Jeg er af forskellige årsager nødt til at stemme pr brev til folketingsvalget – og tager i dag ind til det lokale bibliotek, hvor jeg er kommet en del gennem tiden.

Måske derfor virker han bekendt. Den skæggede yngre mand, der sidder i Borgerservice bag et bord, klar til at hjælpe mig med at afgive min stemme. Nøddebrunt hår, venlige øjne.
Vi smiler til hinanden.

Han scanner mit sundhedskort og viser mig en blå kuvert med en enkelt stemmeseddel indeni, og hvordan jeg efter at have stemt, skal klistre kuverten til og komme tilbage til ham.

Jeg går bag forhænget og stemmer, og rækker ham derefter den blå kuvert, som nu er behørigt lukket.
Vi skal begge sætte en underskrift på en erklæring, som han så stempler med et lille firkantet stempel, før kuverten kan puttes i en lukket boks, mens jeg ser til.

Jeg er fuld af forundring over hvor håndholdte disse små processer er – og fyldes også af en glæde over at mærke både hans omhyggelighed, og over at jeg bor i et land, hvor det at afgive sin stemme – alt andet uagtet – er en mulighed som kan udfoldes i en fredelig, nærmest fortrolig atmosfære.

Idet jeg vender mig for at gå igen, siger han: Tak fordi du valgte at stemme – og hen over min skulder siger jeg: Tak fordi jeg måtte.

Jeg går – fyldt af en blød opløftethed over dette møde hen over en skranke på Viby bibliotek – tilbage og ud i tirsdagens forårståge og cykler på arbejde…

Foto: Jess Moe, Unsplash