Klaverets toner slås stille an. Legende, udforskende og rytmisk. Kroppen lytter. Som om den gerne vil lege med. Være med. Jeg ruller den varme uldne yogamåtte ud på stuegulvet, sætter mig. Lader musikken guide bevægelserne. En blid vuggen i ryggen. Et langstrakt gab. Et befriende suk. Musikken flytter ind i kroppen.
På de lyse toner bemærker jeg, at vejrtrækningen bliver blidere. Som en sommerfuglevinges lette strejf. Pauserne mellem tonerne inviterer nærværet tæt ind. Hver celle i systemet er i samklang med musikken. Bevæger sig til den.
Musikken inviterer. Kroppen ruller, strækker, bøjer, svæver, rokker, laver blide strøg og rytmer. Bevæges udefra og ind og indefra og ud. Nærværet er vibrerende. Som mit indre og tonerne fra klaveret. Det er meditation i bevægelse. Da den sidste tone ebber ud, er hele min krop og mit indre afspændt og vitaliseret på samme tid.
En dag møder jeg manden bag tonerne på klaveret og fortæller ham, hvor meget hans indspilning betyder for min praksis. Han lyser op og fortæller mig historien bag. Han er blevet spurgt, om at indspille musik til en guidet visualisering. Måske er det netop det aspekt, jeg så tydeligt mærker. At han praktiserer, mens han improviserer og indspiller musikken. I ét langt stræk. Hans videregivelse af praksis.
Måske du kunne have lyst til at lytte med? Så finder du Nikolejs musik her:
Nikolej Matthias Foged er kropsterapeut, musiker og fastboende på Vækstcenteret i Nørre Snede.
Foto: Charlotte Toft
er sociolog og psykoterapeut. Optaget af mødet mellem mennesker, naturen, bevægelse og kreativitet.
Hun har haft nærværs- og bevægelsespraksis gennem mange år og modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg. Deltager årlig i retreats.

