En international uddannelse i nærvær og venlighed, er det muligt?

af Peter Høeg | | 11. september 2015

Helle Jensen og Peter Høeg

Jeg skriver dette i Villa Fohrde.

Jeg befinder mig kun 60 kilometer nordvest for Berlin, midt i det moderne Tyskland, alligevel er stedet og øjeblikket uden tid.

Nedenfor den store villa strømmer Havelfloden langsomt forbi, dette øjeblik farvet at solnedgangens sidste lys, sensommernatten er stille, udenfor mit vindue kan jeg høre kursisternes dæmpede, venlige stemmer.

Havelfloden

Havelfloden

Kan man slippe af sted med at skabe en international uddannelse i venlighed for mennesker der arbejder professionelt med børn og unge?

Det er hvad Helle Jensen – psykolog, forfatter, tidligere uddannelsesleder på Kempler-instituttet og en også i udlandet intenst efterspurgt ekspert i familieterapi og empati – har villet, og nu har hun og jeg hen over de sidste fire dage startet uddannelsen op.

Helle er på en vidunderlig måde paradoksal.

Det meste af tiden er hendes adfærd farvet af hvad jeg ville kalde en kvindelig blidhed.

Den er særlig tydelig nu, hvor jeg sidder ved siden af hende på bænken ved floden. Vi er færdig med tredjedagen, kurset har kulmineret som det skulle (Det er Helles erfaring og forventning at firedages kurser kulminerer på tredjedagen).

Bag os har deltagerne fordelt sig i deres arbejdsgrupper.

Under det store egetræ.

Det er mindst 300 år gammelt. Måske 500.

Så store træer er sjældne i Europa. I verden.

Men i Tyskland er store træer fredede. Staten forbyder fældning.

Vi er i det moderne Tyskland. Men for under 30 år siden var dette Østtyskland.

Man kan stadig fornemme den østtyske stats nærvær.

Jeg håber jeg kan sige dette uden at fornærme nogen, personalet i Villa Fohrde er meget meget velmenende.

Og naturen er vidunderlig, de kolossale, tidløse træer, den strømmende flod og dens klare rene vand, stilheden, de tyndtbefolkede land- og skovstrækninger, den mærkelige ro som findes her, men som man skal lede længe efter i Vesttyskland.

Og alligevel er dette Øst.

Der er noget i menneskers øjne, noget der aldrig har fået plads. Der er en frihed der endnu ikke er nået hertil. Et sted også en gru som det er svært at klarlægge.

Villa Fohrde

Villa Fohrde

Sådan er Villa Fohrde, altså bygningen, også selv.

Oprindelig en enorm rigmandsvilla. Siden en socialistisk folkeskole. Og nu et kommunalt drevet kursuscenter med økologiske ambitioner, men en østtysk økonomi og et østtysk køkken.

Alle retter er på en måde rørende: Lavet fra bunden, af hjemmedyrkede råvarer. Og så alligevel så nøjsomt og beskedent at det punktvist virker forarmet.

Det er et privilegium at arbejde sammen med Helle.

Og for nu at vende tilbage til paradokset: Den kvindelige blidhed véd nøjagtig hvad den vil have.

Og hvordan den skal få det. Helle har hen imod 40 års erfaring med mennesker i alle tænkelige situationer.

Jeg vil sige at et stykke hen ad vejen kan hun ligefrem lide vanskeligheder.

Når et menneske i vores gruppe pludselig kommer i kontakt med et overgreb, eller med en voldsom modstand, og jeg føler håret rejse sig på mit hoved og tænker at nu kommer der et sammenbrud, nu sker der noget forfærdeligt vi ikke kan styre, så kommer der en hjertelig, katteagtig smidighed og præcision over Helle.

Hun véd præcis hvordan vanskeligheder i grupper skal takles. Og vendes til menneskelige fremskridt.

Vores deltagere kommer fra mange steder i Europa. Schweitz, Østrig, Polen, Frankrig. Og selvfølgelig Tyskland.

Det er så bevægende at sidde overfor dem. At arbejde med dem.

Hver og én er de kommet for at forbedre deres professionelle kontakt med andre mennesker.

Og med et – ofte næsten hemmeligt, knapt udtalt – ønske om at få lidt overskud til sig selv.

Risikoen for mennesker der arbejder professionelt med omsorg for andre, skoleledere, familieterapeuter, ungdomskonsulenter, fysioterapeuter, lærere og pædagoger, er selvfølgelig udbrænding. At deres hverdag og gode hjerte og pligtopfyldenhed og det moderne livs krav i det hele taget brænder dem ud.

Så vi har arbejdet en del med begrebet selvomsorg. Som i al sin enkelthed er det faktum at man kun kan give til andre af sit overskud. Begynder man at forære væk af reservetanken så er det ens knogler man giver af, det man selv skal bruge til at holde sig oprejst.

Først må der være et overskud. Og er det balanceret så vil det naturligt strømme ud mod andre i form af nærvær og venlighed.

Det er i hvert fald hvad Helle og jeg tror.

De fleste af uddannelsens deltagere er her fordi de på et eller andet tidspunkt har mødt Jesper Juul. Det er bevægende at mærke deres taknemmelighed overfor ham, deres respektfulde kærlighed.

‘Fra lydighed til selvansvarlighed’ er Jespers motto.

Jesper Juul

Jesper Juul

Som den dag i dag klinger på én gang provokerende og befriende i Tyskland.

Hvad står tydeligst tilbage her efter at uddannelsens første fire dage er slut?

To ting: Hvor stor den internationale interesse for empati, nærvær og relationskompetence er. Det er svært at sætte fingeren præcist på det sted hvor den følelse kommer fra. Men kursisterne er mennesker der arbejder med mange andre, de har fingeren på pulsen, og man kan mærke hvor næsten desperat magtpåliggende det er for dem at forstå og virkeliggøre det der er denne uddannelses punchline: Jo dybere man har mødt sig selv jo dybere kan man møde andre.

Og så kan jeg mærke det i medierne. I disse måneder taler jeg med nogle af Danmarks og Tysklands meget store aviser og magasiner, og de vender alle tilbage til spørgsmålet om hvordan man bedst kan gøre noget for børn.

Denne almene, insisterende interesse for træning af og for børn er det ene jeg har med hjem.

Det andet er at vi fra Danmark og foreningen Børns Livskundskab kommer med noget vigtigt.

Lige ud af landevejen kommer vi med Jesper Juuls og Helle Jensens visdom og erfaring omkring hvordan man træner relationskompetence, klasserumsledelse og gensidig respekt og tolerance.

Og vi kommer med idehistorikeren og meditationslæreren Jes Bertelsens formulering af noget af essensen fra den globale spirituelle arv: At de mest direkte døre ind mod vores egen menneskelige kerne eller essens er kropsbevidsthed, bevidsthed om åndedrættet, om hjertefølelserne og bevidsthedsklarheden.

Og at de døre eller veje skal trænes i sammenhæng, samtidigt.

Vi kommer med ledelsesforskeren og professoren Steen Hildebrandts globale overblik og vedholdende påpegning af at det er børnene der bærer fremtiden.

Med journalisten Anders Laugesen hjertelige og foruroligende argumenter for hvor mørk den fremtid også nødvendigvis må blive.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning. Foto: Henrik Saxgren

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.
Foto: Henrik Saxgren

Og så kommer vi vel – hvis det ikke er for ubeskedent at sige det – med den fritænkermentalitet der også er typisk dansk. Selv Grundtvig, der ellers forstod sig som kristen (omend nærmest østkristen hvis man kigger efter, han oversatte jo også byzantinsk lysmystik til dansk) var jo en meget fri ånd.

Med den arv møder vi så det moderne Tyskland. Med sin både østlige og vestlige arv.

Det er godt nok fascinerende at få lov at være med til.

Fascinerende og foruroligende. For ikke meget langt fra Villa Fohrde har en menneskemasse sat sig i bevægelse, flygtningenes langsomt opbyggende folkevandring. Netop nu, mens vi sidder her, vandrer de.

Foto: Iris Venedey, Gunar Rihn og Jesper Juul

FØLG OS PÅ INSTAGRAM
Something is wrong.
Instagram token error.
Something is wrong.
Instagram token error.