Litteratur, kreativitet, selvberoenhed og kontakt mellem mennesker. Andet brev.

af Peter Høeg | | 10. marts 2015

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Mindfulness, empati, kreativitet og litteraturoplevelse for unge på 7. klassetrin.
Otte-ugers forløbet på Nørre Snede skole, ved Peter Høeg.

Kære alle I der følger med på Kontemplations hjemmeside.

Da så mange af jer har vist interesse for projektet om nærvær, empati, kreativitet og litteraturoplevelse på Nørre Snede skole, så har jeg lyst til at skrive en lille intro specielt til jer, i forbindelse med hvert nyhedsbrev.

Og netop i dag kommer så det andet brev ud, til de mange tusinde der er på den officielle mailingliste.

Jeg har gjort det så personligt som muligt, for at prøve at give alle nyhedsbrevets officielle modtagere en fornemmelse af hvordan det er at stå i selve rummet med de unge.

Alligevel vover jeg at tage endnu et skridt ind mod personlig direkthed i forhold til jer.

De unge og jeg – og de lærere og bibliotekarer jeg træner separat – har nu mødtes to gange. Indtil nu har det været en fest, både opbakningen og støtten fra kommunen, skolen og biblioteksvæsnet, men også forældrenes, forskernes og de unges egen begejstring.

Men nu bevæger vi os indad. Og dér støder man også på modstand, på udfordringer.

For mig var det et, på en måde fantastisk, øjeblik, da jeg, specielt i en af klasserne, som jeg har nævnt i nyhedsbrevet, mærkede gruppepresset. Ikke et voldeligt pres, det her er klasser og det er en skole med en god atmosfære. Men et subtilt pres, en pludselig angst for at sige hvad man dybere føler ud i gruppen.

Det jeg mærkede var, at et bestemt øjeblik blev det pres så stærkt at de unge for en tid ikke kunne mærke sig selv. Jeg mener det helt konkret: De kunne ikke mærke deres egen krop, deres egen empati, de kunne over et stræk på en måde ikke mærke andet end deres egen vagtsomme lytten efter andres mening. På den måde er gruppepres en fysisk, en stoflig realitet.

Det gjorde indtryk på mig.

Jeg har, efter at have tænkt mig grundigt om og vendt det med Hanneli Ågotsdatter, der ud over at være stifteren af Kontemplation.dk fotodokumenterer forløbet på Nørre Snede skole, og stiller op som samtalepartner med hele sin omfattende erfaring med grupper af unge, især fra de store kunstprojekter hun har lavet i Danmark og Norge, efter at have vendt det med Hanneli valgte jeg i dag at adressere spørgsmålet direkte, ved at lave et helt forløb med de unge om gruppepres.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Da vi vidste at TV ville filme den sidste halve time af vores session i dag, og da vi havde aftalt at begynde med at danse, så foreslog jeg at vi arbejdede med den indre dommer, den stemme af selvkritik der standser kreative flow, mindsker vores mulighed for at mærke os selv, og får os til at lede efter ydre autoriteter, i samfundet eller i klassen.

Det var en enorm lettelse for mig da de unge, efter måske en times arbejde, med kreativ improvisation og med en skriveøvelse hvor de skrev et brev til en kammerat som de véd har det vanskeligt (ikke et brev de behøver at aflevere eller vise til andre, et brev der først og fremmest er for deres egen skyld, for at lade dem mærke håndskriftens kraft og mulighed for at formidle medfølelse og nærvær), da de efter disse forberedende øvelser begyndte at åbne op. Begyndte at fortælle om hvordan gruppepres opleves.

Men også begyndte at fortælle at så er det alligevel ikke kraftigere, det er muligt – fortalte de – at se presset, at stå ved det, og så er det muligt, som vi lykkedes punktvis i dag, blandt andet da alle dansede, også de af drengene for hvem den måde at bevæge sig på er fjernest, at komme forbi den kollektive angst og mærke sig selv. Og derfra mærke venligheden i forhold til gruppen.

På et tidspunkt formulerede de også taknemmeligheden over at det er muligt at give plads til en oplevelse som den at trykke den af til musik – mens man véd af og husker den indre dommer – en meget tidlig mandag morgen, mens de små klasser står udenfor vinduet og glaner ind og tænker på hvad i alverden der foregår.

Ud over lettelsen over at i hvert fald i dag passerede vi en hurdle, så får det mig til at tænke på hvor vigtigt det er at huske at også vi voksne et sted bøjer af for gruppepresset. Måske ikke mere i en klasse, men så for vores inderliggjorte forestillinger om hvad andre forventer af os. Hvor vi skal være socialt, hvordan vi skal se ud og performe.

Det er, tror jeg, ikke mindre relevant for os end for 7. A på Nørre Snede skole at blive ved med at connecte til de dybere, mere stabile, dele af os selv hvor vi er fri af bekymringen for hvad andre tænker.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter


Senere på dagen fortalte de unge, bevægende, om hvordan de, nu hvor vi har været i gang et stykke tid, også begynder at møde angsten for at gå ind i sig selv. Blandt andet fordi nu kender de nogen af øvelserne, nu kan de rent faktisk, efter og indimellem vores fysiske leg og vores samtale- og læseøvelser, blive helt stille i lidt længere stræk.

I stilheden møder man så sig selv.

Hvorefter den egentlige træning begynder. Træning i modet til, i lidt længere tid, at være i selskab med hvad der nu end er i ens eget indre, og ikke hele tiden vende sig væk fra det med samtaler eller mobiltelefontrafik eller nogle af de tusind andre distraktionsformer vi alle har udviklet for ikke at møde dybere aspekter af os selv eller andre.

Det er så rørende – ikke ment som oppefra-og-ned, men ligeværdigt – at arbejde med de unge. Det meste af tiden er de så ærlige. Og i dag viste de deres sårbarhed, deres festenergi, og deres parathed til at give hele dette usædvanlige projekt en chance.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Andet nyhedsbrev – uge 11.

Kære alle

Nu har I unge fra 7.A og 7.B mødtes med mig for anden gang, og i hvad vi kunne kalde voksengruppen, af forskere, seminarielærer og –studerende, lærere og bibliotekarer, har vi haft flere møder og kontakter.
Og så har jeg måttet aflyse undervisningen en enkelt gang på grund af en hård influenza, jeg hørte i radioen at 70 % af Vejles befolkning har været syge, bare for at sikre mig mod at nogen skulle tro jeg er hypokonder.

Danmarks Radios Niels Frid, fra P1 eftermiddag, følger nu vores projekt løbende, han bragte en samtale mellem ham og mig i tirsdags, og jeg har aftalt en fast studietid i Århus hver mandag indtil projektet er slut, det vil sige han bringer et ugentligt glimt af hvordan det hele skrider frem, og samler til slut materialet til en længere udsendelse.

>> Har du lyst kan du høre det andet interview til DR på P1 eftermiddag i dag kl.14, eller du kan klikke på linket her.

I dag, mandag den 9. marts, har TV-MidtVest fulgt og optaget den sidste halvdel af undervisningen, og også de har afsat tid i maj til et længere interview om hvordan det er gået.

>> Udsendelsen på TV-MidtVest kan du se her.

Og i morgen, tirsdag den 10., kommer Helle Lauritsen der er journalist ved bladet Folkeskolen der når ud til alle folkeskoler i Danmark og betyder meget for hele skolemiljøet og undervisningsdebatten i Danmark, Helle har Simon Jeppesen, der er fotograf med sig.

Derudover er der vores lokale presse som vi jo har haft med helt fra den tidligste begyndelse.
Så hvad betyder denne venlige interesse fra mediernes side for os og projektet?

Først og fremmest er det en glæde at mærke at vi deler følelsen af at dette er vigtigt med andre, med erfarne journalister og redaktører der prioriterer omhyggeligt og har fingeren på pulsen i dagens Danmark.

Dernæst er det også glædeligt at pressen giver os mulighed for at sige til mange, mange andre mennesker at her er et initiativ vi mener rummer noget af værdi for mange andre end os.

Og så er der vel også hele spændingen ved at have fotografer og journalister med os, omkring og i undervisningssituationerne.

Men jeg tror også vi nu skal være meget opmærksomme: Først og fremmest skal vi huske at nerven i dette projekt er mine møder med jer unge, og med Janne og Camilla, jeres lærere, og med Lisbeth og Kim fra Ikast-Brande biblioteksvæsen, det vil sige de voksne der skal føre noget af det her videre når projektet er slut.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter


Hvor stimulerende det end er at have journalister tæt omkring os, så betyder det også flere voksne til stede i undervisningssituationer der også er sarte, fordi dette her jo også handler om at mærke dybe følelser og kunne udtrykke dem overfor andre.

Derfor har jeg også spurgt jer unge om tilladelse til hver eneste af de lejligheder hvor vi inviterer journalister ind til vores undervisningssessioner.

Og så er der endnu en risiko: Når mange mennesker følger med i et projekt som dette, og disse mennesker har så meget sympati overfor hvad vi prøver, så indsniger der sig nemt, i os alle, et ønske om at det skal gå godt, at det skal blive en succes, en solstrålehistorie.

Her tror jeg det er meget vigtigt at vi alle er parat til også at stå ved at man ikke kan arbejde med sig selv og med litteratur og kreativitet uden at støde på udfordringer og vanskeligheder. Ja, på en måde er selve vanskelighederne et tegn på at man bevæger sig ind i et ukendt landskab, at vi træder en sti et sted hvor ingen af os kan eller skal føle os helt sikre.

Jeg giver et eksempel: 7. klassetrin er på en måde et udfordrende trin, en heftig alder, det tror jeg I unge vil være enig med mig i. Hvis man for eksempel arbejder med en 5. klasse, hvad jeg flere gange har gjort, så arbejder man med børn. Men i 7. klasse er I unge. Hvad der også betyder at gruppepresset hos jer er større. Man sammenligner sig med hinanden, og det er man nødt til, det er en del af del af ens modning at man gør det.

Udfordringen for vores undervisning er at den handler om det modsatte af at sammenligne sig med andre. Det er en træning i at kunne mærke sig selv uanset hvad de andre tænker.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter


Så når vi sidste uge – som oplæg til at arbejde med H.C. Andersens “Hyrdinden og Skorstensfejeren” og finde på nye mulige slutninger til den – laver en øvelse som handler om at undersøge om man kan blive rolig indvendig og finde en indstilling hvor man ikke hele tiden bliver slæbt med af sine tanker, og jeg derefter spørger jer om det går an, om man kan finde sådan et roligt sted i sig selv, så svarer I èn efter én ’fint, det går fint’. I det svar synes jeg, jeg kan mærke at I lytter til hinanden, at gruppepresset, frygten for at være forkert, kan blive så kraftigt at det er svært at mærke sig selv.

Indtil én af jer siger: -For mig går det ikke fint. Når jeg mærker efter et roligt sted inden i mig selv, så føles det som om der svæver en klods foran mig jeg ikke kan komme forbi.

Det svar er for mig at se et modigt svar. De øvelser vi laver handler ikke bare om at få det godt, det er mindst lige så spændende hvis de fører til at man opdager steder i sig selv der står i vejen for at man kan mærke sig selv.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning. Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.
Foto: Henrik Saxgren

Der kom en lignende situation i slutningen af sessionen hvor vi arbejdede med at mærke kroppen, og én af jer siger: -Jeg kan kun mærke min krop når jeg er skadet fra fodbold.

For mig er det et spændende svar, selvom det også er hårdt, det er ikke et svar der skal lyde smart eller bedre end det er. Det er et svar fra én der har mod til at mærke hvordan det føles lige nu.

Jeg tror at det er den slags holdninger vi alle sammen får brug for i de kommende måneder: Svar der er personlige og som også har mod til at rumme de svære ting man også støder på, som man skal støde på, når man prøver at gøre noget der er usædvanligt: At mærke sig selv tydeligere for bedre at kunne mærke andre, bedre at kunne mærke bøger, og bedre at kunne mærke sin egen opfindsomhed.

På snarligt gensyn

Peter

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.