Klodens udvikling – ”Vi skylder kloden alt”

af Steen Hildebrandt | | 21. marts 2020

IMG_1357

Over en periode på omkring fire milliarder år har kloden udviklet sig til et ubegribeligt smukt økosystem, hvor intet er overflødigt, og alt hænger sammen.
Dyr og planter, floder og søer, himmel og hav – det hele er udviklet til en perfektion af mirakuløs, guddommelig karakter og styrke.
En blomst er et mirakel.
Planter, dyr og mennesker udvikledes, og for imellem 400.000 og 250.000 år siden begyndte det oprejste menneske, Homo Erectus, at udvikle sig til det vise menneske, Homo Sapiens. Ordet menneskeskabt fik for alvor mening og indhold. Mennesket tog kloden i besiddelse, opdelte den i stater, kantoner, regioner, kommuner, sogne og parceller, og indførte privat ejendomsret. Allehånde grænser, skillelinjer, bomme, pigtrådshegn, mure og skel blev introduceret og håndhævet. Adskillelse blev et fundamentalt, gennemgående og dominerende princip i politik, religion, videnskaber, virksomheder, offentlig administration, samfundsliv, kultur, kunst mm.

Det antages, at udviklingen af homo sapiens nåede en form for afslutning for omkring 100.000 år siden i Afrika, og for 35.000 år siden i Europa. Den menneskelige hjerne var da udviklet til et niveau, hvor mennesket havde et sprog, en bevidsthed og begyndte at gribe ind, påvirke, organisere, forbedre og udvikle.
I de følgende titusinder af år levede mennesket en nomadisk tilværelse, ofte fra hånden til munden; men så begyndte disse grupper at organisere sig og praktisere ledelse, og for omkring 10.000 år siden fandt den første store menneskeskabte revolution sted, nemlig overgangen til en mere og mere organiseret produktion af landbrugsvarer.
Begyndelsen til nutidens landbrug blev skabt, og samtidig opstod forformerne til arbejdsorganisering og ledelse i moderne forstand.
Udviklingen herfra og frem til ca. 1600-tallet gik langsomt. Måske prisværdig langsomt.
Men samtidig med at landbrugsproduktionen udvikledes, og mennesker begyndte at organisere sig i større byer og samfund, gjordes en række opfindelser, der skulle få afgørende fremtidig betydning for en udvikling, der kom til at forløbe – og siden har forløbet – med en hel anden hastighed: Hjulet, krudt, bogtrykkerkunsten, penicillin, dampmaskinen, elektricitet. Listen er uendelig lang.
På få år – og med en eksponentielt stigende hastighed – opstod en videnskabelig og praktisk viden af næsten ubeskriveligt omfang.
Der er i dag antagelig tilstrækkelig viden, indsigt og ressourcer til en balanceret, fredelig og næsten paradisisk udvikling på kloden. Men vi mennesker evner ikke at lede udviklingen på en bæredygtig og retfærdig måde. Meget går godt, og alt for meget går skævt. Millioner af mennesker dør i krige, to hundrede millioner i 1900-tallets krige; i dag tales der mere om retten til at håne og latterliggøre andre end om muligheden for mere venlighed imellem mennesker. Jeg er enig med Per Øhrgaard, når han i bogen, Kristendommens fornuft, siger: ”Og ja, så er der ytringsfriheden, som nogle ser truet, så såre andre mener, at man da også kunne tale ordentligt til hinanden. Men hvis friheden kun kan dokumenteres i form af hensynsløshed, er begrebet blevet perverteret, og så er der grund til at tænke det forfra”.

I Yann Arthus-Bertrand’s film Home siges det: ”Vor klode beror på en balance, hvor hvert eneste væsen spiller en rolle og eksisterer udelukkende gennem eksistensen af et andet eller andre levende væsener”.
“Vi skylder kloden alt”, siges det et andet sted, og så føjes det til: ”Men vi er ved at ødelægge den”. Derfor må vi spørge: Kan man forestille sig en videre udvikling af Homo Sapiens til Homo Empaticus, det venlige menneske? Svaret er Ja, og det er en udvikling, der er i gang og finder sted ad snørklede stier og veje i et uvejsomt terræn mellem vækst, krige og kriser. Det er en udvikling, som Jeremy Rifkin skriver om i bogen, The Emphatic Civilization, og som Jes Bertelsen skriver om i Et essay om indre frihed. Menneskeheden befinder sig i en helt ny epoke, den antropocene, der tog sin begyndelse i slutningen af 1900-tallet. Det for mennesket og planeten nye var og er, at fra det tidspunkt blev menneskets aktivitet på kloden så voldsom og massiv, at det for første gang fik negativ indflydelse på biosfæren. Derved skabtes der en helt ny situation for menneskeheden og for biosfæren.

Også de store religioner udvikledes inden for de sidste få tusinde år. Det har givet livsfylde, livskvalitet, udvikling og fællesskabsfølelse for millioner, men også krige og rædsler af grufuld art og omfang. I Første Mosebog siger Gud: ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden”. Hvad betyder denne sætning i Skabelsesberetningen, og er vi mennesker overhovedet tilstrækkelig vise til at være Herre over og herske over, eller burde mennesket indtil videre indtage en mere ydmyg og beskeden rolle – en slags forvalterrolle? Skulle vi i stedet for ejerskab og lederskab tale om forvalterskab? Det siges, at de nordamerikanske irokesere tilbage i det 15. århundrede var optaget af konsekvenserne af deres beslutninger ned til syvende generation efter dem selv. Sætningen: ”Vi har ikke arvet jorden fra vore fædre, men lånt den af vore børn”, forbindes med de oprindelige nordamerikanske indianere. Det er ikke den form for ansvar og langsigtet tænkning, der præger nutidens beslutningstagere. Derfor må spørgsmålet stilles: Hvad med den næste million år – eller blot de næste 1000 år? Og det kan og bør konkretiseres til: Hvordan giver vi fremtiden, de kommende generationer, en stemme, når der i dag træffes beslutninger, eller når der i dag ikke træffes beslutninger, i begge tilfælde med mulige store konsekvenser for fremtidige generationer? Hvordan udvikler vi en solidaritet mellem generationerne? Det er et spørgsmål, som vi alle bør stille.
Det er smerteligt at iagttage den selvdestruktion, der finder sted og har fundet sted på kloden ikke mindst igennem de sidste århundreder. Én ting er, at mennesker op gennem de mange tusinder af år har kæmpet for at overleve, og har haft allehånde kvaler, sygdomme og lidelser. Det véd vi. Men det er noget andet end at se og mærke den smerte og vold, som vi systematisk, organiseret, af egen kraft og med tvivlsomme begrundelser påfører os selv. For nylig kunne man i et medie læse: ”Kinas industri er fordoblet på 10 år. Men forurening dræber nu 350.000 mennesker om året”.

Dyr påføres ubeskrivelige smerter. I løbet af de sidste 40 år er halvdelen af alle dyrearter udryddet. O. Scharmer og K. Kaufer taler i den sammenhæng om tre kløfter: den økonomiske, den socioøkonomiske samt den åndelige og kulturelle, og de taler om et økologisk sammenbrud. Mennesker begår selvmord i et antal, der aldrig før er set. Ifølge WHO døde mere end dobbelt så mange mennesker af selvmord som i krige i år 2000. Nye sygdomme opstår, og på fabrikker verden over produceres der på lovlig vis produkter og ydelser, hvor både produktionsprocesser og produkter påfører mennesker sygdomme, smerter, lidelser og død.
Det er rigtigt: Der produceres også ydelser og produkter, der giver mennesker helbredelse, glæde, komfort, livskvalitet mm. – og det skal vi være taknemmelige for. Men det hører til billedet, at alt dette overalt er voldsomt skævt fordelt. Så ulige fordelt er alverdens goder, at vi i de kommende årtier også af den grund må forvente betydelige flygtningestrømme og folkevandringer.

Ifølge den britiske tænketank New Economics Foundation ejer de 85 rigeste mennesker i verden mere end de 3,5 milliard fattigste tilsammen.

Tror og mener noget menneske, at en sådan ulighed kan og bør opretholdes? I en artikel fra National Institute for Health and Clinical Excellence hedder det: “Almindelige mentale sundhedsproblemer som fx depression, angstforstyrrelser, panikangst, tvangstanker, posttraumatisk stress og social angst, kan påvirke op til 15 pct. af befolkningen på ethvert givet tidspunkt”. I USA sælges der hvert år våben for milliarder kroner til private mennesker, og børn dør i forbindelse med brug af børnevåben – dvs. våben fremstillet på lovlig vis af industrivirksomheder til børn. Våben til børn! Det er ikke legetøjsvåben, men våben, der kan dræbe en bjørn. En overskrift i et amerikansk blad hed: ”Våbentræning på skoleskemaet”.
En kontrast til en sådan våbentænkning er den empati- og venlighedstænkning, der herhjemme formidles fx af Foreningen Børns Livskundskab, og i USA af fx Social and Emotional Learning, SEL og The Triple Focus.
Disse uligheder og disse sygdoms- og adfærdsfænomener er ikke nye. Vi véd det og kender til det. Vi bliver nødt til at træde de få skridt tilbage, der gør det muligt at mærke smerten, uretfærdigheden og den menneskeskabte industrialiserede destruktion, der finder sted, og som i en historisk sammenhæng er ny. Vi bør studere selvdestruktionens karakter og kilder.

Oliens århundrede – lodrette vækstkurver

Med opfindelsen af bl.a. dampmaskinen, elektriciteten og benzinmotoren bliver grundlaget for de industrielle revolutioner skabt.
1900-tallet er blevet kaldt Oliens århundrede. Fra 1700-tallet og frem finder en voldsom og stærkt accelererende industriel udvikling sted og skaber aldrig før sete eksponentielle vækstkurver. Ikke mindst i årene efter Anden Verdenskrig har vi set kurver, der eksploderer i næsten lodrette forløb. Professor Angus Maddison fra Universitetet i Groningen har undersøgt, hvordan produktionen i verden har udviklet sig i perioden fra Kristi fødsel til år 2010. Hans undersøgelser peger på, at hvis man sætter produktionen i de 2010 år lig med 100, så er produktionen i de sidste 100 år lig med 55; og produktionen i de sidste 10 år er lig med 23. Altså: Ca. en fjerdedel af den samlede produktion i verden i 2010 år har fundet sted i de sidste 10 år. Uanset usikkerheden i sådanne beregninger er det meget tankevækkende tal. Hvis man afbilder dette i en graf, vil man se, hvad jeg mener med en eksponentiel vækst. Og det er næsten selvindlysende, at sådanne vækstrater ikke kan fortsætte. Alligevel er vi i en situation, hvor to tredjedele af verdens befolkning stræber efter en økonomisk vækst, de endnu ikke har oplevet; og den sidste tredjedel vil ”tilbage på vækstsporet” med henblik på at løse nogle af de mange problemer, som væksten selv har skabt. Det er bizart, og omend det er en forenklet formulering, er det sådan, mange tænker og ytrer sig.

Groft formuleret er kloden i de sidste ´et hundrede år blevet mere forandret end i alle tidligere perioder tilsammen. I den samme korte periode er dens befolkning blevet mere end firedoblet. Nu er vi også begyndt at tale om digital vækst og om Big data. Vækstraterne på disse områder er så voldsomme, at man må spørge, hvad meningen – om nogen – med det hele er. I et såkaldt digitalt News Room på Institut for Datalogi på Aarhus Universitet kan man læse: ”Data is king! Vi er midt i en revolution. Adgang til enorme datamængder betyder, at dem, som kan trække mening ud af galskaben, kan skabe værdifuld viden og bidrage til at skabe digital vækst. Big Data er ved at blive big business, og fremtiden byder på muligheder, hvis man kan knække koden”. Man skal være speciel for ikke at mene, at et egentligt kursskifte for kloden er påkrævet. Man mindes udsagnet: ”Teknologi er svaret, men hvad var spørgsmålet?”

Set i det store tidsperspektiv kan de sidste to til tre hundrede år godt minde om en kæmpestor eksplosion. Om et voldsomt spring, der har givet menneskeheden en ufattelig rigdom og styrke, der – rigtigt forvaltet – rummer enorme potentialer. Den første industrielle revolution fandt sted i 1700-tallet indrammet af bl.a. Adam Smiths The Wealth of Nations, R. Descartes, I. Newtons og C. Darwins forfatterskaber, tanker og teorier og af den britiske bomuldsindustris udvikling mm. som baggrund.

En anden industriel revolution blev indvarslet med scientific management bevægelsen fra omkring år 1900, hvor verden oplevede et nyt udviklingsspring med F. W. Taylors mekanisering, standardisering, specialisering og automatisering som baggrund. En udvikling, der senere bl.a. førte frem til vor tids globale internet og robotter, men også til deleøkonomi, cirkulær økonomi mm., som måske tilsammen indvarsler en tredje og ny form for industriel revolution, en bæredygtighedsrevolution, der vil rokke ved og gennemhulle nogle af de mange grænser, vi har etableret. Grænser og skel, der fortsat bevogtes nidkært. Der investeres trillioner af kroner i militært udstyr, bl.a. i USA, Japan og Kina, og i dag taler man om dræber-robotter og om mere humane krige! Det næste bliver rene robot- og computerkrige, måske nok uden menneskelig. Til gengæld får vi digitale, mentale og emotionelle krige, der vil – ja er ved at – skabe andre former for krigsofre og flygtninge. Meget i verden er i opbrud eller nedbrud.
Den anden industrielle udvikling blev bl.a. næret af de videnskabelige fremskridt, som Anden Verdenskrig gav anledning til, og som kulminerede med udviklingen og ibrugtagningen af atombomben. En udvikling, der også er symboliseret ved det såkaldte Blackett’s cirkus i England; et initiativ, der i sin essens var en understregning af behovet for og potentialerne i et tværvidenskabeligt samarbejde omkring løsning af krigens – og efterfølgende fredens – problemer og udfordringer. Blackett’s cirkus var en sådan lille gruppe af videnskabsmænd fra vidt forskellige fagområder som fx fysik, økonomi og kemi. Lederen, P. Blackett, fik i 1948 Nobelprisen i fysisk. Niels Bohr spillede på flere måder en hovedrolle i denne udvikling. Grundlaget for udviklingen af den moderne tværfagligt inspirerede operationsanalyse og kvantitative ledelsesvidenskab var dermed skabt. Det var en udvikling med store potentialer, men en udvikling, der inden for ledelsesområdet i de efterfølgende årtier kørte ud på et matematisk optimeringssidespor, der invaliderede de oprindelige ideer og ambitioner. Netop i en situation, Anden Verdenskrig, hvor England – og hele Verden – var voldsomt presset, så vi, at den Descartes-inspirerede fagspecialiserings- og opsplitningstænkning blev anfægtet, og man forsøgte sig med en ny form for tværvidenskabelighed. Descartes ’fejltagelse’ blev tydelig, og A. R. Damasio skrev en bog med denne hovedtitel, og med undertitlen: følelse, fornuft og den menneskelige hjerne. Med udgangspunkt i den nyeste neurologiske og neuropsykologiske forskning viste Damasio i bogen, hvor uadskillelige biologiske og psykiske processer faktisk er, og han udfordrede den sejlivede forestilling om, at rationalitet og følelsesliv skulle være adskilte.

Det, vi nu oplever på en række områder, og som måske peger mod en ny bæredygtighedstænkning, må ses som en fortsættelse og nuancering af Blackett’s cirkus, nemlig dels forsøg på nye tværfagligheder og nye tværvidenskaber,  dels forsøg på en nytænkning af videnskaberne, således som vi fx ser det inden for en række systemisk orienterede videnskaber. Erkendelsen er, at problemer og fænomener ikke kan ses isoleret, men er interrelaterede. ”De er”, som det siges i F. Capra og P. Luisi’s bog, The Systems View of Life, ”aspekter af den samme krise, som er en crisis of perception”, en forståelseskrise. ”Vi abonnerer på et forældet verdenssyn, der ikke kan begribe og håndtere en kompleks verden. En ny tænkning indebærer, siges det, at vi tænker i og med begreber som: relationer, mønstre og kontekst”, hvilket er, hvad forfatterne kalder systemisk tænkning, eller hvad Dalai Lama formulerer med sætningen: ”Intet uafhængigt eksisterer”. Vi skal være i stand til at inkludere biologiske, kognitive, sociale og økologiske dimensioner i vores tænkning, beskrivelser og globale og lokale ledelsespraksis, og vi skal være i stand til at rumme og drøfte filosofiske, spirituelle, økonomiske og politiske konsekvenser af vort verdenssyn og vore beslutninger.

 


Klodens udvikling – ”Vi skylder kloden alt” er første del af Steen Hildebrandts artikel Ledelse som et etisk og åndeligt anliggende – et vendepunkt der udkom første gang i 2017 som et bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen. De fire næste dele vil være at læse her på bloggen i den kommende tid.


 


Steen Hildebrandt
født 1944, ph.d. og professor ved Institut for Ledelse, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Tidligere vismand i Det Nationale Kompetenceråd og ledelsesredaktør på dagbladet Børsen. Han er forfatter til bøger, artikler og kronikker om ledelse og samfundsforhold, og han er medlem af flere bestyrelser.

 

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.