I den sidste tid overmandes jeg af og til af en overvældende følelse, som giver en fysisk smerte i mit hjerte. Det er som om, mit hjerte mærker alle børns gråd på én gang.
Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en sang, som jeg hørte for første gang, da jeg gik i syvende klasse. Det var min søster, som var på efterskole, der introducerede mig til den.
Du får lidt af teksten her fra White Lion: ‘When the children cry – let them know, we try’

Min blyant standser op.

Jeg mærker mit hjerte.

Og jeg mærker medfølelsen med mit eget indre barn, mine egne indre børn.

Jeg mærker, at de godt må være der.

Jeg løfter blikket.

Ser ud ad vinduet.

Dagen vågner.

Jeg kommer i kontakt med en følelse af at mærke alle de børn, der græder. De forladte børn. De fortabte børn. De børn, der har været nødt til at glemme, hvem de er for at passe ind. De børn, der lige nu dør en meningsløs død i kriges voldsomhed. Ulykkelige børn. Ensomme børn. Jeg mærker, at jeg ikke kan holde ud at sidde på min pude. En følelse af håbløshed. Jeg mærker den kollektive kraft. Jeg spænder af.

Læner mig indad.

Mærker ind mod kilden.

En blødhed, medfølelse.

Jeg trækker vejret, og jeg opdager, at jeg trækker vejret. En følelse af at være vidne til en kraftfuldhed sætter ind. Jeg er nødt til at bevare håbet. Træde ud i verden. Nødt til både at kunne vove at give efter for sorgen og medfølelsen, og kunne genfinde klarhed og neutralitet for ikke at skylles med af og drukne i følelserne.

Det føles betydningsfuldt, afgørende vigtigt, i hvert fald for mig selv, at give mit bidrag. Om end det kun er en lille bitte dråbe i det store hav.

Foto: Charlotte Toft