“We’re not on our journey to save the world but to save ourselves.
But in doing that you save the world. The influence of a vital person vitalizes.”

– Joseph Campbell

Glemmer du dig selv indimellem? 

Af og til eller ofte?

Til fordel for andre, 

familien, børnene, kollegerne, vennerne

for derefter, 

hvis der er kræfter tilbage,

at drage omsorg for dig selv?

Du er ikke alene i denne selvforglemmelse. 

Igen og igen møder vi i Kontemplation det faktum

at det kan være vanskeligt at give sig selv omsorg.

Det er svært at finde tiden,

og det til trods for at der indvendigt i os findes en dyb viden om 

at vi kun kan give af vores overskud.

Til trods for at vi véd at når vi gør noget godt for os selv,

kommer det også andre til gode.

Vi véd at når vi er i underskud og alligevel bliver ved med at sige ja, 

tærer vi på selve grundenergien, på vores fundament.

Vel vidende at det er omkostningsfuldt og i længden kan føre til udbrænding.

Selvomsorg er en uomgængelig del af indre bæredygtighed,

af vores relationers holdbarhed og dybde,

nødvendigt for at hjertet kan åbne

Hvis muligt som en daglig praksis

Som en forståelse af at det at tage vare på sig selv

er noget man kan øve sig på.

Vil du være med til at forsøge at huske dette i den kommende uge? For at begynde med et afgrænset tidsrum.

Huske dig selv og dit eget velbefindende? 

Ikke af selvoptagethed, men af viden om at du dermed, i længden, gør noget også for andre.

Vil du være med til at vi prøver det sammen nu, i dette øjeblik, at trække vejret lidt dybere? 

Mærke hjertet,

at her er rum til dig.

Det er som det ér lige nu.

Men her er vi. Nærværende.

Vi trækker vejret. 

Jeg ånder mens jeg skriver. Du mens du læser.

En indånding. En udånding.

Samtidigt som vi véd af at vi ånder.

I den lille gestus findes der næring. Et kort øjebliks selvomsorg.

Som kan forlænges. Hvis vi giver det plads.

Kan vi finde selvomsorgstider i vores hverdag?

Lade det blive en prioritering for os?

Finde en glæde ved på denne måde at give selvomsorgspausen plads?

For måske, hvis vi kan nå frem til en vedholdenhed,

at se den blive en del af vores virkelighed.

En dag, en time, eller blot fem minutter her og der?

Tid til dig.

Tid til at være.

Et tidsrum hvor du gør noget der er godt for dig.

Du bestemmer.

Det er din praksis.

❤️-Hanneli