Vi købte en gård den 1. november 2019, vi nåede det lige inden Corona. Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde: hvor er vi heldige, vi nåede det, vi kom ud af byen, ud af ensretningen, væk fra asfalten, ud af de sammenpressede felter af millioner af mennesker på for lidt plads. Det var uvirkeligt at eje noget så stort. Gården, laderne, grunden, træerne, græsset, kan man eje græs? Vi kom fra små firkantede leje lejligheder på Bjelkes Alle, på Weigandufer i Bermondsey, på Stefansgade. Nu havde vi en gigantisk gård. Bare badeværelset var større end mit soveværelse på Nørrebro.
Gården. Godt nok var den smadret, gammel, forfalden, forsømt, sukkende, mugnende, skimlende. Men nu havde vi et sted til vores rødder. Landmanden sagde, at vi mindede ham om burhøns der blev sluppet fri, og vi flagrede gennem stuerne, chokerede og lykkelige på samme tid. Vi rev tapetet ned, vi duftede til roserne, vi drak bobler, vi berusedes af bare fødder i græsset. Vores græs? Vi vænnede os til det hele, vi begyndte at skændes. Og så begyndte vi at renovere. For to dage siden sad jeg i min nye stue, på 1 sal.
For to år siden stod jeg samme sted og kiggede op i blå himmel, stod blandt loftsbjælker med orme-angreb på rådnende gulvbrædder med vinden susende, der var ikke noget tag længere, vi havde taget det af.
Her har jeg har brugt mere tid de sidste to år end noget andet sted. Jeg har arbejdet i månedsvis med alle lagene der skal til, før man læner sig tilbage og kigger på en hvid væg. En hvid væg er simpel og afslappende at kigge på. Men jeg sidder i min lænestol og jeg ser bag den hvide flade. Og det er med en følelse som at have besteget Mount Everest og at kunne læne sig tilbage og nyde glæden ved at huske smerten, når man ikke mere er i den.
Jeg sad i min stue for to dage siden, for første gang sad jeg i min stol på første-salen og kiggede på himlen gennem et lag af glas, og så tænkte jeg på noget som jeg hørte engang, og som i det øjeblik – efter flere års arbejde med materialerne, med træ, metal, gips, kalk, lim og papiruld, som nu er blevet til et trægulv og hvide vægge – gav mening på en anden måde: at bevidstheden ikke er defineret af rum. Bevidstheden har en dårlig vane med at stoppe hvor væggene stopper. Men der er ikke en virkelig grænse, bevidstheden er grænseløs, og man kan sætte den fri til at fortsætte gennem lagene af væggene, murene, taget, bygningen, lade bevidstheden fortsætte ud i luften, ud i rummet, gennem tiden, lidt ligesom en burhøne, der pludselig får sin frihed.
Dette blogindlæg er en del af en serie vi kalder ‘Praksis og faglighed’
Vores indre praksis lever sjældent adskilt fra resten af livet. Den bidrager til den måde, vi lytter, skaber, leder, underviser, behandler eller møder andre mennesker på – af og til endda uden at vi selv lægger mærke til det.
På Kontemplations seneste skriveworkshop inviterede vi skribenterne til at udforske samspillet mellem deres indre praksis og deres faglige eller kreative virke. For til jer som læser med på bloggen, at kunne give eksempler på hvordan nærværs- og hjertetræning taler sammen med arbejdsliv.
Hvor praksis kan skærpe blikket, åbne nye perspektiver eller kalde på en anden måde at handle og skabe på.
Her kan du læse en af de tekster, der blev til, da workshoppens deltagere udforskede netop dette.
har en B.A. i psykologi og er uddannet yogalærer med speciale i akroyoga. Hun er desuden uddannet Ritual Play-facilitator og har mere end to årtiers meditationspraksis bag sig.
Hun er kropsbehandler og kombinerer sine behandlinger med samtaler. Hun bor i et bofællesskab på Møn og faciliterer kurser med fokus på krop, nærværspraksis, ritual play og meditation.
