Skip to content

Litteratur, kreativitet, selvberoenhed og kontakt mellem mennesker. Femte brev.

af Peter Høeg | | 7. april 2015

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Mindfulness, empati, kreativitet og litteraturoplevelse for unge på 7. klassetrin.
Otte-ugers forløbet på Nørre Snede skole, ved Peter Høeg.

Intro til femte nyhedsbrev:
Til Kontemplations venner

Hvis I læser dette nyhedsbrev vil I se det handler om vold og angst.

Ikke den virkelige, men den man kan simulere med leg og kunst.

Stagefight som legen hedder er et kraftigt instrument, som man skal omgås med forsigtighed. Når jeg underviser i netop dette holder jeg særlig skarpt øje med de sartere sjæle der altid findes i en gruppe, og når de første to er stået af standser jeg legen og taler med gruppen om situationen, og virkelig vold kontra den man leger frem.

Med denne gruppe af unge kunne det denne gang lade sig gøre at gå ret langt, jeg er sikker på det skyldes den voksende tillid mellem os.

Den tillid – og den spontane, ukontrollerbare måde den har indfundet sig på – har været den største personlige overraskelse for mig i dette forløb.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Det virker som om der neden under de processer man som menneske og pædagog kan styre er nogle hjertemæssige strømninger der ligger under bevidsthedens radar, og som man på en måde bare kan håbe og vente på.

I denne gruppe har de indfundet sig de sidste par uger.

Jeg tror at sådanne tillidsprocesser er gensidige. Jeg vil vove at bruge et kraftigt ord og sige at de unge og jeg nu holder af hinanden.

Jeg kunne mærke det da Hanneli og jeg, som beskrevet i nyhedsbrevet, dukkede op om natten på Harrild Hede for at fortælle gyserhistorier.

Da vi kom ind i hytten skete der to ting. Først kunne jeg mærke de unges overraskelse over at se mig her, i denne helt anderledes kontekst.

Og så kunne jeg mærke deres varme. Og stolthed. De hilste på mig som om jeg var en af deres, deres Peter. Og inde i mig, i hjertet, kom den samme følelse: Jeg er netop deres lærer, med denne helt særlige forbindelse til dem.

Det kom bag på mig. Der er jo 50 unge, og vi har kun set hinanden sammenlagt mindre end ti timer.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Jeg tror det har meget at gøre med rammerne for vores samvær. Vi mødes ikke for at jeg skal påføre dem viden, vi mødes for sammen at udforske det sted hvor læseoplevelser og kreativitet og glæden ved menneskeligt samvær mødes.

Det er et godt formål. Som jeg tror kalder på det bedste i os, på den følelseskapacitet vi alle bærer rundt på.

Men det får mig også til at tænke på den risiko jeg skriver om i brevet, risikoen ved at tabe sit hjerte. Hvordan underviser man unge mennesker – eller voksne – uden at tabe sit hjerte?

På det har jeg ikke noget svar.

Men jeg vil tænke over det til næste uge.

Varme hilsner
Peter Høeg

***

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Femte nyhedsbrev
Uge 15

Kære alle

Der er to ting fra sidste uges undervisning der står særligt tydeligt for mig:

Den tirsdag hvor I, unge fra 7.A og 7.B, overnattede i shelter på Harrild Hede, og jeg dukkede op uanmeldt og fortalte gyserhistorier.

Og den følgende dag hvor vi arbejdede med vold og vrede, ved at træne i det der kaldes stagefight, det vil sige den teknik man i teater og på film bruger til at simulere vold.

Begge dele, gyserhistorierne i natten på Harrild Hede og den simulerede vold, handler om at turde mærke også de mørke sider af os selv.

Der er ingen af os der ikke har mærket en vrede der var så stærk at vi havde lyst til at slå på tæven. Og ingen af os der ikke kender til angst, også når den er virkelig og ikke fremkaldt af historier.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

På en måde er vi mennesker ligesom en bil. Det nytter ikke at vi kun vil kendes ved de dele af os selv som består af de to rengjorte lænestole foran og den fine sofa der er bagsædet og de pudsede vinduer ud mod udsigten.

Førerkabinens dagligstue er selvfølgelig vigtigt, men den er kun en mindre del af bilen. Og det er ikke den der får det hele til at køre. Den rustne og olierede motor under kølerhjelmens mørke er også bilen, de beskidte hjuls sorte gummi, den mudderindsmurte undervogn, den giftige udstødning, alt sammen er nødvendigt hvis vi skal ud og trille.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Ligesådan med os mennesker. Hvis vi ikke forholder os til hele os selv, hvis vi ikke har det alt sammen med, også angsten og vreden og den giftige udstødning, så kommer vi ikke på køretur i tilværelsen. Eller vi kommer i hvert fald ikke ret langt før vi må ud og skubbe. Eller ringe efter hjælp.

Derfor stagefight og gyserhistorier. Ikke for at dyrke vold og vrede. Men for at opdage at hvis man tør se begge dele i øjnene så ændrer de sig, så kan de blive til ren energi, til power, som man ikke behøver at rette mod sig selv eller andre, men kan rette fremad mod det man gerne vil med sit liv.

Det er femte gang vi er mødtes, vi er lige over halvvejs i vores forløb.
Det er gået op for mig at jeg kommer til at savne jer når det her en gang er slut, er det ok at en lærer siger sådan, at han kommer til at savne eleverne? Eller er det uprofessionelt?

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Det gælder også jeres lærere, Janne og Camilla, det gælder bibliotekarerne Lisbeth og Kim, det gælder jer forskere, Søren og Mette og Anne og Anja, det gælder Hans Erik fra skolen og Martin fra biblioteksvæsnet og Lisbeth fra kommunen, allerede nu kan jeg mærke at jeg kommer til at savne jer.

Det er åbenbart sådan at når man beskæftiger sig med et projekt som dette, hvis dybeste formål jo et eller andet sted er at forbedre menneskers kontakt til hinanden, så løber man den risiko at man kommer til at holde af hinanden.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning. Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.
Foto: Henrik Saxgren

Men er det ikke også i orden, er det ikke den risiko der gør livet værd at leve?

Jeg glæder mig til at se jer alle efter påske.

Jeres

Peter

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.
Scroll To Top