Der er kommet en bjørn luntende ind i mit liv. Jeg så ham første gang på gårdspladsen. Han kom sammen med Ole og skulle
hente måtter ude i kostalden. Jeg var i arbejdstøj. Jeg strøg som en hvirvelvind, sådan som jeg gør, så hurtig at folk ikke kan holde mig fast eller hive mig ned, eller hælde noget ud over mig, eller tynge mig, eller tvinge mig til at stå stille. I en hurtig, kontinuerlig bevægelse, midt i alle de andre bevægelser jeg foretog mig den morgen, viste jeg dem begge vej over gårdspladsen, hen til kostalden. Ole forrest og bjørnen bagved, bjørnen, høj, med bøjet hoved som prøvede han at være mindre end han var. Jeg følte mig øjeblikkeligt i familie med ham, der opstod et lynhurtigt fællesskab; os der prøver at være mindre end vi er. Jeg flagrede, smilede, fløj rundt, for hurtigt til at blive holdt fast, eller holdt ansvarlig, de to mænd der kom for at slæbe, bære, det som nogle mænd gør så godt, bærer uden at lade sig mærke med noget, uden at brokke sig, uden at ømme sig, uden at ville have belønning, bare bære det der skal bæres. De bærer det fordi det er vigtigt det bliver båret og de bærer det, fordi de kan bære det, det er derfor gør de det. Det rører mig dybt. De tog måtterne, bar dem ud på traileren, de måtte gå mange gange for at få dem alle med. Jeg flagrede videre i dagen. Jeg husker ikke hvad jeg lavede den dag, og det er lige meget. Jeg havde næsten også glemt den dag, men bjørnen mindede mig om den for ikke så lang tid siden. Han mindede mig om hvordan han første gang kom luntende ind på min gårdsplads og ind i min verden. 

Dagen efter så jeg ham igen. Jeg trådte ind af døren, ind i rummet med vinduer til alle sider. Han sad i cirklen, kæmpestor blandt de andre, der alle var mindre end ham, og så alligevel lille ud. Vi mødtes for at sørge. For at give plads til at mærke smerten over alt det vi alle har mistet. Da vi efter nogle timer skulle snakke i små grupper, lå hans stemme ud over hele rummet og gjorde det svært for folk at koncentrere sig. Sofia så forstyrret ud, hun sagde: jeg kan ikke fokusere på hvad det var jeg ville sige. Stemmen rungede både i rummet, men også på en underlig måde i kroppen, i hvert fald i min. Jeg smilede, jeg følte mig overbærende, underligt glad over forstyrrelsen, men han snakkede selvfølgelig heller ikke mens det var min tur. Jeg glædede mig over at læne mig ind i en stemme, der kunne fylde det hele.

Den aften havde jeg fundet mine fjer frem for første gang i lang tid, og jeg både sørgede og fejrede. Jeg sørgede over den tid de havde været gemt væk og jeg fejrede at de alligevel var der, at intet var tabt og at jeg kunne holde dem i hånden og mærke at årene der var gået imellem nu og sidst jeg holdt dem ikke betød noget. De var smukke som altid, perle arbejdet på håndtaget er udsøgt, og de bærer utallige minder om vågne nætter om bålet med sangene og bønnerne. Intet er nogensinde virkelig tabt. Er det sandt? Jeg havde fjerene i den ene hånd, beholderen med gløderne og røgen i den anden og gik rundt i rummet. Han var en blandt mange kroppe, han var fremmed og en der var svær at overse simpelthen fordi han var så stor. Men jeg så ham først virkelig ved bålet. Det var et forløsende bål.

Vi havde sørget sammen i 4 timer. Rummet havde været fortættet, holdt, hviskende, vi mærkede ærefrygt for sorgen, ville ikke forstyrre hinanden i vores sorg, var også bange for vores egen. Hvis vi hviskede, forestillede vi os så at den ville være mindre til stede, føles mindre overvældende? Jeg ved ikke hvorfor vi hviskede, det var den naturlige ting at gøre, og efter de mange timers hvisken var der en længsel efter at råbe, at bryde forsigtigheden, efter at være løsslupne, uforsigtige, højlydte, u-bange. Ved bålet skete det. Flammerne gjorde noget af arbejdet, tog noget af det holdte. Ild kan ikke holdes, ild kan ikke hviske, bålet brændte frit og satte stemningen fri. Jeg sang en sang. Jeg kiggede ind i bålet, åbnede munden og lod sangen komme ud. Lyden af en fuld stemme var uvant efter mange timers hvisken. Da sangen var slut stod den tilbage og dirrede i luften et stykke tid. Jeg kunne mærke det var en gave jeg havde givet, og ikke en forestilling, der krævede en applaus, det var en lettelse for mig. Så rejste bjørnen sig. Stillede sig foran bålet og åbnede munden og ud kom et requiem, en brølende, rungende sørgmodig bjørne sang. Toner der fyldte hele rummet omkring bålet, selvom rummet omkring bålet var uendeligt og gik direkte op i stjernerne. Det var uvirkeligt. Stod han der, bjørnen, og sang på den måde. I hvilken virkelighed findes den scene? Da han holdt op med at synge, rungede sangen igen i det tomme, stille rum, hvor man stadig og hele tiden havde kunnet høre ildens lyd. 

Dagen efter mødtes vi i saunaen. Jeg nåede at tænke tanken om, hvordan det skulle gå at have en bjørn i saunaen, den er jo ikke særlig stor, min sauna. Men hans store krop foldede sig sammen på en måde så den kunne manøvrere sig ind af den lille saunadør og ind på plads ved siden af de andre. Vi sad i varmen sammen, bjørnen hang med hovedet, varmen var kraftig, stærk, voldsom, på kanten, næsten uudholdelig. Jeg hældte mere vand på. Mere varme. Og bjørnens hoved hang endnu mere og det krøllede hår var vådt og jeg sang til de 7 andre som var i saunaen, men den dag mest til bjørnen. Jeg sang i varmen, både som en omsorg og som en udfordring, en styrkeprøve. En bjørn må være udholdende eller? En bjørn må kunne klare mosten eller? Ser du bare stærk ud, eller? Og bjørnen hang med hovedet og kiggede engang imellem op, med åbne, blanke øjne, og så hang han hovedet igen og klarede den, accepterede varmen, holdt ud, holdt ved, overgav sig. Bagefter i vandet, stod han nøgen, med armene åbne og sang opera for havguden. Han stod for sig selv og sang til dybet, men han vidste alligevel godt at der var andre mennesker, at vi så og hørte ham og jeg kunne mærke at han vidste at jeg så og hørte ham. Han stod med sin bjørnekrop og sang befriet, som om han havde fået syndsforladelse. Det er sådan jeg husker det var at møde en bjørn.