I dag er meditation et ord og et begreb næsten alle kender og har en klar forståelse af hvad betyder.

Men da jeg voksede op, var det ikke et kendt begreb. Det var ikke en del af samtalen i offentligheden. Og hvis det endelig blev nævnt, var det typisk som noget mystisk eller sjovt, noget man ikke behøvede at tage alvorligt.

Hvor det var helt i sin orden at dyrke sport og træne kroppen, var tanken om at man kunne øve og opgradere sindets og hjertets kapacitet, ikke rigtig til stede.

Det er heldigvis anderledes nu. Meditation har vundet indpas i mange sammenhænge.

Og samtidigt er ordet som det anvendes i dag, en betegnelse for en meget bred og forskelligartet vifte af aktiviteter.

På den måde minder det lidt om ordet sport, der som begreb også spænder bredt – og for eksempel bruges om så forskellige ting som dart, hygge-fodbold og det at træne til en Ironman.

Ligesom med sport kan man tilgå meditation med vidt forskellige motivationer og på mange forskellige måder.

Man kan eksempelvis dyrke sport for at komme sig efter en skade, for bedre at håndtere stress, for at komme i form, for at tabe sig, for de sociale aspekter, for at udfordre sig selv og møde sine grænser, eller forskellige varianter af to eller flere af de punkter.

Tilsvarende kan meditation have mange indfaldsvinkler: Nogle mediterer for at finde ro, for at stresse af, for at styrke fokus og nærvær, lære sig selv bedre at kende eller for at nærme sig livsmysteriet, hvordan man nu måtte forestille sig det.

Eller man mediterer for at kunne møde og håndtere nogle af de former for lidelse vi alle før eller senere møder: som ensomhed, meningsløshed, eller som Buddhisterne siger, sygdom, alderdom og død.

Og endnu en hyppig drivkraft til at begynde at praktisere, kan være ønsket om at ville forbedre sine relationer og sit forhold til omverdenen i det hele taget.

For mærker vi dybere ind i vores forhold til vores medmennesker, ind i forholdenes lys og mørke, ind i konflikter, medfølelse, kærlighed, sorg, glæde og svigt, har vi mulighed for at opdage at der er en eller anden dyb sammenhæng mellem vores relationer til mennesker og omverden, og så vores relation til vores eget hjerte og bevidsthed.

Og vi kan opdage at vi har mulighed for at ændre vores omverdensrelationer ved ikke kun at reagere ud i verden, men ved også at vende os mod det sted i os selv hvor billedet eller oplevelsen af verden dannes og forarbejdes.

Ligesom der findes et væld af sportsgrene med hver deres praktik, historie og traditioner, har vi i dag adgang til, og information om, en meget bred vifte af forskellige former for meditation. Der alle har også deres egne metoder, rytmer, fordele og muligheder.

Der findes mange måder at inddele disse forskellige tilgange på.

 

At forstå sin praksis gennem tre tilgange

En måde der har vist sig hensigtsmæssig for mange til bedre at forstå ens egen praksis og til eventuelt at tilrettelægge den så den kan udvikle sig naturligt, er at betragte den meditative træning af nærvær og hjertelighed som en proces, der udfolder sig gennem tre grundlæggende tilgange:

• Selvregulering.
• Selvudfoldelse.
• Selvbefrielse.

Da jeg begyndte at meditere, kendte jeg ikke denne forenklede, men alligevel ofte instruktive, måde at dele praksismotivationen ind på.

Når jeg i dag ser tilbage på den tid, er det tydeligt at det var selvbefrielsen og de forestillinger jeg havde om den, der fik mig i gang.

De forestillinger sammen med oplevelsen af meningsløshed – og den deraf følgende længsel og søgen efter mening.

Den måde det på én gang pressede og kaldte på mig, fik mig til at give mig kast med praksis, med en forestilling om en stor mulig befrielse som horisont.

I dag kan jeg se at jeg i denne ikke helt realistiske fascination af en mulig fremtids fjerne mål overså jeg at jeg på det tidspunkt i mit liv nok i højere grad havde brug for at arbejde mere jordnært med de to andre tilgange. Med at regulere og forsøge at udvide mine grænser og min horisont. 

 

Selvregulering

I denne tilgang bruger vi primært meditation til at regulere tanker, følelser og kropslige reaktioner. For derved at få højere grad af medbestemmende i den måde vi forholder os til os selv og til andre på.

Det gøres typisk ved at prøve at skabe indre stabilitet og balance.

Det er her de fleste af os begynder vores meditative praksis. Ofte med øvelser som hjælper os til at invitere opmærksomheden ud af og fri af de mere mentale tilstande vi tilbringer det meste af vores tid i. Og ind i tilstande der er mere forbundet med nuet.

De metoder vi anvender til denne indledende form for meditation, er for eksempel at fokusere opmærksomheden på åndedrættet eller kroppen, at udføre en kropsskanning eller forskellige former for blid yoga og bevægelse. Med det primære mål at få nervesystemet i ro og bevidstheden samlet. Med alle de fordele det indebærer, som reduktion af stress, øget søvnkvaliteten og styrket evne til nærvær og empati.

 

Selvudfoldelse

Når der gennem selvregulering er begyndt i glimt eller stræk at opstå en vis ro og stabilitet i vores system, kan der måske blive plads og nysgerrighed til at undersøge sider af os selv der ellers har ligget under overfladen. Sider der kan have at gøre med kreativ udfoldelse eller andre former for personlig udvikling. Måske også plads til fornemmelser for eller nysgerrighed i retning af et eventuelt højere mål i livet.

Her kan meditation blive en måde at opdage, undersøge og udfolde indre potentialer og ressourcer på.

Det kan for eksempel foregå gennem selvrefleksion, visualiseringsøvelser og øvelser med fokus på dybere kontakt med hjertet og kroppen.

Målet her, eller måske nærmere processen her, er at lære sig selv dybere at kende, at opdage sine indre ressourcer og længsler og drømme. At lade dem skinne og folde sig ud i verden. Og at opdage friheden i at være sig selv, præcis som man er.

På dette sted i processen – hvis man kan følge og acceptere denne lidt forenklede beskrivelse af meditation som en bevægelse i tre trin – vil der, i højere grad, også være mulighed for at hente sine projektioner hjem.

Den følelsesmæssige stabilisering og det øgede selvkendskab som praksis har givet mulighed for, vil kunne give ro og overskud til at slippe nogle af de fordomme og slør vi uundgåeligt ser verden igennem.

Projektioner er den del af os selv vi ikke har indsigt eller kræfter til at tage ansvar for, og derfor lægger ud på andre. Meditativ praksis, på selvudfoldelsestrinnet, er en mulig og betydningsfuld hjælp til en større følelsesmæssige selvansvarlighed som gør at vi kan begynde at se andre og verden mere som de og den er.

 

Selvbefrielse

Den tredje tilgang er for dem der ønsker at undersøge selve bevidstheden. Altså ikke bare bevidsthedens indhold af tanker, følelser, minder og sanseindtryk, som er de ting vores opmærksomhed næsten udelukkende opholder sig ved. Men selve den container eller det rum som de ting opstår ud af og optræder i. 


En sådan undersøgelse vil næsten altid også indbefatte en nysgerrighed på jeget. Følelsen af at være netop “mig”. En følelse eller sansning der er så familiær at vi næsten ikke lægger mærke til den.

Men hvad er dens essens, dens kerne, og er den også bare indhold i bevidstheden? Og hvis jeg-følelsen bare er indhold i bevidstheden, hvem eller hvad er man så egentlig, bag det hele?

Denne interesse vil, hvis den er balanceret, rumme mere end interessen for én selv.

For i selve anelsen om at det måske er muligt at begynde at slippe bevidsthedens binding til sit indhold, kan der ligge en fornemmelse af en dybere samhørighed.

Der kan være en intuition om at ethvert bevidsthedsindhold, uanset hvor ’fint’ og kollektivt det måtte føles, rummer en følelse af ’jeg’, af at der er et ’mig’, et ’noget’ som oplever dette indhold.

Og den følelse af et sådant ’mig’ eller ’noget’ vil rumme hvad vi kan kalde en personlighedskontraktion, en sammentrækning der adskiller os fra andre.

Så at ønske at slippe ud af denne sammentrækning og virkelig mærke samhørighed med andre, måske bare i et glimt, kan være en motivation til at praktisere mod selvbefrielse. En værdifuld motivation.

 

Metoder og motivation

De metoder man anvender i denne tilgang, er af mere nysgerrig, undersøgende, undrende karakter. Det handler, i meditationerne, ikke længere om at forbedre noget eller ændre noget, men snarere om at gøre stadig mindre.

Meditation bevæger sig her mod en direkte undersøgelse af jeget og af selve bevidstheden.

Man kunne spørge hvordan det skulle kunne være en hjælp at vide, hvor man står i forhold til de tre tilgange? 

Som antydet ovenfor havde det for mig, dengang jeg begyndte at meditere, været en stor hjælp at kende de tre inddelinger. Jeg ville da have haft mulighed for at opdage, at selvom jeg længtes mod noget jeg dels havde hørt om, dels måske selv anede kunne være selvbefrielse, var det på det tidspunkt selvregulering som både min krop, mit sind, min situation og mine relationer, kaldte på. Jeg ville, hvis jeg havde forstået det, måske have kunnet bruge min tid og energi på metoder og praktikker der mere præcist havde kunnet adressere mine egentlige behov.

Hvis man er nysgerrig på hvor man selv står i forhold til de tre tilgange, kan man for eksempel overveje følgende spørgsmål:

Hvad vil jeg gerne opnå med meditation?

Hvad motiverer mig til at meditere, og hvad står ofte i vejen?

Hvad er følelsen når jeg mediterer? Er det spændende, opløftende, åbent, forvirrende, anstrengende?

Hvad savner jeg i min meditation? Og i mine relationer, og i mit liv i det hele taget? Struktur? Dybde? Mening? Følelsesfylde? Samhørighed? Frihed?

Man kan også lægge mærke til, hvilke teknikker man naturligt drages mod, og – som sagt hvad man længes efter i livet generelt.

Det kan også være sådan, som antydet i mit eget eksempel, at ens system og livssituation kalder på én tilgang, men at man egentlig har mere lyst og energi på en anden. Det er så også værdifuldt at blive opmærksom på, så kan man planlægge og handle ud fra den viden, og for eksempel vægte sin praksis sådan at man kommer omkring det man har lyst til, men også får arbejdet med det der reelt er brug for.

 

At finde vejledning og holde fast i det basale

Jeg har ovenfor – og i det hele taget i denne korte tekst – koncentreret mig om det vi selv har mulighed for at gøre.

Men når det drejer sig om den mere radikale motivation som ligger i at søge mod selvbefrielse og dybere mening, vil man på et tidspunkt få brug for spejlinger. Af spirituelle venner. Og af én eller flere lærere.

Dette, at finde og modtage vejledning, er udenfor denne korte tekst emne. Men jeg har skrevet om det i blogindlægget ”At finde en lærer”, der handler om læreforholdet.

Og så er det nok også som i sport, den basale træning bliver man ved med. Selvregulering er helt centralt både for den måde vi kan være i livet på, og også i undersøgelserne og udfoldelsen af de to andre tilgange.

Selvundersøgelse og selvudfoldelse er berigende og spændende, og det bringer også næsten uundgåeligt ting op der kan være udfordrende for nervesystemet. Det er derfor essentielt samtidigt at arbejde med at selvregulere. 


Samtidig er udforskningen af de dybere lag af personligheden og forestillingen om hvem man er, nødvendige skridt på vejen mod selvbefrielse. For man kan kun give slip på det man har bevidsthed om. 
På den måde hænger de tre tilstande samme, både som forudsætning og berigelse for hinanden.

For mig har forståelsen af de tre tilgange været en stor hjælp både i min praksis og mit liv, og det er mit håb at det også kan være det for dig. Ikke som et fast system, men som en invitation til at være mere bevidst om intention, motivation, behov og længsler i praksis, hvad enten din personlige vægt ligger på ro, udvikling eller frihed. 


På en måde handler alle de tre tilgange om netop det; at bringe mere bevidsthed og autenticitet ind i vores liv og væren. I vores forhold til os selv og i forholdet til vores medmennesker.