Lun september morgen drivende ned ad Fiolstræde. Det er tidligt, og de få på min vej er indadvendte. Jeg nærmer mig Vor Frue Kirke. Dér bryder en gruppe højlydte mænd morgenroen, og jeg iagttager dem på afstand. De fire mænd råber på et sprog, jeg ikke kender, mens de drikker energidrik af dåser. 

På samme tid får både de og jeg øje på en cykelhjelm, der hænger på et stillads. Jeg kan med det samme se, at det er en børnecykelhjelm, som nogen har tabt eller glemt, og som en anden har fundet og hængt op, så rette vedkommende vil kunne finde den igen. Det ligger dybt i vores kultur at gøre tabte ting synlige som en slags gave. Cykelhjelmen har røde flammer og strittende hanekam, en rigtig bad ass børnehjelm, som helt sikkert har boostet den lille ejers ego eller været den hjelm, som gav styrke til at kunne.

En af mændene griber hujende ud efter cykelhjelmen, svinger den rundt og maser den ned over sit hoved. Det udløser et jordskælv og et underjordisk vulkanudbrud i mig.

De griner alle sammen endnu højere og ser beundrende på ham med hjelmen.

De ser ikke lavaen i min undergrund. De ser mig faktisk overhovedet ikke.

De ser ikke andet end det erobrede land, cykelhjelmen udgør.

Og jeg stopper op. Jeg iagttager mig selv og situationen, som var den en lucid drøm: jeg ved, at jeg har et valg.

Jeg stiller mig midt i gågaden, trækker mit vejr og iagttager både mændene og den gule vrede, der koger i min mave. Jeg ser og mærker den glødende lava dybt i mig og ved, at jeg selv kan beslutte om en ildsøjle skal sprutte nogle kilometer op i luften.

Jeg følger min egen vejrtrækning fra toppen af hovedet til bunden af kroppen og op igen. Mit blik falder i staver ud over byens vidde.

Det gule i mig giver plads til aggressionen, min egen trang til at angribe tyvene og fravriste dem barnets cykelhjelm. Tanken om angrebet transformerer sig til en intention om neutralt at sige til dem, at deres adfærd er grænseoverskridende, at de bryder uskrevne kulturelle regler, og om de dog ikke kan huske sig selv som små drenge, når de havde mistet en bamse eller en bold i gaden og lykken over, at nogen hjalp genstanden tilbage. At de skal hænge hjelmen tilbage på stilladset! Det virker enkelt. Næsten venligt.

Jeg forsøger at finde kræfter til at gå efter dem. Men jeg bliver stående. Det føles overjordisk at skulle finde styrken, nærmest umuligt. Pludselig kan jeg mærke dragen i mig. Den kvindelige urkraft. Halen vokser ud af ryggen på mig og skaber kontakt med de ophobede kræfter, der ligger i den kollektive kvindelige vulkanske undergrund, undertrykt i årtusinder. Halen vejrer let fra side til side.

Min lyst til angrebet, som nu er en neutral trang til venlig irettesættelse, mister dog sin styrke, og jeg mister mod. Jeg mærker frygten tage plads i min hurtige vejrtrækning. Frygten for at blive slået tilbage i mødet med de andres aggression.

Jeg står helt stille i morgenens rødmen. Jeg svajer, jeg mister balancen og jeg mærker, at jeg må rumme frygten, erkende at den er større end vreden. Jeg tør ikke sige noget til de mænd.
De fire mænd skåler igen i deres Monster Energy langt oppe af gaden og er til sidst ude af syne, den ene med en lille hjelm med flammer på hovedet.

Jeg mærker den sorte jord under mig. Skyggerne. Det sted i mig selv, hvor jeg selv er brovten og uciviliseret. Forsøger både at rumme skammen over min egen aggression og min frygt. Jeg ville ønske, at jeg var løbet efter dem.

Jeg trækker vejret stille og ånder ud gennem hjertet, trækker dragehalen ind til rygraden igen, bevarer kontakten til den dybe kraft og går ind i dagen.

Illustrationer: Line Fjord og AI-genereret illustration