Skip to content

Den indre og den ydre horisont

af Hanneli Ågotsdatter | | 4. november 2019

Om frontforskning, moderne munke, fremtidens pædagogik og 48 timers stilhed på Mind&Lifes symposium i Fürstenfeld.

I disse dage løber Mind&Lifes retreat for unge videnskabskvinder og -mænd af stabelen.

Retreatet finder sted på det gamle kloster i Fürstenfeld udenfor München, og underviserne er Martijn van Beek og undertegnede.

Arkitekturen vi befinder os i, vidner om Bayersk økonomisk styrke og om kirkens magtfulde indflydelse.

På en måde er det en anelse mærkeligt for mig at undervise i netop disse lokaler. Det er sandsynligt at rækken af tidligere tiders abbeder ville have vendt sig i graven hvis de vidste at der nu sidder en kvinde i deres lokaler og underviser i meditation og yoga.

Og så måske alligevel ikke – den katolske kirke har også altid haft en esoterisk, det vil sige en indadvendt og træningsbaseret, side.

Dette retreat ligger i forlængelse af Mind&Lifes europæiske kontemplative symposium, og for et øjeblik siden befandt vi os her i klosteret mellem yderligere tohundrede mennesker. Forskere og praktiserende fra 20 lande der var mødtes for at praktisere sammen, for at networke og for, for hinanden, at fremlægge den nyeste forskning inden for fagområdet contemplative science.

Disse årlige symposier finder ofte sted på klostre. De seneste fem år har vi været huset på det tusind år gamle – og stadig fungerende – nonnekloster på Fraueninsel i Chiemsee. Denne gang er vi altså her i det forhenværende munkekloster i Fürstenfeld.

Her er stadig aktivitet i kirken, men munkene er borte. Komplekset af klosterbygninger er omfattende og har kunnet rumme mange beboere. Men i takt med at det monastiske liv i sin tidligere form, med ordinerede brødre der havde aflagt de evige løfter om cølibat, lydighed og fattigdom, kun tiltrækker en brøkdel af hvad tidligere århundreder har kendt, er klosteret blevet ombygget til at imødekomme nutidens kontemplative liv. Og dets interaktion med den moderne videnskab.

Dette symposium blev indledt af den 93-årige benediktinermunken broder David Steindl-Rast.

Han er en varm fortaler for vigtigheden af tilbagetrækning i retreat, og han har selv tilbragt mange år i denne form for fordybelse.

Broder David er hvad man vil kalde en udogmatisk mystiker. Hans måde at beskrive kontemplativ praksis på er i vid udstrækning frisat fra en religiøs trosramme, og er derfor tilgængelig for alle symposiets deltagere. Efter den første meditation som broder David havde guidet, talte jeg med en gelugpa-munk som udtrykte en følelse af genkendelse af de erfaringer som David Steindl-Rast kalder ’ren bevidsthed’, en oplevelse af at dette fænomen ikke var væsensforskellig fra hvad man i hans tibetanske tradition kaldte ’Buddha-natur’.

Det er netop et omdrejningspunkt for Mind&Lifes internationale symposier at de finder sted på tværs af religioner og trossystemer. Disse møder er erfarings- og vidensdelinger, med også det sigte, og den mulighed, at denne deling ikke kun forbliver mentalt-intellektuel, men også kan forplante sig til deltagernes hjerter og følelsessystemer. FN har med formuleringen af de 17 verdensmål for første gang taget ordet spiritualitet i brug: Tanken bag dette, som bliver tydelig også her i Fürstenfeld, er at når vi vover at slippe den del af religionerne som består af afgrænsninger, dogmer og identitetsdannelser, og åbner os for den fællesmenneskelige spiritualitet som stadig flere mener er den dybere intention bag al religion, så bliver det tydeligt at der er meget mere der forener mennesker end adskiller os.

Denne afgørende vigtige – og for så vidt naturlige – indsigt skal vi, mener stadig flere, forbedre børns adgang til. En væsentlig del af konferencen her i Fürstenfeld har handlet om skolesystemet, og om hvordan skolernes læringsmiljø lider under konkurrencementaliteten og et alt for højt stressniveau. Et pres som hverken er konstruktivt for lærerne eller eleverne. Eller for selve lærerprocesserne og det faglige og menneskelige niveau. Forskere og praktikere som Dan Siegel, Katherine Weare, Thich Nhat Hanh, Peter Senge, Mary-Helen Immordino-Yang, Otto Scharmer og vores egen Steen Hildebrandt – for nu bare at nævne en række internationale sværvægtere – har i en årrække fokuseret på skolesystemets betydning for bevægelsen mod et bæredygtigt samfund. Alle er de enige om at skolesystemet lægger for stor vægt på de udadvendte præstationer og færdigheder, og for lidt vægt på elevernes muligheder for at udvikle sig som mennesker, som følende, sansende og lyttende væsener som er forankret i dybere dele af sig selv.

Den amerikanske psykiater og hjerneforsker Dan Siegel sagde klart og tydeligt i symposiets åbningsoplæg, at hvis vi skal tage de seneste års forskning alvorligt, så er det ikke alene nødvendigt at modificere skolesystemet, så må det gentænkes og genstruktureres fra bunden. Katherine Weare, som er professor ved University of Southhampton i Sydengland, og som i en lang årrække har rådgivet EU, WHO og den engelske regering omkring sammenhæng mellem undervisningsformen og børns menneskelig og sociale udvikling, fortalte hvordan man i England arbejder med at bringe hvad man her kalder contemplative education, det vil sige træning af nærvær, meditation, medfølelse, mindfulness og kropsforankring, ind i skolen.

Katherine har i en årrække samarbejdet med zen-munken Thich Nhat Hanh sammen med hvem hun også har udgivet bogen Happy Teachers Change the World. Hun taler om nødvendigheden af at børn modtager træning i at forankre sig i sig selv først og fremmest, for fra denne dybere selvberoenhed at kunne møde verden. Hun udtrykker at inderst i hjertet af selve bevægelsen indad ligger indsigten i at det ydre og det indre dybest set er ét.

Mary-Helen Immordino-Yang, som forsker i neuropsykologi, fortalte om et forskningsprojekt på University of Southern California hvor man har fulgt skoleelever fra indskolingen og op gennem klasserne til de afsluttede skolen. Det mest fremtrædende billede er hvor udbredt angst er blandt disse unge. Alt for mange børn udvikler, på deres forløb gennem skolesystemet, angstsymptomer som slår igennem på et neurologisk, psykologisk eller fysisk niveau. Mary-Helen fortalte at for at adressere denne problematik var de nu i gang med et forskningsprojekt med særlig fokus på de klasser hvor det gik børnene godt. Her undersøgte de forholdene omkring de undervisere der var mentor-lærere, som underviste andre lærere, de såkaldte super-teachers. Her forsøger forskningen at beskrive hvad disse lærere gør for at skabe en klassestemning med mindre fokus præstation, og hvor børn kan trives og udvikles også menneskeligt.

Denne undersøgelse er, som meget forskning på dette område, i en begyndelsesfase. Men, fortæller Dan Siegel, fra hans arbejde med ledelsesforskeren Peter Senge, den danske biolog Mette Miriam Bøll og innovations- og fremtidsforskeren Otto Scharmer, véd man allerede meget om hvilke ingredienser der skal til for at et klasseværelse, en skole, en virksomhed eller en institution, skal udvikle sig til hvad der kaldes a generative social field, det vil sige at mennesker trives og udvikles og at der fra dette sted kan udgå impulser af værdi for miljøet omkring feltet: For at dette skal finde sted, skal, for nu at tage klasseværelset som eksempel, forholdet mellem lærer og elev være ligeværdigt og respektfuldt og omgangsformen empatisk eller, endnu bedre, hjertelig.

Disse kvaliteter skal være fysisk mærkbare, de skal opleves i både kroppen, vejrtrækningen, hjertet og bevidstheden.

Disse konstruktive rum står i skarp modsætning til de sammenhænge hvor stress, præstation og gensidig konkurrence sætter dagsordenen.

Man véd, understreger Dan Siegel, dybest set ikke hvad Generative Social Fields egentlig er. Selvom alle der oplever det kan mærke det. Men måske, siger han, vil vi med tiden kunne finde en mere stringent beskrivelse af fænomenet. Da man første gang iagttog og eksperimenterede med elektromagnetiske felter i 1800-tallet, forstod man dem ikke. Kunne man ikke forklare dem. I dag ligger elektromagnetismen til grund for al moderne teori og praksis omkring elektricitet.

For mig, som er en del af Foreningen Børns Livskundskab, stiftet af blandt andet Jesper Juul, Helle Jensen, Steen Hildebrandt og Jes Bertelsen, er det påfaldende og glædeligt hvordan den pædagogiske frontforskning der præsenteres her på symposiet, synes at kredse om, opdage og beskrive vigtigheden af at børn støttes i udvikling af kropsbevidsthed, empati, og bevidsthedsklarhed, netop de kvaliteter som Børns Livskundskabs pædagogik peger på, samlet i den såkaldte femkant som Jes Bertelsen har formuleret, og som lister kropsbevidsthed, bevidsthed om åndedrættet, de samhørighedsfølelser som reflekteres omkring hjertet og bevidsthedsklarhed som netop de grundsten af vores menneskelighed som det er allervigtigst at kultivere.

Siegel fortæller, som et andet klart resultat fra hans forskning på MIT, Massachusetts Institute of Technology, hvordan børns oplevelse af at blive set og hørt er en anden afgørende faktor. Og han fortsætter at selv om man endnu ikke i detaljer kan beskrive hvordan det går til at nogle lærere lykkes med at skabe denne generative atmosfære, så er det klart at disse lærere dels netop tager børnene alvorligt, dels er ekstraordinært nærværende.

At forstå dette nærvær er én af den pædagogiske forsknings hovedinteresser.

Én af de foredragsholdere som berørte mig mest, var den kun 20 år gamle Jamila Tressel. Symposiets absolut yngste presenter og en ildsjæl der brænder for fremtidens uddannelsessystem. En changemaker kalder hun sig selv.

Jamila fortæller at da hun var lille, var hun hvad man ville kalde et intelligent barn. Hun blev derfor flyttet til en skole hvor undervisningen angivelig skulle være mere effektiv og kunne imødekomme hendes niveau. Miljøet her var så præget af præstation og pres for at få høje karakterer, at hun udviklede angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at kunne leve op til hvad der blev forventet.

Som tiårig droppede hun ud af skolen. Hendes forældre opdagede at hun ikke smilede længere, at hendes glæde ved, og interesse i, at lære var forsvundet. De flyttede hende så til en skole hvor fællesskab og empati, og ikke elevernes præstationer, var i forgrunden.

Det bragte hendes glæde og faglige nysgerrighed tilbage. Hun har nu lige forladt gymnasiet og arbejder som changemaker for skolesystemet i Tyskland hvor hun coacher både lærere og elever med fokus på OECDs grundprincipper for læring: At det væsentlige er:

 

  • At lære at lære – at opleve betydningen af et trygt læringsmiljø
  • At lære at leve sammen – lære fællesskab i stedet for konkurrence, at lære samhørighed
  • At lære at handle – at engagere sig.
  • At lære at være – lære at være sig selv, at udvikle omsorg for sig selv og andre, at kende til sammenhængen mellem meditation og nærvær

 

Ved symposiets slutning var der blandt både forskere og praktiserende mange forskellige meninger tilstede, i rummet og gruppen. Men alle kunne vi enes om at de presserende behov for at reformere verdens uddannelsessystemer er uløseligt forbundet med de presserende behov for at adressere klimakrisen.

Nu er seniorforskerne rejst hjem, og min ven og medpraktiserende, Martijn, der er antropolog, ansat på Aarhus Universitet og ligesom jeg bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede, og jeg sidder med 33 unge phd-studerende og forskere der har meldt sig til dette lille to-dages retreat som Martijn og jeg skal lede, og som afslutter symposiet. Som faglig panel til at processere deltagernes eftertanker og spørgsmål har vi Mary-Helen Immordino-Yang og Andreas Roepstorff fra Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet.

Disse unge retreat-deltagere er hjerneforskere, antropologer, biologer, psykologer, religionsvidenskabs-kvinder og -mænd, de er fremtidens forskere, og de ønsker at forene et akademisk liv med en kontemplativ praksis.

Om et øjeblik gå vi ind i 48 timers stilhed for at fordybe os i væren og i samvær uden ord. Efter symposiets flod af verbalitet. Man også for at fordøje alt det inspirerende og for fremtiden håbefulde som konferencen har båret vidnesbyrd om.

Selv om symposiets emne er meditation, bevidsthed, medfølelse og fordybelse i både praksis og teori så trækkes opmærksomheden under de mange oplæg uundgåeligt også udad, i networking, i forståelse, i de nyeste resultater, i powerpoints og grafer. Og i karrieremuligheder. I hvem omkring én der er hvem, hvem der er noget eller nogen.

Også på den baggrund er det tilfredsstillende med disse unge mennesker at kunne træde ind i et 48 timers stille rum, med en forenklet agenda: At hver enkelt kan være sig selv.

I god forskerånd vil vi nu gå ind i et indre laboratorium, for måske at bevæge os lidt dybere indad i os selv og derfra, siden hen, at kunne komme lidt dybere i kontakt med medmenneskene og omverdenen.

I vores meditationsrum her i Fürstenfeld sidder altså lige nu et lille udsnit af fremtidens forskere og ser både mod den indre horisont og den ydre. De sidder i ekkoet fra symposiets essens: At ydre bæredygtighed er uløselig forbundet med kontakt til dybere dele af en selv, til indre bæredygtighed.

Foto: Nina Bürklin, Valentin Dinges


 

Hanneli Ågotsdatter
er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer. Hun er Kontemplations daglig leder og underviser på vores kurser og retreats. Hanneli har siden 2014 undervist på Mind&Life Europes årlige samlinger. Hun er en del af Vækstcenterets faste undervisergruppe og medlem af Center for Systems Awareness’s kontemplative fakultet.

 

 

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.
Scroll To Top