Shakshuka
af | SMAG | 3. april 2026

Shakshuka er oprindeligt en morgenmadsret, som er velkendt i Nordafrika og Palæstina. Ordet betyder angiveligt “sammenblanding” på arabisk, hvilket fint afspejler retten og dens tilberedning. Den findes i mange variationer, hvor forskellige grøntsager steges sammen i en mere eller mindre tomatbaseret sauce.
I retreatkøkkenet er vi særligt glade for en version, hvor den røde peber får lidt ekstra plads. Det giver retten en varm, let sødlig og markant smag af rød peber, som balanceres af tomat, løg og hvidløg. Ovenpå lægger vi pocherede æg, smuldret feta og friske grønne krydderurter.
Shakshuka er en ret, der giver meget både i smag og fylde og samtidig er overraskende nem at lave. Den er perfekt som et enkelt aftensmåltid med fladbrød eller pita til, men fungerer også glimrende til brunch eller som en lun frokost.
Her får du ingredienserne og fremgangsmåden, sådan som vi har lært den at kende i retreatkøkkenet.
Mængderne passer til 4 personer.
Ingredienser
- 2 tsk stødt gurkemeje
- 2 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk røget paprika
- 1 tsk kanel
- 1 tsk kardemomme
- 1 knivspids chili eller cayennepeber
- 2 løg, finthakkede
- 3 fed hvidløg, finthakkede
- 800 g hakkede tomater
- 2 røde peberfrugter i tern
- 4 æg
- Kokosolie til stegning
- Salt og peber
- Frisk koriander (kan erstattes med persille)
- Feta
Fremgangsmåde
Rist krydderierne på en tør pande. Når duften spreder sig, og de får en gylden farve, er de klar — pas på, at de ikke brænder på.
Tilsæt kokosolie, løg og hvidløg, og sautér, indtil de er bløde og klare.
Kom de hakkede tomater i, og lad det hele simre i 12–15 minutter. Saucen tykner lidt og bliver mere samlet i smagen.
Tilsæt tern af rød peberfrugt, og lad retten simre yderligere 3–4 minutter.
Smag til med salt og peber.
Nu til æggene. Du kan slå dem direkte ud i shakshukaen og lade retten stå under låg, til æggene har sat sig. Det kræver lidt opmærksomhed, så de ikke bliver for faste.
Vil du have en mere sikker løsning, kan du i stedet pochere æggene i en separat gryde og forsigtigt lægge dem oven på shakshukaen, når de er klar.
Lige inden servering drysses smuldret feta og frisk koriander over retten. Koriander kan erstattes med persille, hvis du foretrækker det.
Bon appétit!

