Tilbage til naturen

af Celinah Malue Jakobsen | | 8. maj 2020

Aktuelt på Kontemplations blog: 
'TILBAGE TIL NATUREN' 
af Celinah Malue Jakobsen

I den bratte opbremsning og den efterfølgende pause der kom af, at samfundet, i forbindelse med corona krisen, lukkede ned, blev noget tydeligt for mig. Jeg havde en oplevelse af, på en måde, at have mistet forbindelsen til livet. En oplevelse af ikke rigtig at være til stede. At livet ikke føltes virkeligt.
Samtidig rystede det mig at opleve, hvor usikker verden blev fra det ene øjeblik til det andet. I kølvandet på disse følelser opstod en stærk impuls til at søge ud i naturen. En længsel efter enkeltheden og efter at få en fornemmelse af, hvor jeg kom fra. At søge tilbage til rødderne om man så må sige. Så da det blev muligt, og det blev det i påsken, holdt jeg et femdages ene-retreat så tæt på naturen, som det var muligt. Jeg var således skiftevis i ude og hjemme.
Mine forsøg på at nærme mig naturen og dermed en dybere del af mig er, hvad dette blogindlæg handler om.

Skoven

Vi har alle forskellige præferencer, når det kommer til, hvilke områder i naturen der kalder på os. Forskning har vist, hvordan forskellige former for natur taler til os på forskellige måder. Samt hvordan dette har sammenhæng med, hvor vi er i livet.  Jeg har altid følt mig mest hjemme i skoven og følt mig draget af træerne, derfor var det dér, jeg nu søgte hen.
Mange har i tidernes løb søgt ud i naturen for at hente inspiration i stilheden, fredfyldtheden og visdommen, der findes her. Dette gælder for alle de mystiske traditioner. Naturen har de fleste af os i et eller andet omfang adgang til. Den ligger som et åbent tilbud til os. Jeg valgte et stort skovområde nord for Julsø. Dette område er ikke så besøgt, og dermed var det muligt at være mere uforstyrret.
Jeg var opmærksom på at træde ind i skovens rum med en respekt og ydmyghed overfor plante- og dyrelivet.

Stilheden

Som jeg opholdt mig i skoven, erfarede jeg, at det var lettere at fordybe mig, hvis jeg bare sad ét sted, og ikke bevægede mig rundt. Når kroppen var i bevægelse, gik mit sind nemmere på automatpilot, og jeg blev nemmere opslugt af indre tankerækker. Jeg endte med at finde en lysning dybt inde i skoven, og sad her og mediterede og iagttog naturen i mange timer hver dag. Her bemærkede jeg, hvor meget man faktisk kan opleve bare ved at sidde ude. Hvilken detaljerigdom og hvor meget liv der er på hver eneste lille plet.

Det var ikke sådan, at tankerne blev færre, når jeg sad her og mediterede ude, men det var som om, det var nemmere at komme i kontakt med det store rum af stilhed, der er bagved og imellem tankerne. Det rum af stilhed alting opstår i og forsvinder i igen. Det var lettere for mig at læne mig ind i, og finde støtte i, den væren, som naturen afspejler. En del af min praksis blev at lytte til og blive opmærksom på stilheden. Samtidig forsøgte jeg at være i dialog med naturen, i en ordløs forbindelse og lytten igennem stilhed og så venten på svar. Svar der kunne komme i form af noget så enkelt som for eksempel en bevægelse i en gruppe træer.

Det blev sådan, at det feminine aspekt fyldte mest i min praksis. At blødhed, åbenhed, ekspansion og hjertefølelse fyldte mere end bevidsthedsklarhed og skarphed. Det var som om, det var det, tiden kaldte på for mig, og jeg lod det være sådan.

Elementerne

En anden del af min praksis blev et forsøg på at forbinde mig med elementerne. For at undersøge, om det herigennem var muligt at genskabe en oplevelse af forbundenhed med livet og en følelse af at høre til. Indenfor buddhismen anvendes denne praksis til at forstå, hvordan vores oplevelse af et selv ikke er uafhængigt af eller adskilt fra omgivelser og omstændigheder på den måde, vi normalt går rundt og forestiller os. Det at meditere på elementerne kan hjælpe os med at opdage, hvordan elementerne i naturen ikke er adskilte fra elementerne i vores krop.

Det blev en meget sanselig praksis. Jeg kunne for eksempel sidde i nærheden af vand, lukke mine øjne og lytte til vandet. Mærke vandet i min egen krop, som jo udgør mere end to tredjedele. I mine øjne, i munden i blodets cirkulation i kroppen, i mine led der ville have svært ved at bevæge sig uden væske. Jeg satte også fødderne i vand for blot at mærke det. Forstå at der ikke som sådan var forskel på det vand, min krop bestod af, og det vand, jeg sansede udenfor de kropslige grænser.  Jeg kunne gå med bare fødder for at mærke kontakten med jorden. Jeg fornemmede min krops tyngde og soliditet. Jeg mindede mig selv om, at vi kommer af stjernestøv og kom til at tænke på de ord man bruger under jordpåkastelsen til en kristen begravelse: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”. Jeg så mig selv ligge på jorden i lysningen i skoven og formulde ganske udramatisk. Der groede mos hen over det, der engang havde været min krop.

Jeg husker tydeligt den nærmest berusende glæde, da erkendelsen, en dag jeg igen sad ved vandet, pludselig kom, og jeg forstod ”Ja du er jo natur, og du kan ikke andet end at høre til her”. Det var en erkendelse dybt forankret i kroppen.

Efterfølgende refleksioner

I den tid jeg tilbragte i naturen, opstod en undren, som jeg tror mange genkender. Hvor kommer det hele fra? Hvorfor er vi her? Hvad er der egentlig her?
Og der opstod en ydmyghed, der kan følge i kølvandet på de spørgsmål, der ikke kan besvares. Der voksede en dyb taknemmelighed frem over at få lov til at opleve naturen, og samtidig en sorg over den tilstand, jorden er i.

Den oplevelse af ikke at føle mig forbundet med verden, som jeg havde haft inden mit lille retreat, havde også betydet, at jordens kritiske tilstand på en måde var blevet fjern for mig. At selvom jeg i den grad var påvirket af den globale situation, så havde det været som om den alligevel ikke helt vedkom mig. At jeg bevægede mig i en kollektiv strøm, uden helt at se klart.
Fra et sådant, ligesom kontaktløst sted er det vanskeligt at handle.

Der opstod nu, i retreatets fordybelse, en længsel efter at leve mere enkelt og tættere på naturen. At sætte tempoet ned. I retreat-dagene med så megen ro og væren var det, som om jeg fandt noget dyrebart, jeg engang havde haft og så glemt. En snert af barnets evne til netop den væren måske.
Jeg spurgte mig selv: Hvilken indre stemme skal tale højest? Er det den, der siger: Forbrug lidt mere, rejs en tur mere sydpå, nå noget mere? Eller er det på tide, at noget andet indeni får mere plads?
Jeg spurgte mig selv: Hvornår er det nok?
Jeg kender endnu ikke svaret.

 

Foto: Jeanette Lykkegård


 

Celinah Malue Jakobsen
er kommunikationsansvarlig for Kontemplation på de sociale medier.
Hun er psykomotorisk terapeut og yogalærer og underviser i meditation, yoga og stresshåndtering. Hun er medunderviser på flere af Kontemplations retreats.
Celinah trives under åben himmel og har, med baggrund i en mangeårig erfaring med meditation, arbejde med kropsbevidsthed og retreats, en særlig interesse for naturens indflydelse på den menneskelige bevidsthed. Se mere om Celinah på celinah-malue.dk

 


 

Læs mere af Celinah Malue Jakobsen:

Praksis i en tid med Corona virus

 

Compassion Cultivation Training – erfaringer fra et otte ugers forløb

 

Kontemplations kommende kurser og retreats:

Stilhedsretreat ved Vesterhavet II

 

Århus: 8 ugers forløb i mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR)

 

Fordybelsesdag i stilhed

 

Nytårsretreat ved Vesterhavet

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.