Hjemmelavede bountybarer

af | | 8. maj 2026

Smagen af bounty

 

Der er noget uimodståeligt ved kombinationen af kokos og mørk chokolade. Her mødes de i små bountybarer med en blød kokos-nøddebund, et lag daddelkaramel og et tyndt, knasende lag mørk chokolade.

De kræver ikke ovn, men en smule tålmodighed. Dadlerne skal nemlig stå i blød natten over – eller i hvert fald et par timer – før de kan blendes.
Og ja, din foodprocessor skal helst have lidt muskler. Dadler er ikke noget, man forhandler med. De er seje, men det hjælper gevaldigt, at de ligger i blød i citronvand. Det både mørner dem og tilfører et hint af syrlighed, som bryder daddelens sødme.

Opskriften her er med Medjool-dadler.
På arabisk betyder medjool cirka ’ukendt eller kun lidt kendt daddel.’
Sikkert fordi denne sort er eller har været sjældnere, de udgør kun en fjerdedel af verdensproduktionen.
De plukkes tidligt, så de er saftige. De holder kortere end andre sorter. Og de er sødere og med en kompleks og honningagtig smag. De kaldes dadlernes konge.
Og koster mere end andre dadler – men når man smager dem, forstår man hvorfor.

Bountybarerne er også relativt enkle at forberede. Det er kun chokoladeovertrækket, der skal varmes på komfuret; derudover skal de blot samles og sættes på køl.

Ingredienser til ca. 20 små bountybarer

Daddelkaramel
2 dl Medjool-dadler
2 dl vand
Saften af en halv citron
1 tsk. agavesirup
1 spsk. Kokosolie

Kokos-nøddebund
2 dl mandler, pekannødder eller ristede hasselnødder
1 dl cashewnødder
2 dl kokosmel
3 spsk. akaciehonning
6 spsk. vand

Chokoladeovertræk
200 g mørk chokolade
2 spsk. kokosolie

 

Fremgangsmåde

Skær dadlerne i mindre bidder og læg dem i blød i vandet. Tilsæt citronsaften.
Lad dadlerne stå i blød i mindst 2 timer eller natten over.
Blend derefter dadlerne sammen med agavesirup og kokosolie. Lad blenderen køre i omkring fem minutter. Det vil sandsynligvis være nødvendigt at stoppe undervejs og skrabe daddelmassen ned fra siderne, så den hele tiden bliver inkluderet i cremen.
Tilsæt samtidig lidt af dadlernes iblødlægningsvand, indtil daddelkaramellen får en blød og cremet konsistens.
Sæt daddelkaramellen på køl, mens du laver klar til bountyfyldet.

Mal mandler og cashewnødder fint. Kom nøddemelet i en skål og bland det sammen med kokosmelet. Tilsæt derefter honning og vand, indtil massen får en konsistens, hvor den kan samles.
Form flade håndbidder af kokos-nøddemassen. De er ret intense, så en passende størrelse er omkring to mundbidder.
Lad dem samle sig og blive kolde i fryseren i 15–20 minutter.

Kom daddelkaramellen oven på kokosnøddebunden og sæt dem tilbage i fryseren i 15–20 minutter, så de er kølige, inden chokoladeovertrækket lægges på.
Smelt chokoladen over vandbad og rør kokosolien i.
Pensl bountybarerne med den smeltede chokolade på top og sider.
Ønsker du også chokolade på bunden, kan du lade overtrækket størkne, vende barerne og smøre et lag på undersiden.

Bountybarerne opbevares i fryseren og serveres let afkølede.

Bon appetit!

Tip: Man kan forme bountybarerne enkeltvis, eller man kan lave en samlet flade med de to lag, som dækkes med chokolade og derefter skæres ud. Hvis man vælger den metode, kan det være nødvendigt at pensle lidt ekstra chokolade på siderne bagefter.

 

2 Comments

  1. Annette den 9. maj 2026 kl. 10:46

    Selvom sukker kommer fra “naturlige” kilder, er det stadig en ret sukkerholdig snack.
    Ja, den indeholder flere fibre, mætter mere, har fedt og protein fra nødder og kokos og er mindre forarbejdet. Men sukkerindholdet er stort pr. bar.

    Jeg ser ikke sundheden i dem, hvis man tænker i blodsukker.

    • Redaktionen den 11. maj 2026 kl. 16:41

      Kære Annette
      Du har helt ret – og tak fordi du nævner det! Sukker er sukker, uanset om det kommer fra dadler, honning eller hvidt sukker. Blodsukkerresponset er reelt, og derfor også relevant.

      Dit input har faktisk fået os til at ændre titlen – de hedder nu ‘Hjemmelavede bountybarer’ i stedet for ‘Sunde bountybarer’. For det er præcis det de er: hjemmelavede, med enkle og rigtige ingredienser – ikke en sundhedsbar.

      De mætter mere end en fabriksfremstillet Bounty, indeholder fibre, fedt og protein fra kokos og nødder og er langt mindre forarbejdet. Det bremser sukkeroptagelsen en smule, men fjerner det ikke.

      Så hvis du passer på dit blodsukker, er de ikke hverdagssnack. Men som en bevidst og hjemmelavet godbid en gang imellem synes vi de har sin berettigelse.♥️

Efterlad en kommentar





FØLG OS PÅ INSTAGRAM

Følg på Instagram
Følg på Instagram