KLINTE – Arne Herløv Petersen svæver igen

af Peter Høeg | SKRIFT | 16. maj 2020

Jeg var for nogle år siden i gang med Arne Herløv Petersens rystende fortælling om spionsagen mod ham, Skueprocessen, og havde taget bogen med på rejse.
Det skulle jeg ikke have gjort.
I Københavns Lufthavn, i én af caféerne, omgivet af hundredevis af mennesker, læste jeg afsnittet om den CIA-agent hvis udsagn viser sig at ligge til grund for de danske myndigheders totalt uholdbare anklager mod Arne Herløv. Bogen beskriver agentens videre svindlerkarriere ind i New Age og drømmetydning på en måde så jeg pludseligt, dér, i lufthavnen brød sammen af latter. Jeg kunne ikke stoppe, det var en krampe. Mennesker begyndte at stirre på mig, jeg kunne ikke lukke det ned, til sidst måtte jeg rejse mig og betale og skynde mig væk, stadig hikkende af grin.

Det er meget sjældent litteratur er morsomt på den måde. Sådan rigtig morsomt.
Måske fordi de virkelig sjove øjeblikke er knyttet til den pludseligt opståede situation og har noget løst og uforudset over sig. Som åbenbart er meget svært at tilvejebringe på skrift.
Måske også fordi romanen traditionelt er en alvorlig genre, med ret dårlig plads til lyst, sanselighed og komik.
Arne Herløv Petersen er en stor forfatter der punkterer (også) denne regel.
Hans bøger rummer ofte passager som kan få én til at brøle af grin.

Denne høje komik finder man igen og igen i hans nye roman, Klinte, der for nylig er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag.
Jeg synes man er nødt til at kalde bogen en roman. Men den er meget mere end det der sædvanligvis ligger i det ord. Ligesom den er meget, meget mere end rigtig sjov.

Bogen fortæller om det menneskelige og litterære miljø i 1920erne i især København omkring tidskriftet Klinte (som siden blev til det berømte Hvedekorn der heldigvis eksisterer den dag i dag).
Her møder man en lang række af datidens kendte og ukendte kvinder og mænd, Tom Kristensen, Jørgen Bukdahl, Schade, Lulu Ziegler, Ruth Lange, Bønnelycke, Henrik Cavling, Broby-Johansen.

På ét niveau er bogen helt let læst, den er, i sin smukke og nuancerede fremstilling af kærlighedsforholdene, af Tom Kristensens voldsomme skæbne, af kreativ udfoldelse, af overgreb, af opblæsthed, mindreværd og menneskelig finhed og hjertelighed, én lang, medrivende fortælling. Man kan læse den uden at kende alle dens personer på forhånd, læse den som, ja, en spændings- og kærlighedshistorie man bliver suget igennem.

Og så kan man nyde dybden:
Der er et problem med al historieskrivning. Historien findes jo ikke. Hvad der findes er nogle spor, på basis af hvilke vi skaber en fortælling. Som meget ofte bliver en historie om os selv, eller i hvert fald om vores egen tid, som vi så projicerer tilbage på fortiden.
Således er eksempelvis Matador en hyggelig og stimulerende serie. Men den er på ingen måde historieskrivning.

Helt anderledes forholder det sig med Klinte. I denne bog – og i mange andre af sine bøger – udfolder Arne Herløv en helt særlig litterær magi: På den ene side beretter han ud fra sin nutid. Bogens fortællerstemme har et overblik fra 2020, et nutidigt sprog, en historisk erfaring og et psykologisk kendskab fra idag, og han bruger denne viden til at forstå de personer han fortæller om, og til at forstå deres samtid.
Men samtidigt skaber bogen en oplevelse af at vi er til stede nøjagtigt samtidigt med menneskene og begivenhederne og forstår dem ud fra deres egne forudsætninger.

I Klinte bruges samtidige dokumenter i teksten. Digte, prosastykker, retsprotokoller, avisreferater, fragmenter af dialoger.
Nogle af dem kender jeg, andre har jeg aldrig før hørt.
Men alle er de perler, og de er ligesom strøet med let hånd i teksten, de bliver aldrig tunge, bare fascinerende. Og så giver de en oplevelse af at leve og forstå 20erne gennem 20ernes eget sprog og egne formuleringer.

Denne effekt findes i bogen også i en endnu mere subtil udgave: Fortælleren lader, på en meget forfinet måde, sit eget sprog farve af den tid han skildrer. Derved opstår en form for litterær dobbelteksponering, en oplevelse af at vi båder oplever alle disse mænd og kvinder som de så hinanden og sig selv. Samtidigt med at vi omfatter dem med hele den viden og forståelse vi har i dag.
Dette er gjort med medfølelse. Selv for de værste skurke har bogen en basal empati som gør at læseglæden bliver meget nuanceret og kompleks. Som om man møder livet i hele dets sammensathed, dets skønhed, komik og gru, holdt af en bevidsthed der både elsker, analyserer, gør grin med og tilgiver, og alt sammen på én gang.

Klinte er altså historieskrivning af høj klasse. Næsten uden at mærke det tilegner man sig under læsningen nogle af Danmarkshistoriens vigtigste år og begivenheder, og man aner, længere ude, Europa og resten af verden.

Der må ligge rent ud sagt kolossalt omfattende studier til grund for en bog som denne. Kunsten, en del af denne bogs store kunst, er at gøre dette fundament vægtløst og usynligt. Fortællingen og sproget svæver, Arne Herløv er – også – en stor litterær solodanser.

Foto: Niels Gether Nielsen/Arbejderen

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.