Sommetider har Gud, livet, skæbnen eller universet det med at overraske os på måder vi ikke kan forudse. En hverdag kan ændres drastisk af en tragisk nyhed eller et smukt møde med en gammel ven, og når som helst kan nye udfordringer eller muligheder lede til oplevelser eller livsveje der bliver med en fra da af.

Da jeg en sommer for et par år siden drog med tre venner til Amager naturcenter for at holde picnic, var vi helt og aldeles uforberedte på den spænding dagen havde i vente for os. Vi fandt et hyggeligt borde-bænkesæt under et træ og begyndte at pakke sandwiches, frugt og drikkevarer ud på vores tæpper. En lille gruppe får blev nysgerrige på postyret og kom hen til os. Til at begynde med var det vældig hyggeligt med lidt uldent selskab. Men før vi vidste af det, var vi omringet af de hvide, bah’ende væsner og måtte i en fart pakke vores mad sammen og kravle op på bordet.

Fåreflokken blev mere og mere påtrængende, idet de forsøgte at nappe både vores mad og vores bukseben, mens vi febrilsk viftede vores tæpper for at holde fårene på afstand. Bedst som situationen ellers virkede til at være absurd nok, så vi et faretruende syn i horisonten. En hær af får kom galoperende for at slutte sig til angrebet. De nåede en bakketop og stoppede op, i takt, som var de orker tilkaldt af et krigshorn i begyndelsen af et afgørende slag i en J.R.R. Tolkien fortælling. Vi vidste at vi straks måtte bane os vej bort hvis vi skulle gøre os håb om nogensinde at undslippe. Jeg er ikke stolt over at sige at jeg gjorde mine trusler med det viftende tæppe til en realitet, men det føltes som en nødvendighed for at dele vandene længe nok til at muliggøre vores flugt.

Forpustede nåede vi op i et udsigtstårn hvor vi kunne nyde vores madpakker. Under måltidet delte vi vores forundring over vores tilsyneladende meget ringe evne til at aflæse dyrenes intentioner og det pludselige skift der havde været i stemningen fra ferie til fare. Da mørket faldt på, så vi en komet eksplodere over byen i det fjerne, inden vi begyndte nedstigningen og vandringen til metroen.

Men eventyret var ikke ovre – der gemte sig endnu en dyrisk tærskelvogter i mørket. Hvorvidt denne hornede og behårede vogter faktisk eksisterede i den ydre manifesterede virkelighed, eller blot i vores unge fantasier, er den dag i dag op til debat. Men her er hvad jeg oplevede:

På vores vej mødte vi en voldsom dunst. Lugten af kokasse. Jeg fornemmede noget levende i mørket og frøs. Lige foran mig så jeg en kæmpe ko, og i det øjeblik koen og jeg fik øje på hinanden, udstødte den et højt ”MUUUHH”. Alle fire stak vi i løb, sprang over et hegn og stoppede ikke med at løbe før vi var sikre på vi ikke længere hørte klove bag os. Blæst bagover af den danske naturs uforudsigelighed steg vi ned i metroen ind til byen hvor udmattelsen ramte; utilsigtet blev et lille hvil ved Nyhavns kanal til dyb søvn under åben himmel, alle fire med hovedet på den næstes mave i en putte-firkant.

To af mine venner påstår stadig den dag i dag at det ikke var en ko, men blot en træstub. Men jeg véd hvad jeg så, og det er værd at tilføje at den halvdel af os der står fast ved at koen ikke eksisterede, var dem der skreg højst og løb hurtigst.

Én ting er sikkert, og det er at vi blev bragt tættere sammen af dagens ups and downs. Med den meditative fordybelse som træningsbaggrund lægger jeg oftere og oftere mærke til hvordan vores udfordringer ofte også er muligheder for udvikling og mere autentisk, sårbar og hjertelig kontakt med venner og bekendte.

Foto: Jonathan Holkenov | Layout: Charlotte Toft