Den blå blyant
af | SKRIFT | 13. marts 2026
I venstre hånd hviler en blå, aflang, sekskantet blyant. Let kølig, men varmes langsomt i kontakten med hånden. Den har en glat overflade dog med visse uregelmæssigheder. Den har formentlig været tabt på gulvet, ligget op ad andre skriveredskaber og fået skrammer. Der er kommet ridser i lakken.
Blyanten bliver en forlængelse af hånden, som en forlængelse af armen, som er hæftet på en krop. Når den velspidsede ende af grafit rammer papiret, fremkommer en ru og rolig lyd. Den formdanner forskelligartede tegn, som i en dans uden egentligt formål hen over papiret. Tankerne vandrer, mens øjnene hviler på blyanten.
Jeg kommer i tanke om ét af mine første møder med en blyant.
En lille buttet barnehånd, der tager naturligt fat i en blyant med sin venstre hånd. Voldsomheden, når de voksne omkring den lille hånd resolut tager blyanten ud af hånden og placerer den i den højre barnehånd. Kejtet.
En kamp.
En følelse af forkerthed.
Da jeg begyndte i skole, var der ingen, der tog blyanten ud af min hånd. På sin egen måde var det let forvirrende og samtidig befriende. Her accepterede man åbenbart, at den hånd, der ville holde blyanten måtte gøre det.
Forkerthed blev gradvist til accept.
Min dansklærer – han hed Jakob – var vidne til, at vi var to, der skrev med venstre hånd. To piger, der af og til blev drillet af de andre børn på grund af dette.
Jakob trak os en dag til side efter timen. Han fortalte, at Charles Chaplin spillede violin med venstre hånd. Han fortalte også, at store kunstnere som Leonardo de Vinci og Pablo Picasso var venstrehåndede. Han viste os nogle af deres værker. Mens han fortalte, opdagede jeg, at jeg sad med åben mund og lyttede.
Jakob sagde til os, at mennesker som fra naturens side vælger at bruge venstre hånd er anderledes stillet i den måde, deres hjerner virker på. Han fortalte, at de ofte har en mere lige adgang til kreativitet.
To små piger på syv år.
Accept.
Værdsættelse.
Da jeg gik hjem fra skole den dag, følte jeg, at jeg bar på en lille hemmelighed. Et lille skinnende lys, en flamme som jeg måtte passe på ikke blev blæst ud. Jeg satte mig hjem på mit værelse og tog en blyant i hånden.
Ingen forkerthed.
Accept.
Værdsættelse.
Lige nu.
Med en blå blyant i hånden.
Foto: Charlotte Toft og Mikkel Strandbygaard
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF fra Vedfelt Instituttet.Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en særlig interesse for drømmearbejde i den terapeutiske proces.
Britta har desuden en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.
Britta er med i teamet bag Kontemplation og er underviser på Kontemplations platform. Desuden er Britta køkkenchef ved vores retreats.
Hun sidder årligt i retreat og modtager praksisvejledning af Peter Høeg.
Tak, Britta. Din fine historie bragte mig tilbage i en erindring om min bedste folkeskoleveninde, Vibeke, som også skrev med venstre hånd. Vi sad ved siden af hinden, og jeg kan pludselig huske helt tydeligt min fascination over se hendes hånd bevæge bevæge sig henover papiret på en anden måde end min – og hvor pænt jeg syntes hun skrev – og hvor glade vi var for hinanden gennem folkeskoleårene. Så dejligt og at blive bragt i kontakt med gennem dine ord – tak for det ❤️.
Kære Lisser.
Tak for at dele denne bevægende erindring med med os ❤️