Efter en længere intens arbejdsperiode, hvor jeg har været væk fra det, jeg kalder mit hjem, ankommer jeg til mine velkendte hjemlige rammer.
Jeg er et privilegeret menneske, der arbejder på en måde, hvor praksis kan få plads. Og alligevel efter en længere periode, hvor videregivelsesaspektet har fået fuldt fokus, kommer for mig en naturlig bevægelse mod tilbagetrækning og mulighed for at give lidt mere plads til lidt dybere aspekter af det at hvile.
Jeg tror, det er sådan, at når mennesker har fundet ud af betydningen af at have en daglig praksis, kan der opstå en større kontakt til egen krop – med mulighed for at give mere plads til at mærke sig selv og sine behov.
Jeg har hørt en lærer sige op til flere gange, at der ikke ville være så alvorlige stresstilstande, hvis vi mennesker formår at lytte til kroppen. Forstået på den måde, at kroppen har forsøgt at gøre opmærksom på, at der er noget galt op til flere gange, før kroppen ender i totalt kollaps forårsaget af stress.
Da jeg er kommet hjem og har fået en god nats søvn og en rolig morgen med plads til praksis både siddende og gående, sætter jeg mig og spiser frokost.
Min krop føles tung.
Jeg smiler.
Det er længe siden, jeg har haft så god en nattesøvn og så rolig en morgen – og det første min krop fortæller mig er, at den vil hvile.
Jeg ruller hængekøjen ud, finder mit yndlingstæppe, som jeg pakker mig ind i og lægger mig til rette i hængekøjen, som vi har givet hæderspladsen midt i stuen.
Jeg ligger ikke længe før jeg kan mærke, at mine øjenlåg bliver meget tunge.
Min krop føles tung.
Inden jeg ser mig om, er der gået tre timer.
Med velbehag og et smil om munden vipper jeg ud af køjen, sætter mig på terrassen med et glas vand, og beslutter at give plads til at lytte dybt til min krops signaler.
De følgende dage ruller jeg dagligt hængekøjen ud, og tillader mig at blive liggende så længe som kroppen beder om det.
Det bliver kortere og kortere intervaller – og samtidig oplever jeg en virkelig velgørende effekt af at give mig lov til at hvile.
Jeg opdager – eller måske genopdager jeg – vigtigheden af hvileaspektet som en del af min praksis.
Foto: Kontemplation og Selma Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF fra Vedfelt Instituttet.Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en særlig interesse for drømmearbejde i den terapeutiske proces.
Britta har siden 2019 været med i teamet bag Kontemplation og er underviser på Kontemplations platform. Hun bidrager desuden med eksistentielle samtaler, retreatssamtaler samt terapeutiske forløb. Du kan finde hendes guidninger i praksisbiblioteket samt læse hendes skriftlige bidrag på bloggen.
Hun sidder årligt i længerevarende retreat og modtager praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.
Smukt. Jeg bliver helt beroliget blot af at læse denne tekst. Tænke; dette er muligt. Tak 🙏❤️
Kære Lykke.
Det opleves her som en genklang, der bølger frem og tilbage.
En bølge af ro.
Tak for at dele din læseoplevelse med os.
Hjertelige hilsner
Britta
Tak til Britta for, at legalisere – at vi mennesker har forskellige behov for hvile.
Netop, at prioritere en praksis med meditation eller fordybelse af noget interessant betyder alt for min egen helse.
Jeg oplever det, som lidt trist, at mange mennesker slet ikke hører, hvad man har på 💚 de er ikke nærværende.
Bare 10 minutters meditation er dagens bedste investering – det har jeg lært.
🌷🌿🌷
Kære Mona Marie.
Tak for at dele dine erfaringer med praksis med os.
Vi genkender glæden ved at finde ud af, hvad der fungerer for den enkelte.
Hjertelige hilsner
Britta