De sniger sig frem under kraven i lyserøde toner. Som små øer der danner mønstre. Jeg har set dem før, og jeg ved, at de kan tiltage i styrke og blive til en eller flere sammenhængende plamager. 

Plamagerne kommer som regel lige før, der skal præsteres over for en gruppe, og hvor han har noget på hjerte. Noget som er vigtigt for ham at formidle præcist. Han åbner munden. Jeg føler med ham, for jeg ved – som han – at det nu kan gå alle veje. ’Træk vejret dybt’, tænker jeg. Plamagerne bliver kraftigere. Sårbarheden tydeligere.

Jeg ved af erfaring, at når farverne tiltager, så tiltager nervøsiteten med samme kraft. Jeg kigger med vilje væk fra halsen, selvom et dybt fascinerende mønster tager form. Et mønster, der i samklang med kroppens sindstilstand vibrerer sig på plads, i huden. Jeg overvejer om plamagerne kun er i den ydre hud, og hvordan signalsystemet opererer inden i os. Jeg  forsøger at berolige både ham og mig med en roligere vejrtrækning. Det plejer at virke.

Han åbner munden og stemmen dirrer, men pludselig skifter den, som om han fik fat i sig selv. Der er opstået en slags indre kontakt. Farverne og plamagerne – øerne af rødmen – fortoner sig. Jeg genkender alt. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.