Skip to content

Hesten, elven og bevidstheden

af Hanneli Ågotsdatter | | 19. oktober 2019

Det er efterår på fjeldet.

Jeg sidder ved elven i Drømmedalen, ved foden af Rondane.

På denne tid af året er vandet så varmt som det overhovedet bliver. Hvilket stadig er meget koldt. Når det ikke er om sommeren at temperaturen kulminerer, skyldes det at da fyldes elvene med smeltevand fra højfjeldet og isafkøles. Sommerkoldt vand siger de lokale.

Ved siden af mig står Shaman. Han holder nakken bøjet, så hans mule er lige over mit hoved. Hans åndedræt er afspændt og dybt. Lyden af hans vejrtrækning blander sig med bruset fra elven. Den ene lyd er rolig, rytmisk. Den anden overdøvende kraftfuld, kaotisk.

Alligevel er her helt stille. Indkapslet i lydlandskabet findes stilheden. Det er dette indre stilhedsrum Shaman og jeg er sammen om i dette øjeblik.

Shaman har ikke haft det letteste liv. Da han kom her til Drømmedalen, havde han, gennem mange år, tilbragt det meste af sin tid i en fabriksbygning. I en periode som ville have været hans bedste alder.

Ingen heste er glade for at være spærret inde. Heller ikke Shaman. Heste er vandrere. De er steppedyr, flokdyr, flugtdyr. I fri tilstand bevæger vildheste sig op til 30 kilometer om dagen.

Da min veninde, Tina, og jeg hentede Shaman, viste det sig at være udelukket af få ham ind i transportvognen, dertil var det snævre rum for angstprovokerende og klaustrofobisk. I stedet viste han os at han var villig til at følge os hvis vi gik til fods.

Det gjorde vi så. Vi forlod fabrikken og landsbyen og steg langsomt op til 1000 meters højde og fortsatte hen over fjeldet hvor der ikke fandtes stier. Mange gange måtte vi standse op. Shaman havde aldrig oplevet så meget space på én gang. Han tog fjeldviddens åbenhed ind som undersøgte han om dette var noget frygtindgydende han burde være bange for, eller om det var en slags paradis.

Han må have besluttet sig for det sidste.

Siden dengang – som efterhånden er mange år siden – er han blevet den rolige leder af en flok på ni fjeldheste. Han er den som spiser først og uforstyrret, den som leder flokken når de skal flytte fra ét græsningssted til et andet, og han er den som kan stå her med mig nu, fri i forhold til de andre heste som græsser et godt stykke ovenfor.

Dybden i hans og min relation – og vores fælles nærvær – giver ham ro til at læne sig ind i forvisningen om at i dette øjeblik udgør jeg hans flok. En tillidserklæring fra hest til menneske.

På gården har vi denne dag samlet hø til vinteren. Et fysisk krævende arbejde, men vi er heldigvis flere om opgaven. Fem kvinder har stablet 21 tons hø i stalden.

Drømmedalen gør sig vinterklar. Temperaturen når ned på minus 38 grader på de koldeste dage.

Som jeg sidder her ved elven, registrerer jeg en snigende træthed. Jeg hører Shamans åndedræt og mærker hvordan jeg glider hen mod søvntilstanden.

Det øjeblik min bevidsthed er mere sovende end nærværende, løfter Shaman sit hoved og gør sig klar til at gå.

Den dæmpede lyd af hans bevægelse kalder mig tilbage til øjeblikket. Jeg åbner øjnene, strækker rygsøjlen og kikker udover landskabet.

Med det samme sænker Shaman hovedet og genoptager sin græsning som om intet var sket. Men i hans univers er der, på trods af den tilsyneladende ydre ro, foregået en million mikrobevægelser omkring hans og min situation.

Vi mediterer videre, hesten og jeg. Og igen begynder den fysiske udmattelse af vinde over vågenheden. Og som et spejlbillede af mit faldende nærvær løfter Shaman hovedet og orienterer sig efter flokken.

For flokken er vågen.

For en hest, byttedyret, er vågenhed hos flokken et spørgsmål om liv eller død.

Præcisionen af hans sansning af min bevidsthedstilstand, om jeg er her, eller om jeg er ved at koble fra, er for ham, for hesten, nøglen til overlevelse.

Efter hans anden spejling af min træthed vågner jeg op. Selv om jeg nyder hans selskab, véd jeg at jeg i denne udmattelse ikke kan honorere hans tillid. Jeg rejser mig, og sammen støder vi til resten af flokken.

Det er sidst på efteråret, og solen er for nylig forsvundet fra dalen. Tre måneder vil der gå inden dens lys igen når Drømmedalens jorder. I denne eftermiddagstime står alle hestene vendt mod vest, mod den kløft hvor solen næsten når over fjeldkammen. Hele flokken, undtagen Shaman, står med lukkede øjne og sænkede hoveder.

Shamans hoved er løftet. Bevidst om sin lederrolle holder han vågent øje med omgivelserne. Vågent, blødt og afspændt. En firebenet meditationslærer.

 

Foto: Leena Henningsen


 

Hanneli Ågotsdatter, cand.arch., meditationslærer og psykoterapeut. Hun er Kontemplations daglige leder og underviser på retreats, kurser og på vores otte ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR).

Hun lever i en vekselvirkning mellem et udadrettet arbejdsliv og tilbagetrækning i længere retreats.

Hanneli flyttede fra Drømmedalen i Norge til Vækstcenteret i Nørre Snede i 2010.

 


 

Filmskaber Leena Henningsen, som har lavet de små bannerfilm på Kontemplations hjemmeside, giver os her et lille indblik i Drømmedalens dagligliv, naturen, menneskene, hesteflokken.


 

Leena Henningsens fotografier fra Drømmedalen. Det første billede viser Tina og Shaman:

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.
Scroll To Top