskyttet af grønt, med lys og skygger mellem bladene, lader hun sig synke ned. Sidder på hug med overkroppen mellem knæene, omfavnet af skoven, i strømmen fra Moder Jord, og trækker vejret. Ingen ord. Ingen spørgsmål.
Strømmen og stilheden, som ikke adskiller sig fra suset i grantræerne eller duften af jord, og hun. Ekkoet af det, der har været, og det, der skal komme, findes ikke. Tiden falder fra hinanden. Helt enkelt ind i det, der er.
I en væren i en verden i en tid uden for tiden.
Hjemme.
Foto: Kristin Koll
TIDENS VÆSEN
I vores del af verden lærer vi at betragte tid som noget objektivt og målbart – en lineær bevægelse, som vi opdeler i sekunder, minutter og år. Vi lever efter urets rytme, organiserer os med kalendere og deadlines.
Men moderne fysik og bevidsthedsfilosofi minder os om, at tiden ikke er så enkel. Den er relativ, formet af perspektiv og opmærksomhed. Den tid, vi måler, er statisk – den tid, vi oplever, er elastisk.
En time kan svinde som et åndedrag, et minut kan strække sig til en evighed. I stilheden, i naturen, i mødet med et andet menneske, kan tiden opløses – som om den kortvarigt ikke eksisterer.
I en skriveworkshop for Kontemplations blogforfattere, blev deltagerne inviteret til at skrive ud fra de øjeblikke, hvor tidens struktur forskydes: hvor den strækkes, standser, åbner sig eller helt forsvinder.
Her kan du læse deres tekster – som små vinduer ind til tidens mange lag. Ind i det vide felt mellem bevægelse og stilstand.
Grundlægger og leder af Aldente hvor hun samskaber engagerende kommunikation, kreative koncepter og/eller cirkulædre løsninger for de som vil ivaretage ressourcerne for nutiden og for de som kommer efter os.
Kristin er initiativtager af Viddepraksis.no.
Hun har mastertraining i Social Presencing Theatre, er dybt dedikeret til natur og engageret i sammenhængen mellem ydre og indre natur.
