side 1
Nu skal jeg da lige holde nøje øje med
spidsen af min kuglepen; lige når der
kommer den blå farve ud af kuglepennens
spids er det i nu’et. Det vil sige, nu
hvor jeg skriver ordet NU, var jeg
i nu’et, men nu er jeg det igen.
Nu skal jeg da prøve at fange nu’et
på mit stykke papir. Hmm, måske når
jeg skriver langsomt, eller stort.
Virker ikke rigtigt. Nu skal jeg

side 2
prøve at skrive meget pænt og
langsomt. Det virker bedre,
føles det, men det er løgn.
Måske skulle jeg skrive på min
hånd og prikke hul i huden med
kuglepennens spids. Det ville da
gøre ondt og jeg ville da
huske øjeblikket bedre, men
jeg ville ikke kunne fastholde nu’et.
Nu prøver jeg at skrive
med min venstre hånd.
Ingen nytte.
Men jeg kan sige, at alt det
jeg skriver her, er bevis på, at nu’et fandtes.
Løsningen ville da være at
jeg skriver så hurtigt, at jeg altid er der, hvor nu’et er.
Problemet er, at jeg ikke kan

side 3
fange det, det ligger jo ikke foran mig,
det ligger jo lige her, nej her,
nej her, hvis det fortsætter sådan
er jeg bange for, at jeg på et
tidspunkt dør!! (Jeg må gøre
noget ved det! Ellers ender det
ikke godt!)
Nu tegner jeg en lang linje med
kuglepennen og følger nu’et:

virker ok

og nu tænker jeg, at alle min krops celler er i
nu’et. Fordi de ikke kan tænke.
Fedt, jeg har løst problemet.

🙂

Foto: Ulrich Hald