Verdensborgeren – om egenomsorg, medansvar og empati

af Michael Stubberup | | 11. august 2019

IMG_3195

I dette blogindlæg præsenterer vi et essay af forfatteren og stifteren af netværket Synergaia, Michael Stubberup, om verdensborgeren som et billede på de menneskelige kvaliteter der er intenst brug for – og som er under udvikling – i nutiden.

 

‘Når temaet er rollen som verdensborger, så ligger det lige for at hente de smukke billeder af kloden set ude fra rummet frem. Den blå-hvid-røde planet i sin helhed og uden lande, bygninger og grænser. Selve dette at vores fælles helhed er et fænomen, der kan reflekteres over, synes af stor betydning. I globalt perspektiv er FNs Generalforsamlings vedtagelse i september 2015 af de 17 udviklingsmål for bæredygtighed (2015-2030) måske derfor den vigtigste globale ledelsesbeslutning, der nogensinde er truffet. Der foregår således i disse år et omfattende og akkumulerende samarbejde om forståelse af og sprog for bæredygtighed i alle verdens lande. En verdensborger må være et menneske der oplever og forstår sig selv som borger i verden – hele vores verden her på planeten jorden. Med forståelse for helheder af cirkulerende økologiske livsprocesser, som tilsammen danner biosfæren – at den levende natur er grundlaget.’

Denne helhedsforståelse fremmes af og forudsætter, fortæller Michael Stubberup, at vi etablerer kontakt til dybere dele af os selv, til vores egen indre natur. Han mener at oplysningstidens forestilling om at naturens processer er sjælløse og maskinelle, er en af årsagerne til den oplevelse af ensomhed og adskillelse fra mennesker og omgivelser som i dag traumatiserer både naturen og menneskene. ’Vi skal’, skriver han, ’tilbage til en dybere kontakt med vores egen natur, overlevelsessystem og eksistentielle værdier’. Og han fortsætter beskrivelsen af hvad der er brug for på følgende måde:

‘Den største forandring handler om at skifte fra at være ydrestyret og ydrefokuseret til at fundere opmærksomheden inde i det enkelte menneske. Og vi har et tilsvarende arbejde foran os i forhold til sammenhængen med et større perspektiv og helhed – det som den store natur, mystikken og de spirituelle traditioner er bærere af.’

Det er Stubberups opfattelse at vi alle er født med muligheder for at knytte direkte an til både vores egen og den ydre natur. Disse muligheder ligger i selve nervesystemets funktion:

‘Evolutionshistorisk er menneskets nervesystem opbygget således, at det hele tiden i en rolig, jævn og automatisk rytme sanser og scanner indefra og ud og udefra og ind. Det autonome nervesystems to grene – sympaticus og parasympaticus – koordinerer hjerterytmen i en ujævn variation. Sympaticus forøger hjerterytmen og skærper årvågenheden, mens parasympaticus sænker hjerterytmen og sørger for afspænding og regeneration. Denne stadige ud-ind- og ind-ud-rytme er koordineret med det at mærke kroppen og via sanserne mærke den ydre verden. Det er som et pendul eller som en åbne-lukke-mekanisme, der hele tiden veksler mellem at være klar til handling og derefter hvile, og hele tiden skifter mellem at sanse omgivelserne og at sanse sig selv.’

Det vi har brug for, forklarer Michael Stubberup, nemlig den direkte kontakt til, og indføling i, ikke alene medmenneskene, men også de fysiske omgivelser, ligger som kimform i vores biologiske grundlag, i den måde nervesystemet veksler mellem, og balancerer vores mærken os selv og vores mærken omgivelserne. Vi kan opgradere denne funktion ved at kultivere den, det vil sige træne den bevidst og derved bevæge os mod et højere trin af både medfølelse og global ansvarlighed baseret på en direkte oplevelse af vores forbindelse med biosfæren. Han skriver:

’De grundlæggende processer knyttet til kroppen og det autonome nervesystem, som for eksempel åndedrættet og hjertet, forløber af sig selv – de er selvorganiserende. Når man ønsker at forstå og skabe sprog omkring dette, er det nødvendigt at sætte disse selvorganiserende processer eksplicit på dagsordenen. Det er på sin vis det, der foregår i mindfulness, afspænding, yoga og mange andre indre træningssystemer’.

Videre forklarer artiklen at denne, medfødte, mulighed for at træne denne sans for sammenhæng er forbundet til den del af vores nervesystem som kaldes ’den sociale vagus’ (efter den tiende kranienerve, vagus), som historisk er udviklet sammen med menneskeartens kultivering af samarbejds- og samhørighedsformer. Det er i høj grad denne del af vores medfødte ressourcer vi træner gennem eksempelvis meditation, yoga og mindfulness, og som leder os mod en direkte erfaring af betydningen af at vores omsorg ikke alene gælder os selv og de nærmeste, eller vores egen nation og egen religion og kultur, men biosfæren som helhed. Det er denne direkte oplevelse, funderet i vores nervesystems grundfunktioner, der gør os til verdensborgere. Det betyder konkret at:

‘Verdensborgeren har således valgt at opgradere kontakten til sig selv, ved at klargøre og sætte sprog på hvordan man mærker sig selv, hvad der fremmer kontakt og hvad der styrker helheder – hun har derfor en daglig indre praksis, hvor tilknytningen til sig selv omsættes gennem:

  • Den indre personlige bæredygtighed
  • Den relationelle sociale bæredygtighed
  • Den systemiske helhedsorienterede bæredygtighed.’

Michael Stubberup beretter videre om et symposium under FNs befolkningsfond som forfatteren bidrager til, og hvis sigte er en global forandring som med FNs ord ” skal være bygget på kærlighed til såvel menneskeheden som andre levende væsener og naturen. Denne form for medfølende kærlighed er kernen i vores emergerende inter-spirituelle tidsalder, og kun således kan vi forandre os og vores verden.”

‘Verdensborgeren som type, skriver Michael Stubberup, ’ser ud til at være en forudsætning for en mere helhedsorienteret og bæredygtig fremtid for os mennesker her på kloden. Vi skal blive bedre til at lære af og udnytte naturens måde at organisere, leve og lede på, så vi kan opbygge samfund båret på viden om og respekt for liv og helhed i biosfæren – som også kunne være en moderne definition på spiritualitet – menneske-system bæredygtighed.’

(Citaterne fra Michael Stubberups essay er tilrettelagt til Kontemplations blog)


 

Klik her for at læse hele essayet:

‘Verdensborgeren’ af Michael Stubberup

 


 

Michael Stubberup
født 1956, cand.mag. i dansk og kunsthistorie, forfatter til en række bøger, blandt andet med Steen Hildebrandt. Michael Stubberup er initiativtager til og leder af netværket Synergaia der rehabiliterer traumatiserede flygtninge.
Han er mangeårigt medlem af Vækstcenterets ledelse og underviser i træningsprogrammet Ledelse med hjertet.
Siden 2015 har han været inviteret deltager i FN’s Population Fund’s fortsatte dialog om sammenhængen mellem menneskelig vækst og bæredygtighed. Han er rådgivende medlem af Center for Systems Awareness og Foreningen Børns Livskundskab.

 


 

Verdensborgeren – om egenomsorg, medansvar og empati udkom første gang i 2019 som et kapitel i antologien Globale mål – Visionen om bæredygtig udvikling redigeret af Steen Hildebrandt og Lars Josephsen.

 

 

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.