Min krop som rensdyr

af Jeanette Lykkegård | | 12. februar 2015

Photo: Jeanette Lykkegård

Det er anden session på forårets MBSR-kursus. Vi skal i gang med at lave kropsscanning. Jeg glæder mig, da jeg efter at have lavet kropsscanning on/off det sidste år, er begyndt at nyde tiden i nærvær med min krop. Jeg er også begyndt at mærke forandringer i hverdagen: Jeg er blevet mere opmærksom på følelsesmæssige reaktioner, som manifesterer sig fysisk i mig, og jeg er begyndt at opdage hvor og hvorfor, jeg spænder forskellige steder i kroppen.

I dag starter kropsscanningen dog anderledes. Det er Peter, der guider os. Vi starter siddende, og bliver bedt om at tage fat omkring vores fødder og mærke på dem. Vi bliver guidet gennem vores forskellige kropsdele muskulært, mens vi lægger hænderne på de nævnte områder. Da vores lægmusklers udseende bliver beskrevet udførligt, mens vi palperer dem, får jeg et billede i mit hoved, der svarer præcis til Peters beskrivelse. Jeg ser en knogle med muskler, eller nærmere kød, men det føles ikke, som om jeg forsvinder væk fra mine egne ben. Snarere oplever jeg mine ben, som de ville se ud uden hud. Det mærkelige er, at i mit hoved er mine ben rensdyrben. Under hele Peters initiale guidning gennem vores anatomi, sanser jeg min krop fysisk gennem fingrene og visuelt som en gennemgang af et rensdyrs krop -eller rettere en blanding af et rensdyr og et menneske. Jeg tror, jeg bruger rensdyret, fordi min eneste egentlige erfaring med hvordan muskler ser ud, kommer fra slagtning af rensdyr. Det er i hvert tilfælde den forklaring, jeg giver mig selv.

Jeanette Lykkegård:  Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg  bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Jeanette Lykkegård:
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Kropsscanningen fortsætter liggende og vi starter forfra hos fødderne. Jeg opdager, at jeg relaterer til hver en kropsdel atter både som en fysisk fornemmelse og et billede i mit indre. Jeg veksler mellem at se menneskets og rensdyrets anatomi for mig, alt imens jeg føler min egen fysiske krop, som den ligger på min blå yogamåtte, støttet af rummets stærke gulv. Jeg begynder at grine indeni, fordi jeg har svært ved at rumme min egen oplevelse. Min krop ryster på måtten af den lydløse latter. Jeg bliver uopmærksom i øvelsen og tænker, at folk må tro jeg er på stoffer, hvis jeg formidler denne erfaring videre. Så gentager jeg de ord, Hanneli så ofte har reciteret, i mit indre: ”Der er ingen rigtig eller forkert måde at opleve på”. Ordene gør mig rolig, og jeg vender tilbage til Peters stemme, min krop, og de visuelle billeder, der følger med. Da vi er nået gennem kropsscanningen, er jeg nærmest euforisk. Jeg har oplevet noget, som jeg har svært ved at sætte ord på, men som føles vigtigt.

Jeg har i dag oplevet min krop på en helt ny måde og bogstaveligt talt set den fra et nyt perspektiv. Jeg har set de muskler, som skal bære mig gennem livet, samtidig med at jeg har mærket dem gennem min bevidsthed. Jeg har fået empati for min lænd, som har så lidt skelet at støtte sig til. Frem for at føle irritation over min lændesmerte, føler jeg nu omsorg. Jeg tænker, at jeg har lyst til at træne mine ryg- og mavemuskler – det er trods alt min krop…eller min krop er en del af mig. Mig, som jeg skal tage mig af.

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.