Respekt vokser ud af kvalificeret samspil

af Jesper Juul | | 7. september 2015

Jesper Juul

Så kom diskussionen om respekt for lærerne og anklagen mod forældrene igen. Faren for, at det hele endnu engang løber ud i sandet eller bliver stående som en primitiv polarisering mellem skolens parter er overhængende. Tillad mig derfor et forsøg på at nuancere og præcisere, hvad det egentlig handler om.

Forældrenes rolle er klar: den skal modsvare børnenes behov. Lærere og forældre er på godt og ondt de vigtigste voksne i børns liv og når de ikke kan samarbejde og støtte hinanden, lider børnene under det på samme måde, som når skilte forældre ikke kan samarbejde. Der findes lærer-elev konstellationer, hvor kemien ikke fungerer og det skal forældrene selvfølgelig tage dybt alvorligt og følge op på i dialog og ikke ved at kritisere læreren/skolen i tide og utide, mens barnet hører på. Årsagen er altid den samme: utilstrækkeligt lederskab og relationskompetence fra lærerens side. Dette er ikke et forsøg på at give læreren skylden, men en påpegning af, at det er lærerens ledelsesansvar at se indad og søge inspiration. Det handler også om forældrenes lederskab, som ikke er klaret med at være åbenmundet ”solidarisk” med sine børn.

I godt en generation har det været sådan, at autoritetspersoner ikke automatisk får andre menneskers respekt. Børns såkaldte respekt for lærerne for en, to og tre generationer siden var ikke respekt men angst. Dengang som nu må både forældre, lærere, politifolk, spejderførere, fodboldtrænere o.a. gøre sig fortjent til den anden parts reelle respekt. Som senest beskrevet i fire børns udsagn i Berlingske d. 3. August. kræver det, at børnene føler sig set, forstået og respekteret. Det er det paradigmeskifte, som generer lærernes formand så såre og som der ikke bliver ændret på, medmindre skolen vil udvikle sig baglæns og genindføre management by fear filosofien. Danmarks Lærerforening kunne bidrage mere konstruktivt ved at tilbyde sine medlemmer muligheder for at udvikle den personlige autoritet, som deres uddannelse helt ignorerer.

Disse forsømte lærere deler skæbne med en del forældre, som heller ikke på hjemmebane magter at give deres børn det lederskab, de higer efter at opleve. Derfor er det halsløs gerning og tom retorik at skubbe opgaven over på forældrene. De ville også ønske, at deres børn respekterede dem, men når en autoritet kritiserer deres afkom, forsvarer de deres opførsel til døden.

Der foregår i øjeblikket et banebrydende, tværfagligt forsknings- og udviklingsprojekt i samarbejde med 3 folkeskoler, læreruddannelsen i Århus og IUP (Institut for uddannelse og pædagogik) ved Århus Universitet.

Læs mere om forskningsprojekt om nærvær, empati og relationskompetence her.

Projektet baserer sig på nøglebegreberne nærvær, empati og relationskompetence, som ikke bare er de elementer i lærernes ledelse, børnene henviser til, når de beskriver den ”gode” lærer, men som vi har mere end femogtyve års erfaring med som de absolutte forudsætninger for at sænke lærernes frustrationsniveau, fremme den faglige og sociale læring og skabe et frugtbart klassemiljø. Det nye er, at man for første gang fokuserer på de kvaliteter og den adfærd, som styrker lærernes faglige mål og oplevelse af succes i stedet for at stirre sig blind på elevernes (manglende) kvaliteter, som f.eks. disciplin. Der er ikke noget i vejen med hverken disciplin eller selvdisciplin, men forudsætningerne skal være på plads og det er udelukkende de voksnes lederes ansvar. Der er masser af respektløse og udisciplinerede børn i nogle klasser skolen, som er helt modsat i samspil med andre voksne autoriteter. På samme måde er der børn, hvis opførsel er under standard sammen med nogle lærere og ikke sammen med andre kollegaer.

Psykolog Helle Jensen

Psykolog Helle Jensen

Sammen med min kollega, den erfarne kliniske psykolog, skolepsykolog og supervisor Helle Jensen, skrev jeg for ti år siden en bog med titlen, Pædagogisk relationskompetence. Fra lydighed til ansvarlighed. Bogen har gået sin sejrsgang i mange lande og udkommer stadig i nye. Det gør den, fordi den tilbyder et reelt alternativ til det gamle pædagogiske paradigme. Bogens anbefalinger bygger i høj grad på vores mange erfaringer som supervisorer for lærere, konsulenter i ”umulige” klasser og ikke mindst psykoterapeutiske forløb med lærere, som enten var brændt ud, brudt sammen eller var i fuld fart væk fra et job, som de havde investeret deres hjerter og håb i. De oplevede sig selv som ofre for umulige unger og kritiske forældre og var ofte blevet bekræftet i denne virkelighedsforståelse af både ledere, kollegaer og den offentlige mening. Deres erkendelser af, at de selv kunne påtage sig et helt andet ansvar og udvikle en helt ny selvrespekt, som ikke bare satte en stopper for børnenes utålelige opførsel, men også inspirerede dem til at tage ansvar for deres egen opførsel og læring og havde en næsten magisk virkning på hele klassen.

De var ofre for lærerkollegier, skoleledere og politikere, som ignorerede deres behov for den supervision/coaching/efteruddannelse, som kunne have kompenseret for læreruddannelsens totale mangel på interesse i ledelse og relationskompetence.

En lignende transformation er i høj grad mulig på et mere generelt niveau, hvis de ansvarlige for skolens, lærernes, elevernes og forældrenes trivsel er villige til at lægge fraserne og de forudsigelige meninger på hylden og gå helhjertet ind i materien.

Det er i meget høj grad det samme, der gør inklusionsopgaven så vanskelig for mange lærere og skoler. Man mangler helt enkelt en basal mellemmenneskelig kompetence, som kan give de ”skæve” elever en følelse af tryghed, forståelse og at være velkomne. Når den er udviklet, er der en masse specialpædagogiske redskaber, som lærerne også skal have mulighed for at lære sig og selv udvikle, men i den rækkefølge.

I disse tider, hvor mange privatskoler ser dagens lys, er der grund til at gøre klart, at også der vil børn opleve at blive ekskluderet, fordi lærere og ledere ikke slår til. Jeg har i tyve år haft lejlighed til at arbejde med relationer i mange forskellige private skoler over hele Europa og kan rapportere, at heller ikke skolernes rammer, struktur og pædagogiske filosofi gør den store forskel. Det er det samme i Montessori skoler, Steiner/Waldorff skoler, demokratiske skoler, heldagsskoler, kostskoler, specialskoler m.fl. Disse skoler har ofte et mere konstruktivt menneskesyn, som understøtter forældresegmentets engagement og velvilje, men efter ganske få år kommer nogle af lærernes relationskompetence på prøve og viser sig at være utilstrækkelig.

Jesper Juul er familieterapeut, forfatter, stifter af det internationale netværk familylab og en af nutidens største pædagogiske teoretikere og praktikere. Sammen med psykologen Helle Jensen har han skabt og udviklet begrebet relationskompetence der i forbindelse med den ny skolereform er blevet en del af folkeskolens grundlag. Hans nyeste bog handler om agression. Det tyske magasin Die Zeit har kaldt ham "Europas mest efterspurgte specialist i afslappet venlighed overfor børn og unge." jesperjuul.com

Jesper Juul er familieterapeut, forfatter, stifter af det internationale netværk familylab og en af nutidens største pædagogiske teoretikere og praktikere.
Sammen med psykologen Helle Jensen har han skabt og udviklet begrebet relationskompetence der i forbindelse med den ny skolereform er blevet en del af folkeskolens grundlag.
Hans nyeste bog handler om agression. Det tyske magasin Die Zeit har kaldt ham “Europas mest efterspurgte specialist i afslappet venlighed overfor børn og unge.”
jesperjuul.com

Meget få skoleledere og bestyrelser på disse skoler er kompetente nok til at intervenere konstruktivt og relevant i konflikterne mellem lærer, elever og forældre. Det samme er tilfældet i mange danske skoler, hvor lederne stadig sidder fast i et gammelt, blindt solidaritetskrav i forhold til lærerne. Ikke fordi de foretrækker det, men fordi heller ikke deres lederuddannelse har givet dem et bedre alternativ.

Den danske lærerstand blev snigløbet af sammenfaldet af overenskomstforhandlinger og skabelsen af skolereformen. Det har kostet helt urimeligt dyrt for relationen til lærerne, som med rette føler sig mistænkeliggjort og reduceret til brikker i et iskoldt politisk spil. Denne mangel på respekt fra den øverste politiske ledelse spredte sig lynhurtigt til skolelederne og desværre også ud i dele af befolkningen. Det vil være en glædelig overraskelse, hvis den nye minister og hendes regering viser sig at være begavede nok til at rette op på sit forhold til lærerne.

pedagogisk relationskompetenceHelle Jensen & Jesper Juul, Pædagogisk relationskompetence, Apostrof 2002

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.