– Som indianeren lægger øret til jorden og hører ryttere mile væk, sådan kom han ind i mit liv. Varslet, men overraskende. Med et galopperende hjerte, der aldrig gik over i trav, langt mindre ro. Overrumplende, fordi nærværet var stærkere end forudanelsen.
Han virkede på mig som et fald, jeg blev draget mod i længslen efter at flyve.
Jeg faldt for ham – og fløj. Højt, dybt. I vild vind, sol og stjernestorm. Sammen, i år.
Nogle gange i takt. Indtil vi ramte jorden.
Der var efterår i luften.
I de foregående år, tæt på 20, havde kvinden med sølvhår villet fortælle mig noget. Jeg kunne mærke det længe i forvejen. Hvordan hun nærmede sig sidelæns, med et hjerte fyldt til randen, pint af tyngden.
Jeg afviste hende hver gang. Lukkede ned og af.
Med øret mod tiden kunne jeg mærke uro, slør i bevægelse over historier, jeg ikke ville se.
Den efterårsaften, vi ramte jorden, han og jeg, mærkede jeg forandringen. Som frost i jorden.
Da hun en hvid oktoberdag samme år kom mod mig, sidelæns, med sænket blik og klar til at blive afvist, var jeg klar. Noget i mig, et dybt begravet spejl, lyttede. Som om tonerne i det, jeg vidste, hun skulle fortælle, var forbundet med den hvirvlende vind i faldet.
Jeg gav hende min opmærksomhed, ubetinget.
Da fortællingerne lå på bordet mellem os som et skrøbeligt glas i tusind stykker, var jeg en anden. Noget i mig havde kastet sig ud over klippen sammen med hende for at fremkalde, hvad kroppen allerede vidste. En anden del af mig blev den ældste. En tredje et splintret barn.
Resten var ro, urgammel ro, den ro som sandheden giver os.
Vi så på hinanden i chok. I kærlighed. Uendeligt nær.
Jeg så den vitale, smukke, livsbekræftende ældre kvinde i øjnene og vidste med ét, at hun snart skulle dø. Som man ved uden at undre sig, uden trang til at stille spørgsmål.
Da foråret kom, kom sygdommen, med døden i hælene. Vi havde begge hørt, den var i galop.
Vi ventede med ansigtet mod solen. Trak vejret og lod den tid, der var tilbage, folde sig ud.
Mens foråret sprang ud, og solen strakte sig på tå, visnede hendes krop.
Før sommeren havde taget gløden fra farverne i haven, klokken halv tre om natten, gav hun slip. Som en million hvide fugle i én eneste stor bevægelse. En pæon i fuld blomst, der pludselig slipper sine kronblade. Høje døre slået vidt op. På en udånding.
I tillid til det sted, hun skulle. Holdt af kærlighed. Med et lettet hjerte.
Hun fløj. Højt.
Foto I: Kristin Koll. Foto II: John July/Unsplash
Connection – invisible threads
In many cultures and stories, there is the image of the common thread – a thread of fate that weaves people and events together. Often we only see the threads when we stop. When we listen.
In a time when so much divides us – politically, socially, environmentally – we need, perhaps more than ever, to find what binds us together. The invisible thread that, according to an old Chinese proverb, “can be stretched but not broken.”
At a writing workshop in Kontemplation's blog team, we invited the writers to explore just that.
We started close up. With a single object – a stone, a feather, a seashell – something we could hold in our hands. With open senses we listened to the object’s history, to memories, to nature. From here we wrote freely, investigating and listening.
Here you can read how our writers have let the invisible threads emerge through words – as clues, as testimonies, as small glimpses of the larger context we are all woven into.
Grundlægger og leder af Aldente hvor hun samskaber engagerende kommunikation, kreative koncepter og/eller cirkulædre løsninger for de som vil ivaretage ressourcerne for nutiden og for de som kommer efter os.
Kristin er initiativtager af Viddepraksis.no.
Hun har mastertraining i Social Presencing Theatre, er dybt dedikeret til natur og engageret i sammenhængen mellem ydre og indre natur.
