Litteratur, kreativitet, selvberoenhed og kontakt mellem mennesker. Syvende brev.

af Peter Høeg | | 25. april 2015

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Mindfulness, empati, kreativitet og litteraturoplevelse for unge på 7. klassetrin.
Otte-ugers forløbet på Nørre Snede skole, ved Peter Høeg.

Intro til syvende nyhedsbrev.
Til Kontemplations Venner

Enhver organisme har en del der er mere skrøbelig end resten.

Vores krop har svage steder.

Vores parforhold eller familie har områder der er særligt udsatte.

Vores samfund har sarte dele.

I den gruppe af unge jeg træner er nogle mere sårbare end andre. Den måske vigtigste oplevelse for mig i de to måneder dette projekt på Nørre Snede skole har udfoldet sig er at det er lykkedes at få virkelig kontakt til nogle af disse udsatte unge.

Det er sket i nogle øjeblikke der står helt klart. Pludselig siger et ungt menneske som har været regnet for så svagt at den pågældende næsten er opgivet, pludselig siger han eller hun ja i en bestemt øvelse og træder for alvor ind i gruppen. Begynder at leve med i hvad der foregår på en helt ny måde.

En anden der er så kontaktsvag som det hedder at den pågældende fra begyndelsen har været frit stillet, til at komme og gå i undervisningen som han vil, han byder pludselig ind, pludselig går han ikke mere fra, men siger ‘jeg har besluttet mig, jeg vil være med.’

De situationer har været nogle af de vigtigste for mig.

De er kommet helt uventet, jeg fik ved projektets begyndelse at vide at der er en gruppe unge som jeg ikke skal regne med man kan nå med et eksperiment som dette.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Lad mig skynde mig at sige at når det alligevel er lykkedes er ikke min fortjeneste. Det skyldes først og fremmest at jeg til hver eneste undervisningssession har fra fire til otte hjælpere, forskerne der følger projektet, seminariefolkene, klassens dansklærere, Hanneli der fotodokumenterer.

Disse voksne har fra første gang rettet en særlig opmærksomhed mod den gruppe der efter den nye skolereform kaldes inklusionsunge, og som ellers ville have været i en specialklasse. Det er de andre voksnes vedholdende indsats der har bragt denne helt uventede drejning i stand.

Den og så de unge selv. Der er en kraft inde i alle mennesker, selv de mest skrøbelige, en vilje til at leve og vokse og komme til stede og være med. Hvis man kan få den kraft i tale kan der ske noget mirakuløst.

Det mirakuløse støttes af den sunde fornuft. I dette projekt henvender vi os igen og igen til hele mennesket, ikke kun til det mentale og intellektuelle, men igen og igen også til kroppen og hjertet og kreativiteten og bevidstheden.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Jeg har altid været optaget af de svageste. I min afgangsopgave til svømmelærereksamen trænede jeg et halvt år en pige der var megavandskræk.

Hvorfor den interesse?

Jeg tror det er fordi min egen svaghed er så tæt på. En lidt anden drejning af mit liv, så var jeg blevet inklusionsbarn. Eller havde siddet bag lås og slå. Bag et tilsyneladende relativt velfungerende jeg kan jeg hele tiden mærke misbrugeren i mig selv, taberen, den der ikke kan honorere samfundets krav.

Så når jeg møder de mest sårbare af de unge så møder jeg samtidigt mig selv. En del af mig selv er ikke mere velfungerende end de, den er ligeså meget på skideren.

Har vi det ikke et eller andet sted alle sammen sådan? Er det bare mig?

Er det ikke derfor det er så vigtigt hvordan et samfund behandler sine svageste? De svage og skrøbelige er ikke bare udenfor os, vi har alle sammen sider der er sådan.

At drage omsorg for det sårbare, i sin krop, i sin familie, i en skoleklasse, det er ikke specielt fint eller specielt medfølende. Det selvforsvar, selvomsorg, det er sund fornuft. Hvis man har rejst til fjerne lande så vil man have set steder hvor der ikke er mulighed for eller overskud til omsorg. Og har man set for eksempel forældreløse børn der lever på gaden så glemmer man det aldrig.

Og så føler man som lærer og forældre og menneske en dyb taknemmelighed for at vi lever i en kultur hvor et projekt som dette, der basalt set handler om omsorg, omsorg for de værdier der ligger i litteraturen, for de unges kreativitet, og for deres evne til at passe på sig selv og hinanden, at et projekt som dette kan få plads.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Syvende nyhedsbrev

Kære alle

Vi nærmer os afslutningen på vores otte ugers forløb. Selv om vi fra begyndelsen har vidst hvor lang tid vi havde sammen, nemlig disse otte dobbeltlektioner plus det løse, så er det alligevel underligt for os alle sammen at det snart er slut.

Vi får en blid landing. Jeg går videre med mine individuelle samtaler med jer unge, på torsdag skal vi sammen optræde med det der kaldes en workshop, ved den åbne kulturaften på Nørre Snede skole, hvor vi viser smagsprøver på det vi har arbejdet med.

Desuden har jeg aftalt med skolen at jeg og forskerne kommer tilbage i august og arbejder en halv dag med jer unge, for at vi sammen kan se om der til den tid stadig er spor af noget af det vi har bygget op (det tror jeg der er, på grund af den måde I er gået til den på).

Forude venter også stadig møder mellem jeres lærere, Camilla og Janne, og mig.

Så vi lander langsomt og blidt.

Alligevel er dette det næstsidste almindelige nyhedsbrev. Jeg siger almindelige fordi jeg kommer til at skrive et niende, mere omfattende, mere rettet til voksne, hvori jeg opsummerer hvad der for mig er de vigtigste erfaringer fra vores tid sammen.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Vores samarbejde med pressen nærmer sig også sin afslutning. Når vi lægger DR’s ugentlige dækning af forløbet sammen med bladet Folkeskolens, TV Midtvest , vores lokale presse og spredningen af nyhedsbrevene, så har i hvert fald 300.000 mennesker på den ene eller anden måde fulgt med i vores lille projekt (jeg synes man må sige lille, for selvom det er stort for os – det er det i hvert fald for mig – så er det også bare otte dobbeltlektioner for jer 50 unge og de 10 voksne der har fulgt undervisningen direkte. Så selv om vi også tager jeres forældre med, og måske endda skolens lærerkollegium som har kigget os over skuldrene, så er det højst et par hundrede mennesker der i alt er direkte i kontakt med os).

Så det er et lille projekt.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Alligevel er det vigtigt. Og det har ikke noget med mig at gøre, det har noget at gøre med idéen bag det hele. Og hvad er det, kan man sammenfatte det vi foretager os og som vi nu er ved at afslutte med nogle få ord?

Jeg prøver: Hvis jeg skulle sammenfatte det hele i én overskrift skulle det være

Pausens betydning – om venlighed og selvstændighed i den danske folkeskole.

Den overskrift kræver en forklaring.

Den forklaring skal være et eksempel fra sidste uge: Jeg satte jer sammen to og to. I hele forløbet har jeg ret håndfast opløst jeres vane med at blive i en drengegruppe og en pigegruppe. Man lærer mere og man lærer bedre – og man får et bedre liv – når man tit er i selskab med det modsatte køn.
Den ene lagde sig på en yogamåtte, den anden sad ved siden af og talte stille den liggende gennem et kort afslapningsforløb, i stil med: -Mærk din højre fod, hele dit højre ben, din venstre fod, dit venstre ben, hele hoftepartiet og så videre, helt enkelt, en ultrakort kropsscanning, det hele på fem minutter.

Imens gik jeg stille rundt og lagde en bog ved siden af de der ledede scanningen, i alt 12 bøger, I er jo 24 unge, forskellige bøger, men alle virkelig fede ungdomsbøger, udvalgt med hjælp af vores seminarielektor Søren Fanø der er ekspert i børne- og ungdomslitteratur og har været med til undervisningen hele vejen igennem.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Jeg har sagt det før, jeg siger det igen: Kropsscanninger er et effektivt instrument til at skabe ro og øge kropsbevidstheden.

Det var første gang I prøvede denne øvelse med hinanden, altså hvor den ikke er ledet af en voksen. Der blev derfor også en del grin og fnisen, som er velkommen, og som hurtigt døde ud.

Hvorefter der blev en stille og fordybet stemning. Hvori de der havde ledet scanningen åbnede de uddelte bøger og begyndte at læse for de der lå ned.

Ser man det for sig: 12 unge ligger ned, 12 unge sidder op, de der sidder op begynder nu at læse højt for dem der ligger ned?

Det er på en måde helt enkelt, er det ikke? Alligevel var jeg spændt. Hvad ville der ske? Det er ikke nemt at læse op, det er faktisk ret anstrengende, som enhver af os forældre der læser eller har læst op for børn vil vide.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Ville I unge have nok læsetræning til at læse så nogenlunde flydende som man er nødt til hvis den der ligger ned skal kunne fanges af historien? Og ville der være ro nok i rummet til at det kunne lade sig gøre? Ville de uddelte bøger, der alle var romaner, få nok tid til at deres verden kunne begynde at folde sig ud?

Hvad der skete kom bag på mig. Omkring hvert eneste par blev der en stemning af intens opmærksomhed. Jeg sad, sammen med vores fotograf Hanneli, med ryggen mod væggen og bare så rundt på jer. I var komplet inde i fortællingen, både den der læste og den der lyttede. I det kvarter det varede – og et kvarter er lang tid når vi taler om oplæsning – var I alle flyttet ind i bøgerne.

Hvad foregår der under en sådan øvelse?

På den ene side foregår der læring af helt almindelige skolefag, I unge træner i at læse højt og i at opleve litteratur.

Denne læsning og lytning foregik efter en særlig form for pause, kropsscanningen, hvori vi havde brugt fem minutter til at komme til stede i kroppen og i kontakten med hinanden.
Det er her pausens betydning kommer ind. Ikke pause bare som fritid eller distraktion, men pausen som et ophold i strømmen af udadvendte handlinger, et ophold hvori man et øjeblik får fat i sin egen kerne, sine egne ressourcer til at give og tage imod.

En pause hvori I unge får en lidt dybere kontakt med hinanden.

Ind i den stemning som denne bevidste pause har skabt kommer så fortællingen, oplæsningen. Som både den der læser og den der lytter kan hengive sig intenst til fordi pausen har gødet jorden. Og som får en særlig betydning fordi den bliver en del af et samvær mellem jer unge, litteraturoplevelsen bliver ikke noget I kun er alene med, den er i denne øvelse noget man deler.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

I denne helt enkle træning er der noget af essensen af det vi har arbejdet med: Helt almindelige skolefag, helt almindelig læring, men sat ind i en sammenhæng hvor faget, øvelsen, litteraturoplevelsen bliver en anledning til at træne respektfuld lytten, lydhørt samvær og et kropsligt forankret nærvær der kan håndtere noget af den rastløshed og træthed der kan gøre skoledagen grå og langtrukken.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning. Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.
Foto: Henrik Saxgren

Dette er kort fortalt. I de kommende nyhedsbreve går jeg videre, både med pausens betydning og med spørgsmålet om selvstændighed og venlighed. Dette er ment som en appetizer på de sammenfatninger der nu nærmer sig.

Fordi vi desværre og heldigvis nærmer os afslutningen.

Desværre fordi det har været og er så livfuldt og intenst og meningsfuldt. Men også heldigvis fordi det er gået så godt. Og fordi det er lettere at forstå og værdsætte at noget, som nu disse otte uger, er kostbart når man véd at det slutter.

Og som sagt i begyndelsen: Vi lander blidt.

Jeres

Peter

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.