Et ungt menneske træder ind på mit kontor på universitetet. Hun er måske i begyndelsen af tyverne og skal i gang med sit speciale. Jeg kan mærke, at hun er lidt nervøs. Der noget energifyldt over hende, skarphed, nysgerrighed. Hun har noget på hjerte og erfaringer med fra sit feltarbejde. Lige nu taler hun hurtigt, med lange tankerækker. Jeg bliver fanget af hendes ideer og energi, får egne associationer.

Tanker og ideer flyver derudaf og mellem os – ping-pong. Noget i mig mærker, at det går for hurtigt, vi har glemt at lande. Jeg er antropolog og arbejder i en disciplin, hvor refleksion, analyse og begreber fylder en del. Det skal de. Men det er også et fag hvor feltarbejde gøres med alle sanser, og erfaringer og viden lagres i kroppen. Derfor passer det godt i vejledning af studerende at lede deres vej gennem både hoved og krop. De vigtigste spørgsmål og indsigter viser sig ofte i en lille gnist af interesse og undren, i en kropslig fornemmelse af retning og liv.

Praksis pejler mig ind på at lytte efter netop dét hos studerende og mærke efter i resonansen hos mig selv og i vores fag. Ikke at levere svarene, men mærke efter modstand og genklang i forsøget på at hjælpe en studerende med at opdage, hvor der allerede er undren, indsigt og retning i dem selv.< Det sker, at jeg foreslår en gående vejledning. Vi går en tur udenfor afdelingen, som ligger i skoven, og taler mens vi går side om side. For nogle studerende er det bedre end at sidde overfor hinanden med øjenkontakt, og med bøger på hylder omkring. Nogle samtaler flyder bedre blandt træer. Ord kan komme lettere, når kroppen er i bevægelse. Den dag, hvor den unge kvinde træder ind på mit kontor, lægger jeg mærke til tempoet og til kroppen et øjeblik. Stolen under mig, vejrtrækningen. Jeg forsøger at gøre det til en lille rutine for at komme godt ind i vejledninger. At lande sammen, før vi flyver.

Vi sidder skråt overfor hinanden. Jeg spørger: Okay, så hvad vil du gerne tale om? Hun begynder nu lidt langsommere at fortælle om sine idéer. Om det hun brænder for, undrer sig over, og gerne vil forstå. Det er lidt vildt – jeg mærker sitren og potentiale – kan det mon lade sig gøre? Kan jeg vejlede hende til det? Hvordan taler det ind i vores fag? Har hun materiale til det? Jeg prøver at spænde min egen begejstring lidt af og lytte – ikke kun med intellektet. Men også efter energien i hendes ord. Når hun går i stå, stiller jeg spørgsmål derfra. Mærker om der er brug for forenkling, og mere realisme i hvad hun – og jeg – har tid og kræfter til. Samtalen bliver lynhurtigt for mental. Vi er to hjerner, der kværner.

Der opstår tvivl, vi spænder op. Skal det være det ene eller andet? Teoretiske valg? Metoder? Det overordnede argument? Det er beslutninger, der kan få et speciale til at føles uoverskueligt. Jeg strækker mig og mærker gulvet under fødderne. Siger: Lad os starte fra bunden af. Hvad er det vigtigste for dig at få med? Hvad siger din mavefornemmelse? Hvad ville dit hjerte vælge? Nu mærker hun indad og er på vej til at tage beslutninger derfra. Der er opstået fin kontakt mellem os, begyndende tillid og fornemmelsen af et grounded forløb forude. Hun samler sine ting og siger ’jeg sender udkast til det første kapitel til dig’ og så går hun ud ad døren med faste skridt. Træt mærker jeg taknemmelighed over at have praksis med, og over at kunne få lov at være ’fødselshjælper’ i en studerendes proces.