Meditation kan tage mange former – én af dem er at meditere med musik.
For nogle af os kan det være en hjælp at lade bevidstheden og hjertet læne sig ind i et klangrum, når vi ønsker at give slip på gøren og bevæge os dybere ind i væren. Musikken kan støtte os i overgangen fra aktivitet til stilhed, fra tanke til tilstedeværelse.
Jer, der følger vores arbejde, ved måske, at vi også nærer en særlig kærlighed til musik. Den væves naturligt ind i vores praksis – både som en del af guidede øvelser og som lydspor, vi ’bare sidder til’.
Vi bliver derfor ofte spurgt, om vi vil dele noget af den musik, vi selv mediterer til. Det ønske har vi taget til os.
Siden sommeren har vi i teamet delt musikstykker, vi hver især finder kontemplativt støttende, i Kontemplations Instagram- og Facebook-stories. Hvis du har lyst til at lytte med, finder du alle de delte musikstykker på vores Instagram-side under MUSIK i de såkaldte højdepunkter. ‘Højdepunkter’ er de øverste cirkler på en IG-profil.
Vi fortsætter med at dele musikstykker gennem efteråret og vinteren, så denne oversigt vil derfor gradvist vokse. Du er varmt velkommen til at lytte med.
Og til jer, der ikke færdes på sociale medier, deler vi her på siden et udvalg af vores yndlingstitler til meditation.
Kiku Day · på det japanske instrument Shakuhachi
Kiku Day er dansk‑japansk shakuhachi‑musiker og ethnomusicolog. Hun er uddannet i England og Japan og bor i dag i forbindelse med Vækstcenteret i Nørre Snede.
Kiku spiller både traditionelt shakuhachi-repertoire, samtidsmusik og fri improvisation. Hun har gennem mange år fordybet sig i, hvordan shakuhachi-spil kan fungere som meditativ praksis.
Hendes musik kredser om stilhed, åndedræt og klanglige mellemrum – en undersøgende lydverden, hvor grænserne mellem tone og støj opløses.
Kiku komponerer selv, eksperimenterer med nye former og indgår i samarbejder på tværs af genrer. Flere komponister har skrevet værker specifikt til hende.
Toner til Longchenpa · Kiku Day og Kenneth Larsen
er komponeret af Kenneth Larsen og Kiku Day med afsæt i Jes Bertelsens arbejde med tekster af den tibetanske mester Longchen Rabjam – også kendt som Longchenpa (1308–1364).
Musikken bringer den europæiske klarinet sammen med den japanske shakuhachi og åbner et klangrum, hvor forskellige traditioner mødes.
Fairuz · Good Friday
er et musikalsk værk med rødder i den arabisk-kristne liturgiske tradition. Musikken er præget af langsomme, dybtfølte melodier, rituel rytmik, og Fairuz’ ikoniske stemme, der bærer bønner og påskens sorgfulde temaer frem i en smuk og sørgmodig klangverden.
Man hører elementer af middeløstlig kirkemusik flettet sammen med klassisk arabisk instrumentering – ofte med oud, strygere og korledsagelse.
Olafur Arnalds og Alice Sara Ott · The Chopin Project
På dette album fortolker den islandske komponist og musiker Ólafur Arnalds udvalgte værker af Frédéric Chopin i samarbejde med den tyske pianist Alice Sara Ott.
Albummet bevæger sig i et felt mellem klassisk og ambient, hvor Arnalds’ subtile elektroniske klangflader og feltoptagelser indvæves i Chopins klaverstykker.
Niels Frahm · Encores
byder på et akustisk univers med solo-piano og harmonium, optaget i Berlins Funkhaus. Encores 1 er det første af tre album; Encores 1, 2 og 3.
Ani Choying Drolma · Inner Peace
Ani Choying Drolma er en tibetansk buddhistisk nonne i vajrayanatraditionen, elev af Tulku Urgyen Rinpoche, og kendt for at bringe tibetanske chants ud til et bredt publikum. Hun har udgivet en række album med meditativ musik, hvis indtægter støtter hendes humanitære arbejde gennem Nuns Welfare Foundation i Nepal.
Inner Peace 2 består af fire længere chants og bønner, bl.a. en syvlinjet bøn til Padmasambhava og et feast-vers af Jigme Lingpa. Musikken er enkel og ceremoniel, båret af Ani Choyings klare stemme og en neddæmpet instrumentalbaggrund. Albummet skaber et meditativt rum og kan bruges både til praksis og til lyttende fordybelse.
Alessandra Celletti · Sacred Honey
Dette meditative album er Alessandra Cellettis hyldest til de mystiske og tidløse kompositioner skabt af den spirituelle lærer G.I. Gurdjieff og hans elev, den ukrainske komponist Thomas de Hartmann.
Celletti folder musikken ud gennem klaver, harmonium og elektroniske elementer.
Daniele Ercoli bidrager med kontrabas, kaval og flygelhorn.
Hans Otte · Buch der Klänge / Lydenes bog
Lydenes bog er et meditativt klaverstykke i tolv satser – et lydlandskab, hvor stilhed og klang veksler som et åndedræt. Komponeret mellem 1979 og 1982 og anerkendt som et af de mest markante værker inden for moderne klavermusik.
Illustration: Hanneli
Jeg er uden ord. Lytter kun.
Das Buch der Klange…
Så dejligt at høre, Bo.
Må klangen følge dig ind i ugen.
Mange varme hilsner fra os i Kontemplation ❤️
Af hjertet tak for jeres gavmildhed ❣️🦋🙏
Kære Tom
Tak tilbage – for dine ord og for følgeskabet. ❤️
En god og rolig søndag til dig.
Kærlig hilsen
os i Kontemplations team