Jeg hoarder som et lille egern. Min egernkrop hoarder.
Hvad er det danske ord for hoarde?

At samle til hobe, at lave forråd, at gemme til natten. Jeg gemmer både til natten og til katten, men mest til mig selv. Jeg lader instinktet føre mig. Jeg samler op fra vejkanten, uanset om jeg er i Berlin eller på Lolland, hvor folk har stillet noget ud, er jeg der, standser bilen eller cyklen eller fødderne, jeg snuser med min egernnæse, den bevæger sig hurtigt, jeg samler tingen op i hænderne, holder den lidt, mimrer over den, tager den med eller stiller den tilbage.

På facebook, ser hvad der bliver lagt op på Møn Gratis, så kører jeg afsted og henter et grimt skab, en skåret havekrukke, en aflagt kjole.

Jeg kører aldrig efter en liter mælk, uåbnet, eller en halv pose kattemad selvom de bliver tilbudt. Loppemarkeder, garagesalg, tøjbytte dage, min veninde giver mig noget, jeg siger ja og tak, jeg skifter ud, jeg finder plads. De små poter samler tingene op, holder dem i hånden, kærtegner dem, gør dem levende, suger fra dem, mens snuden virrer, og ørene og øjnene bevæger sig og holder øje, flere ting, mere at samle, et forråd, til hobe, skatkammer, forrådskammer, spisekammer, jeg samler som værn mod at mangle, om værn mod at glemme, som værn mod tiden der går.

Jeg har et fadebur, hvor heldigt er det, på den gamle bondegård hvor jeg bor, tænk at jeg har det, hvor mange mennesker har det, et fadebur, det er nede i en kælder og jeg samler i min kælder. Jeg hoarder, jeg putter ting i kælderen, flasker, glas, krukker, bøtter, poser, sække, nogen fyldte med blommer, tomater, brombær, vodka, løg, jordbær, andre er tomme og venter på indhold.

Jeg gemmer porcelæn fra min farmor, jeg har to flyttekasser af det samme stel, 24 af hver ting. Der er middagstallerkener, morgenmadstallerkener, ostetallerkener, dessertallerkener, kagetallerkener, der er underkops tallerkener og der er kopper. Te og kaffe og kakao kopper. Der er sovseterriner, suppe terriner, der er fade med låg, fade uden låg, skåle til risalamande, der er kander til vand, til kaffe til te til kakao, som passer til kopperne til kaffe til te til kakao, de kopper er blevet ført til læber engang med kaffe og te og kakao, nu ligger de ude i stalden i kasser. Jeg henter en kop engang imellem, når der er en af dem i køkkenet der har fået et skår.

Min farmor havde værkstedet. Det var et værksted, men det var også et spisekammer fyldt af syltede ting, sveske juice, tørre kiks, kartofler, blommer i madeira. Den mugne duft derinde og det kolde sus fra det uopvarmede rum efter den omklamrende gulvvarme i stuen føltes som en anden verden. Jeg fandt whiskyen derinde i værkstedet og tog skjulte slurke som gjorde eftermiddagene slørede, så længe jeg tog små slurke ville ingen opdage det, med barnets usammenhængende tidslighed lagde jeg aldrig de akkumulerede slurke sammen. Flasken blev synlig tom med tiden. Det blev aldrig nævnt.

Mig i min farmors hus, et lille egern der vimser rundt, på jagt efter skatte, forråd og skjulte ting, allermest aktiv og virrende i den del af dagsrytmen der var eftermiddagsluren. De lagde sig ned, hun i kammeret, han i stuen nedenunder, og jeg havde altanstuen med dens støvede lys for mig selv. Der var en dyrebar lille time hvor jeg kunne snuse min vej rundt i et stille hus, dødsstille. Ingen var døde jo, men der var helt stille fordi ikke bare jeg, men alt i huset forsøgte at være stille for ikke at forstyrre deres middagslur. Jeg forestillede mig et hus der holdt vejret som barn. Listede ud i værkstedet. En bid af en blomme i Madeira, sjælden skat, ellers kun serveret for gæster om aftenen. Stjal jeg? Var det egern kroppens instinktive trang til at samle, smage, gemme, opdage, skjule, sikre sig til vinteren?

Uskyldigt? Jeg har udviklet en vane med at søge, samle og gemme og har frivilligt rakt hånden op som den der husker. Jeg husker, jeg vil gerne huske, jeg vil gerne samle, jeg vil gerne opbevare det, det er vigtigt at huske, I skal ikke smide det ud, I kan give det til mig. Har jeg udråbt mig selv som et værn mod at tiden går og tager ting, tanker og mennesker med sig? Hvis jeg husker det, findes de så stadig?

Der er min morfars breve fra Grønland, skrevet i 1971 på en skrivemaskine med særligt tydelige punktummer, kommaer og situationstegn så siderne er underligt plettede, når man kigger henover dem ligner de sælsomme mønstre. Der er dato og sted på hvert ark, stederne er stavet med mange a’er og u’er og q’ er og dobbelt s’er og jeg siger dem højt for mig selv, uden at vide hvordan jeg udtaler dem. Jeg kan jo godt sige Julianehåb og Svalbard og Baffinsbugten, men Misigssut, Narsalik, Arsuk, Ivigtut, Nanortalik, Tasiusaaq, Umanarsuaqq, Qagdlimiut, Kangerdluarssoriuuq er mysterier.

Det er godt at sige, de er gode ord at have i munden, fyldt med landskaber, isbjerge, bygder, hvalspæk og jernmalm. Jeg kopierer de passager hvor han falder i staver over nordlyset eller isbjergene, ind på computeren. Jeg har et dokument der hedder ’Morfars breve fra Grønland’.

Jeg vælger hans sætninger om at føle sig lille i det umådelige landskab, mellem beskrivelser af udvindelsen af jernmalmen, over danske fåreavlere på Grønland, antallet af tuberkulose- ramte i de små bygder, og hvad der bliver serveret til frokost. Jeg vælger og kopierer passagerne hvor han skriver om grænserne mellem det begribelige og det ubegribelige, og dér hvor han skriver om nåden og om meditation.

Han skrev om meditation i 71. Jeg havde ikke meget tid med ham, vi kom aldrig længere end til at konkurrere om hvem der spiste havregrøden hurtigst, og klart jeg vandt, jeg havde den største ske, og var den eneste der tog konkurrencen alvorligt. Da han ikke var der mere, var det første gang nogen forsvandt som jeg havde troet ville være der for altid.

Jeg nåede ikke at blive stor nok før han døde, jeg kunne ikke snakke med ham om at eksistere dengang, jeg var for lille. Nu mærker jeg savnet efter den gamle mand. Nu ville jeg gerne sidde med ham og drikke en cognac eller en Lumumba eller bare et glas vand og snakke om bevidstheden. Om hvordan den udvider sig når landskabet åbner sig: Jeg ville have bedt ham om at fortælle om nordlyset, for jeg har aldrig set det, og det er en af de ting jeg vil nå før jeg dør.

Foto: Charlotte Toft