Forleden, da jeg er i svømmehallen, føles det som om overvindelsen, der skal til for at komme ned i vandet, er større end vanligt, hvilket den formentlig ikke er.

En ældre kvinde, der står ved kanten, hvor jeg lader mig plaske ned i vandet og tydeligvis er påvirket af, hvad der i sekundet føles som et kuldechok, siger henkastet og samtidigt mildt, det er en tærskel, man skal overskride hver gang.

Jeg mærker, at jeg smiler og nikker. Vi genkender noget i øjeblikket og i hinanden.

Som jeg glider frem i vandet, får jeg et glimt af, hvor almindelige vi mennesker er. Hvor ens vi er. Og hvor almengyldigt kvindens ord virker på mig. For er det ikke ofte sådan, at vi står ved tærskler? Små som store. Hvor vi tydeligt mærker, at der er et før og et efter?

Da jeg senere står under den varme bruser og nyder massagen af de let hårde stråler på mine skuldre og nærmest smelter, står jeg ved siden af en lille pige og hendes mor. Jeg mærker, at jeg ikke kun varmes af vandet, men også af den fine og kærlige kontakt, jeg bliver vidne til mellem de to.

Noget i mig bliver selvbevidst.

Jeg ser på mig selv med den lille piges øjne.

Jeg tænker på om, hun bliver skræmt af mit tydelige ar.

Jeg opdager, at moren har et stort ar nederst på rygsøjlen og mærker en følelse af samhørighed.

Jeg trækker vejret og tillader mig at mærke mine livs-ar.

Både dem man kan se og dem man ikke kan se.

Og det er som om, at jeg mærker alle pigerne og kvinderne under de varme brusere og mærker, at vi dybest set er mere ens end, vi er forskellige.

Jeg drages igen af den lille pige. Hun er måske fire år. Hun er fuld af liv og gå-på-mod. Og så opleves det som om, at hun har en særlig sans for omsorg – i dette tilfælde over for hendes mor – en mor som i sig selv fremstår stærk, kærlig og omsorgsfuld.

Da vi forlader vores varme vand fra bruserne, opdager jeg, at moren har mistet en del af sin førlighed på det ene ben. Jeg tænker, at det måske hænger sammen med arret på ryggen.

Jeg mærker medfølelsen, som spontant strømmer i og igennem mig.

Medfølelsen med moren.

Med datteren.

Med mig selv.

Med alle kvinder.

Og med alt kvindeligt – også i
mænd.

Foto: Charlotte Toft