I foråret 2005 hørte jeg Jes Bertelsen i samtale med Anders Laugesen i radioudsendelsen Eksistens. Samtalen handlede blandt andet om, hvordan børn kan hjælpes til at opretholde kontakten til deres naturlige grundkompetencer og kontakten til hjertets visdom – som en modvægt til den udadvendte moderne læringsform og til de mange input og krav, som børn konfronteres med i en travl og til tider stresset hverdag. Denne radioudsendelse blev for mig starten på foreningen Børns Livskundskab, idet jeg så muligheden for at arbejde på et dybere og samtidig mere basalt niveau med at hjælpe mennesker – børn som voksne – med at reetablere kontakten til sig selv, når den af en eller anden grund var forsvundet, og personen mere eller mindre permanent var ”ude af sig selv”.
Det viste sig, at vi heldigvis var flere, der delte interessen for, og var parate til, at lægge styrke og arbejdskraft i området, og i løbet af det næste års tid havde vi dannet foreningen Børns Livskundskab. Den udgøres i dag af Katinka Gøtzsche som er forkvinde, Anders Laugesen, Jes Bertelsen, Jesper Juul, Martijn van Beek, Michael Stubberup, Peter Høeg, Steen Hildebrandt, Rikke Sigaard, Hanneli Ågotsdatter og jeg, der alle, med hver vores fagspecifikke viden, kan bidrage til at udforske emnet: Hvordan man styrker børns og unges selvberoenhed og empati
Mere bredt er vores arbejde blandt andet kendt gennem bogen “Empati, det der holder verden sammen”, som flere af os skrev sammen i 2012, og som er blevet oversat til flere sprog. Som vi skriver i bogen, er det vores opfattelse, at det bedste vi kan gøre for børn lige nu, er at hjælpe dem med at holde kontakten til deres egne indre ressourcer, autenticitet og dømmekraft – i en verden i hastig forandring.

Vi arbejder især sammen med professionelle – primært lærere og pædagoger – som er sammen med børn i hverdagen. Og vi arbejder ud fra den viden, man i dag har i de psykologiske og pædagogiske fag om relationens betydning for det gode lærings- og udviklingsmiljø, og ud fra den viden, som man igennem århundreders kontemplativ praksis har samlet om betydningen af at bevare kontakten til de naturlige kompetencer.Med dette udgangspunkt, og i foreningens ramme, har jeg kunnet arbejde videre med min egen store interesse for mødet mellem mennesker.
Mødet, som det viser sig i dialog, i undervisning, i relation, i behandling – i alle kontakter, der foregår mellem mennesker.
Via mit arbejde som psykolog i familier, skoler og daginstitutioner, har interessen for mødet mellem børn og voksne udviklet sig og dermed også ønsket om at facilitere dette møde, så det kan bringe størst mulig næring til den enkeltes eksistens og den bedste mulighed for udvikling for alle deltagere i mødet.
Det har altid fascineret og undret mig, hvordan nogle møder kan gløde og skabe både ro og mulighed for fordybelse samtidig med, at kreativitet og udvikling kan vokse i et dynamisk fællesskab. Da jeg begyndte at arbejde som psykolog for ca. 40 år siden, havde jeg og enkelte kolleger en fornemmelse af, at nogle stunder var gyldne og glødende, mens andre var grå eller decideret smertefulde og destruktive.
Det var tydeligt at se og fornemme – hvis altså jeg og andre havde modet og nærværet til at se og fornemme.
Men det var ikke så let at beskrive eller forstå, endsige sætte ind i en teoretisk referenceramme, hvori forskellen bestod. Hvordan kan relationer fremme værenskvalitet og udvikling, spurgte vi os selv.
Heldigvis har emnet siden været genstand for interesse blandt såvel teoretikere som praktikere i ind- og udland, og der er både på det udviklingspsykologiske og neuropsykologiske felt blevet forsket i, hvordan relationen mellem børn og primære voksne har en afgørende betydning for udvikling og trivsel generelt.

Med udgangspunkt i eksistentiel psykologi og udviklingspsykologi begyndte jeg og flere af mine kolleger fra det daværende Kempler Institut, her iblandt Jesper Juul, i 90´erne at undersøge, hvilke faktorer, der kunne beskrive relationen mellem barn og voksen, som den udfoldede sig i familien, i skolen og i daginstitutionen.
I vores langt senere arbejde i Børns Livskundskabs regi har vi primært arbejdet med de professionelle relationer i skole og daginstitution, hvorfor de også skal være udgangspunktet i denne beskrivelse af vores arbejde med at udvikle relationskompetencebegrebet. Jeg vil udfolde dette arbejde en smule her, for at tydeliggøre, hvor vigtigt bidraget fra den kontemplative tradition er i arbejdet med formidling til de mange, der underviser og tager sig af børn.

Paradigmeskiftet i udviklingspsykologien, som i kort form kan beskrives som vejen fra at se børn som skrøbelige, asociale og narcissistiske individer fra fødslen til at se dem som robuste, sociale individer, har været helt skelsættende for vores arbejde. Her er vores erfarede forståelse af, at børn er sociale individer fra fødslen, blevet underbygget af blandt andre Daniel Sterns banebrydende arbejde hvor han har analyseret interaktioner mellem barn og omsorgsperson ned til mindste detalje, og derved synliggjort barnets evne til at være i relation helt fra begyndelsen.
Set fra et udviklingspsykologisk perspektiv udspringer barnets sociale kompetence af behovet for at være værdifuld for andre.
Dette er et grundlæggende eksistentielt behov, som netop gør barnet til et socialt individ fra begyndelsen, og som, lidt forenklet sagt, får barnet(mennesket) til at strække sig langt i mødet med andre for at vedblive med at være en del af fællesskabet og få del i kærligheden og accepten fra fællesskabet. Dette sker ofte på bekostning af barnets egen integritet, dets egenart og selvstændighed, og denne strækken sig kan give en ubalance, der medfører forringet kontakt til barnets egne indre kvaliteter. Det kan på almindelig dansk kaldes at strække sig ud over sin egen grænse og dermed forlade sine egne følelser og dømmekraft og komme ud af sig selv. Det beskrives ofte som at miste selvfølelsen, og med den også ofte selvberoenheden, forstået som evnen til at hvile i sig selv med kreativitet og dynamik i behold, samtidig med at muligheden for at være i kontakt med andre bevares.

Vores erfaringer i arbejdet med børn og voksne i skoler og daginstitutioner lærte os, at barnets udvikling bedst kunne tilgodeses i relationer præget af respekt, ligeværd, interesse, anerkendelse og empati, hvilket langt senere blev underbygget af for eksempel Nordenbos og Hatties undersøgelser på området.
Vi erfarede også, at når det drejer sig om at sikre børns udviklingsmuligheder i hverdagen, er det hensigtsmæssigt at fokusere på relationen mellem børn og voksne og på den voksnes ansvar for relationens kvalitet, netop for at undgå, at barnet ses som et objekt, der skal repareres, for at det kan fungere ordentligt i en læringssammenhæng.

Denne erkendelse satte på en måde barnet fri fra det ansvar, som børn gennem tiden har fået påført eller tildelt for de voksnes utilstrækkelighed, og det satte samtidig den professionelle voksne i fokus på en helt ny måde, hvor de personlige egenskaber også fik betydning i den professionelle relation: Lidt populært sagt var tiden ikke længere til at lærerens ord var lov. Den gammeldags autoritære opdragelse, opbygget omkring straf og konsekvens og ud fra en antagelse om, at børn er asociale og egocentriske fra begyndelsen og derfor skal indlære de sociale kompetencer, var passé! Paradigmeskiftet i udviklingspsykologien indebar endvidere, at vi måtte udvikle nye begreber til at beskrive relationen mellem barn og voksen.
Det førte til introduktionen af begreber som fagpersonlighed, fagpersonlig udvikling og relationskompetence, som blandt andre Jesper Juul og jeg har udfoldet det i bogen om “Pædagogisk relationskompetence“.

Op gennem 1990´erne og den første halvdel af 2000´erne arbejdede jeg og andre, gennem supervision og kurser i fagpersonlig udvikling og relationskompetence, med at udvikle den professionelles muligheder for at danne relationer til barnet/børnene præget af gensidig respekt (og det er noget andet end angst for straf!), empati, ligeværd, anerkendelse og interesse.
Rent praktisk var implementeringen af paradigmeskiftet og forståelsen af relationens betydning for udvikling og læring en kæmpe omvæltning for den enkelte professionelle, der kom i kontakt med dette arbejde. Der blotlagde både sårbarheder og nye handlemuligheder.

Sårbarhed er i den forstand at den professionelles personlighed får langt større betydning, når det ikke kun er den faglige viden, der er i spil i samværet mellem barn og professionel, men også det personlige nærvær. Det betyder, at den professionelle så vidt muligt må være i kontakt med sine egne følelser og reaktioner, som de udløses, når der for eksempel ikke er ro i klassen, eller når det ikke lykkes at komme igennem med undervisningen til én eller flere elever, eller når forældre synes, at læreren ikke har levet op til deres forventninger til, hvad deres barn skal tilbydes i skolen.
Det får nemlig afgørende betydning for læringsmiljøet, hvorvidt læreren er i stand til at møde disse udfordringer i kontakt med sig selv og med barn og forældre, idet det netop er gennem denne kontakt, at kvaliteterne respekt, interesse og empati kan udfolde sig. Samtidig giver det handlemuligheder, at læreren fra sin side af relationen har indflydelse på samværet, og det kan udløse stor lettelse, når det bliver klart for læreren, at der rent faktisk er handlemuligheder, og at det ikke kun drejer sig om, at børn og forældre skal ændre sig, før det er muligt at komme videre i samarbejdet og læringsprocessen. Det giver læreren kraften tilbage til at udøve sit ansvar, og hvem vil ikke gerne udskifte en afmagt og en følelse af at være offer for omstændigheder, som man ikke kan påvirke, med muligheden for rent faktisk at få indflydelse på udviklingen af de kvaliteter, som man gerne vil fremme?

At gå i relation kræver netop et autentisk nærvær, som virkelig betyder, at den voksne er til stede i relationen, at hun virkelig gør, hvad hun prædiker. Det er den vanskelige kunst i menneskeligt samvær – virkeligt at leve de værdier, som vi gerne vil videregive til børn og unge.
Men egentlig var udgangspunktet for mit professionelle arbejdsliv slet ikke på den voksnes side af relationen, men på barnets. For dengang som nu var det børnene, der blev henvist til psykolog, når noget i barnets adfærd blev besværligt for omgivelserne. Og hvis jeg skulle lave en fælles beskrivelse af disse børn, så kunne det være, at de var ude af sig selv – at de i deres kamp for at vedblive med at være en del af fællesskabet og mærke kærligheden, accepten og anerkendelsen fra dette, havde bevæget sig væk fra sig selv og ud af sig selv. Denne bevægelse så jeg ikke kun hos de børn, der af forskellige årsager havde det svært, men også hos mange andre børn, som blev taget af de mange krav, tilbud og input, som er i børns liv i dag, ikke kun i real life, men også i virtual life. Flere og flere børn og unge bliver plaget af stress, søvnbesvær og angst for ikke at kunne leve op til tidens krav om at præstere, og om at gøre sig særlig bemærket for at kunne ”blive til noget.”

Med udgangspunkt i psykologien blev valget af intervention for os samtalen, som kan hjælpe både barn og voksen tilbage til sig selv, til at kunne mærke sine egne grænser og til at kunne udtrykke dem. Og til at mærke empatien og anerkendelsen af sig selv som et udgangspunkt for at kunne være empatisk og anerkendende over for andre.
Egentlig er samtalen ikke noget dårligt valg, den er faktisk en enestående mulighed for at lære både sig selv og andre at kende, hvilket især bliver tydeligt, når flere lærere og pædagoger trænes i at have den type eksistentielle samtaler med børn og unge, som kan virke trivselsfremmende og udviklende for alle parter i samtalen.

Men det er også tydeligt, at der er mange andre faktorer, der spiller ind, når vi er ude af os selv.
Udtrykket siger det næsten i sig selv: Ude af sig selv – ikke i kontakt med kroppen eller åndedrættet, og uden den mulighed for at tænke klart og kreativt og mærke sin empati overfor sig selv og andre, som det afspændte nærvær kan give. Og netop det modsatte – at være i kontakt med sig selv – beskrevet som det at være i afspændt kontakt med krop og åndedræt og at kunne være vågent nærværende og empatisk åben over for sine omgivelser, er naturlige, medfødte kompetencer, som de fleste af os har lagt mærke til, når vi har været i kontakt med nyfødte, eller få måneder gamle, børn. At holde kontakten til disse naturlige kompetencer har man arbejdet med i de forskellige kontemplative traditioner i århundreder, og i Børns Livskundskab arbejder vi ud fra de almene grundprincipper i denne viden, som kan anses for at være frisat, idet den findes som et fælles vandmærke i alle de store kontemplative traditioner.

 

Foto: Pia Enghild og Hanneli Ågotsdatter

---

Artiklen Børns Livskundskab – nærvær og empati i skolen er her redigeret og tilrettelagt til Kontemplations blog. Den udkom første gang i 2017 som et bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen. 2. påskedag bringer vi artiklens anden del Pentagrammet. 

---

 

Helle Jensen
er cand.psych. med relationskompetence som sit fokusområde. Hun er tidligere forkvinde for foreningen Børns Livskundskab og arbejder nu primært i Tyskland og EU iøvrig. Hun har været undervisningsleder for det danske Kemplerinstitut og har samarbejdet tæt med Jesper Juul, blandt andet har hun og Jesper skrevet bøgerne Pædagogisk Relationskompetence, fra lydighed til ansvarlighed. De senere år har hun har opbygget en international uddannelse for professionelle der arbejder med børn og unge, i træning af empati, nærvær og opmærksomhed. Hun er forfatter til blandt andet bogen ”Nærvær og empati i skolen”, og medforfatter til blandt andet ”Empati – det der holder verden sammen.”