Skip to content

Det, du forsøger at bekæmpe, styrker du

af Jeanette Lykkegård | | 12. maj 2015

Foto: Jeanette Lykkegård

Siddende i skrædderstilling med lukkede øjne og foldede hænder placeret i skødet, lytter jeg til Martins stemme. Han guider mig ind i en kontakt med åndedrættet.

Jeg oplever en indre uro og træthed. Det er som om jeg ikke har lyst til at være her. Fra min plads i meditationsalen på Øster Løkke kan jeg, hvis jeg åbner øjnene, se strand-sivene danse.

Eftermiddagsundervisningen er lige startet og for ikke længe siden løb jeg legende rundt i klitterne, tog billeder og lo imod Vesterhavets vildskab og den stærke vind. Jeg forundres over den slående kontrast mellem den forudgående og min nuværende sindstilstand. Fra euforisk livsglæde til ugidelighed på et øjeblik. Jeg noterer mig denne iagttagelse, tager en dyb indånding og vender tilbage til Martins stemme, som nu opfordrer til, at jeg vender min opmærksomhed mod hjerteområdet. Her er både kulde og varme, hvilket igen afføder forundring. Jeg møder en modstand som forstærkes mens vi bliver guidet oppefra og ned igennem kroppen. Et enkelt punkt virker fjernt, ja nærmest uden for rækkevidde. Siddende med rank ryg vender jeg, med al den koncentration jeg kan opbyde, min opmærksomhed mod dette ene punkt og falder i søvn.

At dette er helt normalt fortæller Hanneli os kort efter, da vi bliver tilbudt at dele vores erfaringer fra meditationen med hinanden og jeg vælger at fortælle om min frustration over søvnen. Når vi rejser indad vil vi uundgåeligt møde udfordringer, får vi at vide, hvoraf indre modstand og træthed ofte er iblandt. Også vrede, rastløshed, kedsomhed og tankemylder kan være iblandt de vanskeligheder vi kan støde på, når vi vil fordybe vores forhold til os selv og andre.

Men jeg har svært ved at acceptere min modstand, for nu har jeg besluttet mig for at udforske alle mine indre verdenshjørner og en advarsel om adgang forbudt skal ikke stoppe mig. Henover de næste 24 timer kæmper jeg derfor mod denne modstand. Jeg er i krig. Med mig selv. Det er som om noget i mig spærrer vejen og advarer mod at gå så meget som ét skridt videre, mens en anden del forgæves løber ind i en barrikade, som kun bliver stadigt mere uigennemtrængelig.

Heldigvis bliver vi hele tiden guidet til vågenhed.

I en siddende meditation viser min bevidsthed mig således en kort film for mit indre blik af en lille pige. Hun synger en sang, men pludselig opdager hun at de voksne lytter. Hun bliver nervøs, men de voksne beder hende først opmuntrende og derefter mere krævende om at fortsætte.

Jo mere de presser, jo mere stritter pigen imod, og til sidst sparker og slår hun omkring sig med arme og ben.

Jeg får medfølelse med barnet i mig selv, og det går op for mig hvad jeg har gang i.

Jeg er i færd med at umuliggøre min videre rejse indad.

Jo mere jeg presser på og jo hårdere jeg kæmper mod modstanden, jo større vil den blive. Jeg erkender meningsløsheden i mit forehavende og beslutter at slutte fred.

Erkendelsen er en lettelse. I det øjeblik jeg ser at intet i mig selv er min fjende er det er som om modstanden i mig slækker sit greb en smule.

Dette føles som et skridt i den rigtige retning.

Samtidig er jeg klar over, at selvom jeg vil freden, så kommer den ikke uden en kontinuerlig bevidsthedsændring. Efter en krig starter genopbygningen. De implicerede parter må aflære sig indgroede overbevisninger og på ny definere hvem de selv er i relation til deres tidligere fjender.

Overalt i verden ses at det kræver en indsats at genvinde tilliden og tilgive de emotionelle smerter fra en krigshærget fortid. I det nordlige Uganda for eksempel, er man efter mange års borgerkrig i gang med dette arbejde. Et forskningsprojekt har vist gode resultater med en såkaldt ”lyttehytte”, hvor man kan sidde og lytte til personlige beretninger fra mennesker med forskellige positioner i krigen. En tidligere kidnappet kan således høre fra en bortførers perspektiv, hvordan også han led og stadig lider på baggrund af sine handlinger. Dette skaber større forståelse og afhjælper fjendtligheden. Projektet viser – som min egen erfaring – at tillid og tilgivelse ikke alene kommer gennem viljen hertil, men i højere grad gennem empati, medfølelse og accept.

Jeg indser for Gud ved hvilken gang i mit liv, at jeg må acceptere at jeg er, hvor jeg er. I stedet for at lade mig opsluge af min længsel efter at kende mig selv, må jeg overgive mig til det nu, som er. Med overgivelse mener jeg ikke på nogen måde opgivelse, men snarere en given slip.

Resten af påsken forsøger jeg bevidst at give slip. Give slip på kontrollen med hvordan rejsen indad skal forløbe. Jeg forsøger at rette en venlig opmærksomhed mod de genvordigheder jeg møder på min vej. Og så sker der det, som åbenbart sker, når jeg observerer noget og stille betragter det – det ændrer sig.

Foto: Jeanette Lykkegård

Foto: Jeanette Lykkegård

I antropologien har man for længe siden erkendt at etnografens blotte tilstedeværelse i og opmærksomhed på de relationer han eller hun ønsker at vide noget om, ændrer dem. Effekten af observation er også kendt indenfor fysikkens verden, hvor man har bevist at ren observation påvirker det system, der observeres. Så det er altså ikke som sådan et ukendt fænomen jeg er stødt på, men nu hvor jeg oplever effekten indvendig, er det svært at sætte ord på.

Jeg bevidner at mit jeg er en sammensat størrelse. Så når jeg betragter noget og det ændrer det sig – hvilken del af mig er det så, der observerer?

Jeanette Lykkegård: Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Jeanette Lykkegård:
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.

Det er synligt, at når en del af mit sammensatte jeg betragter en anden del, er det altid med en vis intentionalitet eller dom. Men der er også en anden observatør, som på en måde ligger inde bagved. Jeg oplever det ligesom en anden form for væren, som jeg bedst kan beskrive som klar, varm og venlig. Herfra er det muligt at observere fordomsfrit.

Barrikaderne begynder under denne opmærksomhed langsomt at krakelere. Konflikten begynder at tage form af dialog, og en begyndende forståelse og medfølelse med de forskellige dele i mig selv afføder en svag kontakt med et hidtil nærmest ukendt landskab i min indre verden.

Min rejse indad kan fortsætte.

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.
Scroll To Top